Man ser det for sig. Markedet. Engang stedet, hvor mennesker udvekslede det nødvendige. Her kom man med frugten af sit arbejde for at handle sig til det, man ikke selv kunne fremstille.
Når vi i dag taler om markedet, er det en abstraktion. Ikke et sted, der opsøges efter behov, men et ideologisk mantra, som gennemsyrer vort samfund i alle dets bestanddele. Markedet er i os og om os i alt, hvad vi foretager os.
Det er markedskræfterne, der former vores liv. På godt og ondt. Beriger os og fattiggør os. Beriger dem med de gode jobs, med de gode uddannelser. Dem, der er så heldige at blive født i familier, der kan ruste dem til et liv på markedets betingelser.
De andre, dem der fattiggøres, er dem, der fødes til dårlige kår, dem, der ikke får den fornødne uddannelse, dem, der ikke lader sig forme efter markedets krav. De ender i samfundets periferi, som tilskuere til de tilpassedes velstand og det vellevned, de som udstødte er afskåret fra. Ikke som forbigående 'bad luck', men som beseglet skæbne, ligegyldiggjort af de velbjærgedes letsindige selvtilstrækkelighed.
Markedet, som det er i dag, drives af kynisme. Det legitimerer hensynsløshed. Den enkelte mod alle de andre i kamp for at opnå det mest mulige for sig selv. Det er markedsøkonomiens strategi at opløse samfundet som fællesskab mellem mennesker forbundet af omsorg og ansvar for hinanden.
Vi har fået et begreb for markedets ideelle statsform. Konkurrencestaten. Staten for de egnede. I konkurrencestaten er menneskelige relationer kommercialiseret. Den enkelte måles på markedsværdi, der afgøres af evnen til at begå sig på markedets, konkurrencens præmisser.
Markedet, som vi kender det, tumlepladsen for de driftige, seriøst arbejdende, idérige entreprenører, men også for de snu, de hensynsløse, de dominerende kapitalstærke, er virkningen af den økonomiske liberalisme, som den skotske økonom og moralfilosof Adam Smith lagde den teoretiske grund til i 1700-tallet.
Det var hans revolutionerende tanke, at staten skulle blande sig uden om driftige menneskers virketrang. Hvis de fik frie hænder og lov til at beholde frugten af deres arbejde, ville egoistisk bjærgsomhed skabe velstand. Ikke blot for entreprenørerne selv, men for hele samfundet, der ville nyde godt af de driftiges smittende iværksætteri.
Vi ved, at Adam Smith fik ret. Og tog fejl. Den liberalistiske markedsøkonomi har skabt den økonomiske fremgang, han forudså. Men økonomen Smiths forhåbninger til den voksende velstands spredning i samfundet kom til kort. Moralfilosoffen havde undervurderet egoismens dæmoner. Grådighed og hensynsløshed.
Han havde troet på en i mennesket iboende kærlighed til næsten, der, som med en usynlig hånd, ville sprede velstanden til glæde for alle i samfundet. Næsten som vore dages liberalister argumenterer. Giv dem frihed, dem, der kan tjene penge, lad dem beholde de fleste selv. De skal nok vide at investere til gavn for fællesskabet, skabe aktivitet og arbejdspladser så selv den dårligst stillede vil blive løftet fra sin fattigdom.
Men hvordan er det gået? Adam Smiths usynlige hånd kom til kort. For at modvirke den voksende uligheds trussel mod samfundsordenen måtte de driftiges egoisme tæmmes af den statsmagt, Smith og hans liberalistiske meningsfæller ønskede fortrængt. Først da den voksende forarmede arbejderklasse fik sig samlet til politisk indflydelse, begyndte den velstandsudligning, der var forudsætningen for det 20. århundredes velfærdssamfund.
Velfærdssamfundet havde sin bedste tid i tiårene efter Anden Verdenskrig, men den økonomiske krise, der udløstes af eksploderende oliepriser først i 1970'erne, gav på ny medvind for liberalistiske idéologer. De lagde ansvaret for krisen på staten, skatterne, de faglige organisationer og initiativløse borgere forfaldne til offentlig forsørgelse.
Med valget af Margaret Thatcher i 1979 og Ronald Reagan i 1981 som henholdsvis premierminister i Storbritannien og præsident i USA kom der magt bag de liberalistiske teorier. Med sin erklæring ”staten er ikke løsningen på vore problemer, staten er problemet” satte Ronald Reagan etiket på den liberaliseringsbølge, der fra Storbritannien og USA forplantede sig til lande kloden over.
