Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

På fornavn med hele den danske nation

"Livet igennem har Anker Jørgensen været kompromisløs i sin holdning til lighed og solidarisk fællesskab dette var én af hans mange kampe," skriver dagens kronikør. Arkivfoto.

I morgen kan den tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) fejre sin 92-årsfødselsdag. Anker kom til verden i et faldefærdigt kolonihavehus i rabarberkvarteret på Amager. En prunkløs folkets mand, der med ægte hjertevarme er kommet på fornavn med nationen, på hat med de store og på bajer med bumsen, skriver dagens kronikør

Der var glæde og feststemning i skibsreder-domicilet på Hambros Allé i Hellerup den 13. juli 1913, og lykønskninger strømmede ind fra ind- og udland, da Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller blev født som barn af Chastine Estelle Mc-Kinney Møller og skibsreder A.P. Møller. Som ældste søn var Arnold Mærsk arving til den store rederivirksomhed, hans far havde grundlagt.

Knap så megen virak var der den samme dato få år senere den 13. juli 1922 i et faldefærdigt kolonihavehus i rabarberkvarteret omkring Irlandsvej på Amager. Himlen var dækket af store skyer, der selv her midt på sommeren havde lagt sig over hovedstaden som en tung vinterdyne.

Det skulle blive århundredets solfattigste måned og dog formåede solen en enkelt gang at bryde igennem et hul i skydækket. Dén dag kom Anker Jørgensen til verden som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og rengøringskone Karen Marie Jørgensen.

Der var en verden til forskel på de to drenges baggrund, men begge kom hver især til at sætte deres præg på danskernes hverdagsliv og samfundets udvikling. De to glemte aldrig deres ungdoms idealer og forblev trofaste mod deres opvækst. Begge blev det forundt at blive symbol og myte i levende live: Afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller som førende i erhvervslivets kongerække, hvor han udviklede Danmarks største virksomhed til at omfatte 120.000 ansatte fordelt på rederi, olie- og gasudvinding samt dagligvarehandel.

Anker Jørgensen som den, der arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amager. Han blev valgt til Folketinget i 1964, blev formand for arbejdsmænd og specialarbejdere i 1968 for fire år senere at efterfølge Jens Otto Krag som statsminister.

Skæbnen ville, at de to faderens søn, den stenrige skibsreder, og den faderløse, arbejdsmanden fra Sydhavnen årtier senere tørnede sammen i Statsministeriet, hvor Anker Jørgensen som landets førstemand krævede olie- og gaskoncessionsaftalen med A.P. Møller genforhandlet under indtryk af 1970'ernes oliekriser.

Anker Jørgensen erindrede senere: ”Andre bad om et møde med mig i Statsministeriet men Mc-Kinney Møller anmeldte sin ankomst.” Tonen var hård og uforsonlig. Anker truede med direkte ekspropriation, mens Mc-Kinney Møller raslede med tanker om at flytte rederiet til udlandet.

Efter dramatiske forhandlinger lykkedes det Anker Jørgensen at få A.P. Møller til at sætte mere gang i produktionen af nordsøolien og samtidig sikre staten større indtægter og mere kontrol med olie- og gasudvindingen til gavn for samfundsøkonomien.

Livet igennem har Anker Jørgensen været kompromisløs i sin holdning til lighed og solidarisk fællesskab dette var én af hans mange kampe . Med rødder dybt i den danske arbejderklasse står den gamle statsminister som personifikationen af arbejderbevægelsens klassiske værdier. Han sagde i et interview med Ninka: ”Vi må lægge noget andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed.”

Søndag den 13. juli 2014 kan Anker Jørgensen fejre sin 92-årsfødselsdag. En prunkløs folkets mand, der med ægte hjertevarme er kommet på fornavn med nationen, på hat med de store og på bajer med bumsen.

Begge forældre døde af tuberkulose, da han var få år gammel, ligesom en lillebror døde som ganske lille. En tante, tobaksarbejderske Karla Jacobsen, spurgte Ankers morfar, en landmand fra Roskilde-egnen, hvad der så skulle ske med den lille dreng, og fik det svar, at ham måtte kommunen tage sig af.

Hertil svarede tante Karla: ”Jeg skal give dig kommune!” Og Karla tog Anker til sig i den lille lejlighed i Bådsmandsstræde 10A. Om natten sov han på en gammel divan i stuen, hvor en gaslygte fra gaden kastede et lysskær ind, så han kunne ligge i mørket og læse om barndommens helte fra sportens verden.

