RELIGIONSPÆDAGOGIKKEN HØRER ikke til de ”hotte emner” inden for den pædagogiske og teologiske forskning, og det til trods for at kirken og skolen deler en over 200 år lang historie. Engang var skolen et barn af kirken som man ofte siger men det er den næppe mere i dag.
Pædagogikken og teologien har mere og mere mistet deres forbindelse. Den kan blusse op, som den af og til gør i diskussionen omkring dannelse og samfundets udvikling, men en stærk og selvbevidst religionspædagogisk dialog synes ikke at være til stede. Det betyder ikke, at der ikke foregår utrolig spændende undervisning både i skolen og i kirken men kun, at den tværdisciplinære dialog er tavs. Man passer sig selv.
Men dialogen er også vanskelig og ikke bare lige til at ordne. Religionspædagogikken har det svært, fordi den hører hjemme i både teologien og i pædagogikken samtidig med, at den henvender sig til kirken og skolen. Hvordan det religiøse kommer ind i undervisningen, og om troen i det hele taget kan læres, er ikke naive pædagogiske eller teologiske spørgsmål. Her findes ikke enkle svar, man bare kan trække op af den metodiske skuffe.
Når religion og pædagogik tro og dannelse/umiddelbarhed og refleksion mødes, er det ikke to tilfældige teorier, der mødes, men menneskelige praksisformer, som både står i nærhed og distance til hinanden.
Nærhed fordi det religiøse og det pædagogiske er måder at stå og forstå tilværelsen på, og for dem begge gælder, at de erfares på kanten af differencer og i mødet med det, som ikke er os selv og alt det, vi ikke regner med hvad enten det er ”den anden” eller ”det andet”.
Men det religiøse og det pædagogiske står også i distance til hinanden, fordi undervisningens refleksion, der er skolens domæne, ikke er det samme som troens affirmation, der er kirkens domæne.
Det er især det distancerende, der har tegnet religionspædagogikken i de seneste mange år. Man fornemmer en vis berøringsangst og fremmedhed mellem religion og pædagogik. Noget skyldes beskedenhed eller uvidenhed og noget andet faglig arrogance eller slet og ret dumhed.
FRA PÆDAGOGIKKENS SIDE har man ofte hørt, at forkyndelse og undervisning ikke hører sammen. Vi lever i uddifferentierede og lukkede funktionssystemer (som sociologer hævder), og skolens funktion er nu engang ikke kirkens funktion og vice versa. De er kun ”omverdener” og ”iagttagelsespositioner” for hinanden. Sammenhæng er der ikke og skal der heller ikke være.
Fra teologiens side hævdes det, at religionen eller rettere kristendommen er grundlaget for vores kultur og dermed også grundlaget for pædagogik og dens praksis. Den religiøse tydning er mere eller mindre pædagogikkens fundament og rammen for dannelsen hævdes det.
Men spørgsmålet er, om de kendte fordomme rammer sagens kerne? Set ud fra et pædagogisk perspektiv er problemet med religionspædagogikken ikke spørgsmålet om forkyndelse versus oplysning, eller hvem der er fundament for hvem, men snarere om religionspædagogikken har tabt sine muligheder.
Flere og flere pædagogiske filosoffer og også religionsfilosoffer spørger med rette, om religionspædagogikken i al almindelighed og kristendomsundervisningen i særdeleshed i det hele taget kan udfoldes.
Tankegangen er følgende: Alt, hvad vi som mennesker kan erfare, inkluderer også altid en læringsproces. Men ikke alt, hvad vi har behov for eller gerne vil lære, kan vi lære gennem erfaringer, men det kræver en kunstig arrangeret undervisningsproces. En pædagogisk proces, som ikke er en del af ”livet som sådan”, men som er på afstand ”til livet”.
Nogle ting lærer man hurtigere ved at gå omvejen gennem undervisningen, og det er ”denne omvej”, som er skolens vej. Skulle vi vente på, at erfaringerne har vist sig, kunne vi risikere at vente alt for længe. Derfor sætter undervisning turbo på erfaringerne og bliver til et kunstigt erfaringsrum.
