Alfred Dyrup og jeg sad i baglokalet i Bent Købmands butik på strøget i Sydthys metropol, Hurup. Jeg var kaldt ind af nød, fordi Lars ”Mads Hansen”, første bydrengen, havde tilladt sig at holde en fridag.
Alfred Dyrup og jeg funderede over livet, som kun højtbegavede 10-11-årige drenge med skarpe hjerner kan gøre det. Store tanker om lokal og international politik. Om egnens sognerådsformænd og statsministre. Om fotosyntesen, Einsteins relativitetsteori, big bang og andre fine ting, som drenge på min tid var optaget af ud over fodbold naturligvis, og hvilke piger vi havde modtaget kærlighedserklæringer fra, mundtlige og skriftlige, siden sidst.
Dyrup og jeg modtog en lind strøm af den slags på grund af vores fordelagtige ydre, hvor man allerede kunne skimte brede skuldre og ansatser til hår på brystet og så videre. For en gang skyld havde vi ikke travlt med flaskesortering, rengøring og sortering af varer. Der var travlt i butikken, så der var ingen til at holde os til ilden.
Købmanden var en handelsorienteret grossist med stort talent, og han så muligheder for at lave handler om alverdens ting. Varer indbefattede sågar også sprøjtemidler, som andre købmænd ikke sådan ville have ind i handelsvirksomheden af frygt for død og ødelæggelse. Varer, der var mærket med et dødningehoved, så ingen skulle være i tvivl om alvoren.
Bladan var eksempelvis en del af sortimentet. I baglokalet kunne man tappe det fra en hane ved siden af sækken med sukker på den ene side og sækken med mel på den anden. Det var, som det skulle være!
Bent Købmands overvældende succes havde få måneder tidligere nået hidtil usete højder. Derfor traf han den beslutning, at der skulle knyttes endnu en ansat til virksomheden. En anden bydreng.
Det skal siges, at det burde have åbnet for en fast ansættelse af mig. Jeg havde nemlig indtil da været fast reserve for Lars Mads Hansen i trængselstider. Der burde ikke have været gnist af tvivl om, at det nye andet embede blev mit.
Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at gå! Købmanden må have haft sine betænkeligheder. I hvert fald henvendte han sig angiveligt til et rekrutteringsbureau, ”Mercury Urval”, eller hvad det hed dengang.
Under alle omstændigheder blev der så vidt jeg erindrer iværksat en stribe af personlighedstest, interviews, prøver eller eksamener med oprydning og effektiv flaskesortering i bagbutikken. Det fik den skæbnesvangre betydning, at jeg blev overhalet af Alfred Dyrup. Alfred Dyrup viste sig at være lidt kvikkere i hvert fald med sine hænder end jeg.
Måske var han også lidt stærkere og mere vant til at tage fat end jeg, hvad ved jeg? Han var bondesøn og yderst arbejdsduelig. I hvert fald blev han kongelig udnævnt til embedet få dage efter. 10 kroner i ugen inklusive pension og det løse. Det løse indebar hos den gode købmand, at man ved arbejdstids ophør hver dag fik bevilget en lunken chokolademælk, hvor udløbsdatoen var overskredet. Ret skal være ret: Det kunne man nu sjældent smage!
Indrømmet! Jeg var på alle måder ramt af dette smertelige ærestab. Min far var skuffet eller måske endda ligefrem bedrøvet. Ved aftensbordet nævnte far retorisk, at han ikke erindrede at have syndet med en sådan volumen, at det var fuldt rimeligt, at hans søn var så talentløs. Tænk, at knægten ikke formåede at klare den afgørende prøve som anden bydreng. Det kunne have rykket husets samlede økonomi op i en anden klasse!.
Trods nederlaget fastholdt jeg reservetjansen, og derfor sad vi der så den dag, Alfred Dyrup og jeg, og filosoferede og skulle have tiden til at gå til fyraften. Vi kunne høre købmandens servile: ”Hvad sku' det så være i dag, frue, ja tak” akkompagneret af infernalsk larm fra de overdimensionerede volierer i købmandens gård.