I det blåmalede køkken var der et gammeldags jernkomfur med ringe og skorsten. Til jul hængte Anker en strømpe en af de lange uldne ved skorstenen, og den blev fyldt med æbler, appelsiner og lidt slik. Anker har fortalt, at hans tante hvert år juleaftensdag afleverede flæskestegen til den lokale bager for at få den stegt: ”Husmødrene stod nærmest i kø foran bagerens butik for at hente deres flæskestege og hen ad gaden gik vi med stegen på et stort fad og med et stykke gråt karduspapir over. Jeg bar en kande med fedt.”

Anker har også beskrevet, hvorledes familien i 1930'erne for alvor mærkede arbejdsløsheden. Det skete tit, at man måtte pantsætte hjemmets få ting af værdi, som nips, tantes ur eller søndagstøjet hos Onkel, et tilnavn givet pantelåneren på Amagerbrogade.

Når Anker så kom hjem med lånesedlen, blev den lagt i en lille skuffe, og uge for uge blev der lagt penge hen, så man kunne løse uret eller tøjet ind igen: ”Jeg gik til marskandiseren med gamle aviser og flasker for så på hjemvejen at købe for fem øre leverpostej, lidt afskåret pålæg og, hvis det var muligt, helst rester fra pålægsmaskinen.”

Senere kom Anker på Det Kongelige Vajsenhus' skole for forældreløse børn. Efter at være gået ud af skolen blev Anker bud i en grøntforretning på Øresundsvej og senere arbejdsdreng som 14-årig på H.C. Hauchs Låsefabrik, 48 timer om ugen til 15 kroner.

De arbejdsløse perioder brugte han på biblioteket og på aftenkurser. Folkebiblioteket i Ølandshus på Amager blev det sted, Anker opsøgte, når han var uden arbejde. Det blev hans lille folkeuniversitet, døren til en ny verden. Der lærte han Georg Brandes at kende, han blev meget optaget af Hartvig Frischs ”Europas Kulturhistorie”, og han slugte Hans Kirks skildringer af ”Fiskerne” og ”Daglejerne”.

Under besættelsen arbejdede Anker som skibsværftsarbejder og lagerarbejder. Han var gardehusar i Næstved og som 21-årig aktiv i modstandsbevægelsen som leder af en gruppe, der modtog og fordelte våben og ammunition.

I 1972 chokerede Jens Otto Krag alt og alle ved dagen efter folkeafstemningen om EF den 4. oktober at gå af som statsminister og pege på Anker Jørgensen som sin afløser.

Anker Jørgensen var statsminister igennem næsten 10 år under svære parlamentariske forhold. Hans navn er knyttet til store reformer som efterlønsordningen, garantilønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en socialreform med bistandsloven som vigtigste element. Også et endegyldigt nej til atom-kraft blev det til.

Mange vil kunne fortælle stort og småt om deres oplevelser med Anker Jørgensen. Som pressefotografen Mogens Ladegaard, der var med, da Anker besøgte Grønland. En dreng kastede et æg efter ham, og en betjent handlede resolut og greb hårdt fat i drengen. Men det kunne Anker slet ikke have, og det hele endte med, at landets statsminister nærmest undskyldte, at han kom til at stå i vejen for ægget.

I 1990'erne gik Anker Jørgensen ind i løvens hule og tog til Irak for at få 38 danske gidsler ud af Saddam Husseins kløer. Politikere fra alle sider lod deres harme og skældsord hagle ned over den tidligere statsminister ledsaget af hånlig hovedrysten. Men da gidslerne over telefonen tryglede Anker om at komme til Bagdad, forenede han al sin menneskelige omsorg og erfaring i sine bestræbelser. Det lykkedes at få dem hjem ad flere omgange, og Anker var hver gang i lufthavnen for at tage imod.

I 1960 rykkede Anker Jørgensen sammen med Ingrid og de fire unger ind i en 3-værelses lejlighed i et alment boligbyggeri på Borgbjergvej 1. Han sagde nej til al statsministerluksus på Marienborg som han selv forklarede det: ”Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus.”

Næsten 50 år senere sagde Anker farvel til lejligheden på Borgbjergvej for at flytte ind i en beskyttet bolig på Plejebo midt i det gamle arbejderkvarter Vesterbro.