Men skolens kunstighed er ikke mere kunstigt end, at den må knytte an til livet uden for skolen. Når børn i skolen kan lære fremmedsprog, er det fordi, de allerede har lært et modersmål, og fordi livet er sprogligt. Og når børn kan lære om litteratur og kunst, er det, fordi de allerede har lært at tale, tegne og synge, men også fordi de møder kunsten og litteraturen. Det, der undervises i skolen, leves uden for skolen.
MEN NETOP HER OPSTÅR det religionspædagogiske problem. For hvad sker, når kristendomsundervisningen ikke mere kan forudsætte, at børn har levede erfaringer med troen og det religiøse? Hvilke problemer løber undervisningen så ind i, når den formidler erfaringer og viden, som uden for skolen ikke leves mere, men kun praktiseres i professionelle og institutionelle rammer? Når børnenes forældre selv er blevet usikre på deres religiøsitet, og hverdagen er tømt for religiøse erfaringer?
Så ender man med at stå i det paradoksale problem at ville undervise i det religiøse uden levet tro på samme måde, som man ville undervise i svømning uden vand. I litteratur uden sprog eller i håndværket uden hånden. (Sidstnævnte problem har allerede ført til konsekvenser. I dag undervises børn ikke mere i sløjdhåndværket. ”Hånden” skubbes mere og mere ud til fordel for design og medier. Den digitale og mediale innovation kan undvære kroppen, spørgsmålet er så om læringen eller for den sags skyld troen er kropsløs. Men det er en anden diskussion.)
Religionspædagogikkens udfordring ligger i, hvordan man løser det problem, at undervise i troen uden klare og faste erfaringer med et religiøst liv. Kristendomsundervisningen i skolen kan ikke erstatte den religiøse socialitet uden for skolen, men kan kirken?
Nu kan man selvfølgelig diskutere, om det også er rigtigt, at vi lever i en tid med mangel på religiøse erfaringer. Eller om vi rettere lever i en overflod og støj af religiøsitet, som en del teologer og religionsfilosoffer gør opmærksom på, og at det derfor snarere er et kirkeligt problem. Aldrig har vi talt så meget om religion og gået så lidt i kirke. Man vælger kirken fra, ikke troen. Det problem har skolen i øvrigt også. Aldrig har vi talt så meget om læring og haft så lidt tillid til folkeskolen. Vi tror ikke mere på skolen, men hylder livslang læring.
Det vil jeg lade ligge og i stedet slutte med et eksempel fra det virkelige skoleliv. I 2010-2011 undersøgte jeg sammen med andre forskere efterskolens dannelseseffekt. I den forbindelse besøgte vi også efterskoler med en stærk religiøs forankring.
I undersøgelsen spurgte jeg ledere, lærere og elever, om man kunne være lærer eller elev på skolen, selvom man ikke troede på Gud. Det resulterede i modsatrettede svar, som viser kompleksiteten i den religionspædagogiske dialog mellem generationer.
Lederen og lærerne mente godt, at man kunne være elev på skolen, men at man ikke kunne være lærer. Som ansat lærer skulle man fuldt ud vedkende sig skolens værdigrundlag. Eleverne derimod havde det omvendt. De mente godt, at man kunne være lærer på skolen, selvom man ikke troede på Gud. Sådan en lærer ville de gerne møde i undervisningen, det kunne være interessant. Men de mente så omvendt, at man ikke kunne være elev. Og begrundelsen var den, at det ville være synd for eleven, fordi alle lærere straks ville begynde at omvende vedkommende, og det ville ingen kunne holde ud i længden.
Historien viser, hvor kompleks og vanskelig den religiøse samtale er i og omkring skolen og undervisningen. Men den viser også, at der stadig er et samfundsbehov for at diskutere, hvorfor troen også er en skole sag.