Voliererne rummede et utal af eksotiske fugle, som jeg tror var smuglet ind i landet. I hvert fald var der penge i skidtet. Det var sommetider de helt store sedler, der skiftede ejermand ude i gården, når en eksotisk fugl fra Ny Guinea, Tasmanien eller et andet fjernt sted skiftede ejermand. Her var ingen oms endsige moms at bekymre sig om.
Den dag var det småt med handlen i gården, da jeg fik øje på en kasse med Valash-vand. Valash-sodavand havde særlige zink-kapsler, der skulle trækkes af, før man kunne indtage den forjættende væske. De mindede meget om låget på gammeldags mælkeflasker, om end indholdet havde en anden klasse.
Jeg sad med en spids blyant, mens jeg med overlegen sikkerhed forklarede Archimedes' Lov for Alfred Dyrup. For at understrege en pointe i gennemgangen, prikkede jeg ekstra hårdt med blyanten på låget på en Valash-sodavand. Og pludselig blev vi vidner til et under.
En eksplosion, efterfulgt af en lille gullig stråle med retning mod loftet i baglokalet. Det var et ufatteligt smukt øjeblik! En vederkvægende rislen, et livsaligt gys kunne anes på ryggen. Spidsen af blyanten fandt hurtigt et nyt mål i kassen. Og snart skete næste eksplosion.
Alfred Dyrup klukkede af grin. Han roste mig for mit enestående mod. Han understregede beundring for min præcision og opildnede mig til at fortsætte. 30 små eksplosioner efterfulgt af geysere af gult sukkervand blev det til. Hver eneste gang efterfulgt af begejstrede hvin fra Alfred Dyrup. Ingen tvivl om, at jeg var en helt. Ingen tvivl overhovedet. 30 Valash-sodavand med hul i proppen. Skulle det da betyde noget??
Lidt usikker var jeg måske alligevel. I hvert fald sagde jeg pænt nej tak til arbejdsdagens afsluttende chokolademælk, da den blev mig tilbudt en halv times tid senere i bagbutikken. ”Jeg har lovet mor at komme hurtigt hjem!”.
Alfred Dyrup, det selvglade skarn, blev til gengæld siddende og suttede chokolademælk i sig, mens jeg forlod butikken, nu med en ildevarslende tung fornemmelse i maven af, at noget nok var rivende galt.
Vi havde da også knap fået os bænket ved aftensmaden derhjemme og var midt i bordbønnen, da telefonen ringede. Mor tog den, samtidig med at far var nået til amen. Der blev gjort tegn til far. Han skulle komme til telefonen“
Det var sidste gang, at jeg tjente som bydreng. Selv en reservetjans var nu mistet. Alfred Dyrup havde angiveligt bedyret, at han ikke havde noget med hærværket mod de 30 Valash-vand at skaffe. Han havde ovenikøbet forsøgt at bremse mig, skulle han have sagt. Dyrup, Dyrup, hvor kunne du?
Nå, godt nok eksploderede hele min ugeløn på under fem minutter. Til gengæld var det en enestående smuk oplevelse, et mirakel, mens det varede. 30 små eksplosioner efterfulgt af 30 smukke, regnbuefarvede sukkerstråler i købmandens lidt triste bagbutik.
I de dage var det mit livs største fejltagelse. Det forhindrede, at jeg nogensinde fik chancen for at blive fødebyens førende købmand. Nu gik den ære til Lars Larsen, der boede blot et par huse fra mit eget hjem. Havde jeg styret mig, havde jeg utvivlsomt siddet med milliarderne i JYSK!
Og Alfred Dyrup, spørger du? Se han fik UG med kryds og slange, da han kort tid efter i fysik var oppe i Archimedes' lov!