”Samfundet som sådan findes ikke der findes kun individer og familie,” sagde Margaret Thatcher, hvorefter hun skamferede de faglige organisationer, minimerede velfærden og gav kapitalen frie tøjler til at maksimere udbyttet for erhvervsledere og aktionærer.
Arbejdernes lønninger blev presset, arbejdspladserne flyttet til lande med lave lønomkostninger og arbejdskraft, der ikke kendte til rettigheder og organisering. Den usynlige hånd? Adam Smiths tiltro til menneskets sociale instinkt, som ville sprede velstanden til alle samfundsklasser, var og forblev velmenende verdensfjern.
Markedet er destruktivt i den fuldbyrdede liberalistiske udgave. Det koncentrerer penge og politisk indflydelse hos de stærkeste, som udnytter deres position til sikring af fundamentet for deres magt: den liberalistiske samfundsorden. Kapitalejerne og deres begunstigede håndgangne er alene optaget af maksimering af de investerede midlers afkast. Samfundsinteressen begrænser sig til den lov og orden, der sikrer dem arbejdsro. De menneskelige og miljømæssige konsekvenser er fraværende, når direktører, bestyrelser og aktionærer i de multinationale selskaber vurderer resultaterne af deres engagementer.
Derfor styrter fabriksbygninger sammen om syerskerne i Bangladesh. De gik på arbejde til sulteløn i et hensynsløst arbejdsmiljø og faldefærdige bygninger, fordi de var så mange gange billigere end arbejdskraften i de velbeslåede arbejdsgiveres hjemlande.
Af samme grund dør minearbejdere i Tyrkiet. De måtte arbejde i utilstrækkeligt sikrede miner for at øge mineejernes avance. Derfor forgiftes fattige og uvidende landarbejdere i Afrika og Sydamerika dødeligt. Sprøjtegifte, der er forbudt andre steder i verden, bruges uhæmmet for at øge udbyttet for velstående investorer i rige lande.
Derfor ødelægges naturområder uopretteligt af olieudslip fra dårligt sikrede boringer. Det går nok, siger de i fjernt beliggende kontorer og glæder sig over besparelsernes gunstige virkning på regnskaberne. Derfor modarbejdes vedvarende energiformer af olieselskaberne, der frygter for deres lukrative forretningsområde.
Derfor vokser uligheden i vestlige samfund. Og de kapitalstærke lader det ske. For det står skrevet, at jo rigere de bliver, desto bedre går det de fattige.
Markedet er, hvad vi gør det til. Markedskræfterne er ikke utæmmelige. De er styret af politik. I demokratiske samfund af de folkevalgte politikere. Økonomisk og politisk tænkning og handling har i de seneste årtier været domineret af liberalistiske forestillinger om det gode samfund.
Med frihed som mantra har liberalistiske politikere og økonomer overbevist befolkningerne i den vestlige verden om, at den frihed, der øger kapitalejernes velstand, skulle gøre det samme for borgerne i almindelighed. Derfor er uligheden vokset dramatisk. Mest, selvfølgelig, i de liberalistiske foregangslande USA og Storbritannien.
Ifølge beregninger foretaget af de franske økonomer Emmanuel Saez og Thomas Piketty besidder de 10 procent rigeste i USA 70 procent af samfundets værdier. Den rigeste ene procent ejer 35 procent. Den dårligst stillede halvdel af befolkningen ejer blot 5 procent af samfundets værdier.
Ifølge samme beregninger tilfaldt 95 procent af indkomstvæksten i 2010-2012 en procent af de bedst stillede husstande. Den vældige vækst i de bedst stilledes velstand skyldes minimal beskatning, formueforrentning og ekstravagante lønninger til store virksomheders topchefer.
Frihed for de velstående til at berige sig har ført til en ulighed, der i dag har antaget faretruende dimensioner. Faretruende, fordi den polariserer samfundet og nedbryder befolkningernes tillid til den demokratiske samfundsorden.
Vi har markedet om os og i os. Vi må gøre oprør mod det i os for at ændre det om os. Vi må forlange et marked, der styres af respekt for mennesker og miljø, et samfund, hvor rigdom er fattigdoms fravær.