”DEN NÆRVÆRENDE KIRKE” er først og fremmest et teologisk begreb om, hvad kirken er. Da Guds søn blev et menneske, kom Gud nær. Når Paulus kalder kirken for ”Kristi legeme”, viser det, at kirken på en særlig måde er Guds fortsatte nærvær i verden. Derfor skal kirken være en nærværende kirke.
”Den nærværende kirke” er samtidig en vision om, hvad en folkekirke er. Folkekirkens styrke er, at den er nær ved mennesker, alle vegne. Den er geografisk nær, for der er en kirke nærved alle steder. Den er også menneskeligt nær, for som kirke møder vi mennesker i alle livssituationer. Vi har derfor som folkekirke alle muligheder for at virkeliggøre visionen om ”den nærværende kirke”.
Visionen om ”den nærværende kirke” er et nej til nedlæggelse af kirker. Visionen om ”den nærværende kirke” er et ja til at se de mange kirker spredt rundtom i det danske landskab som en mulighed. Vi skal tale folkekirkens struktur op i stedet for at tale den ned. Alene det at vi har de mange smukke kirke i landskabet, er en kristen markør i Danmark, som vi ikke skal underkende. Og så skal vi se os omkring til vores nabolande og få inspiration til, hvordan de har arbejdet med kirken på landet.
Det gøres der for eksempel i den tyske kirke. Det fik jeg et indtryk af på en studietur sidste år. Her fortalte en biskop for et område i det tidligere Østtyskland, hvordan man dér arbejder med at få et lokalt, folkeligt engagement op omkring kirkebygningen i stedet for at nedlægge. Måske kan vi lære noget af dem?
Der arbejdes også i England med kirken på landet i initiativet Fresh Expressions of Church nye udtryk for kirke. Jeg fik et indtryk af dette initiativ på en konference i England for nogle år siden. Især ordet ”discipelskab” er i fokus her et ord, som for nogle i Danmark vil være fremmed. Men som kort sagt handler om at fremme frivillighed i kirken ud fra tanken om, at alle er sat til at leve, som Jesus gjorde det. Discipelskab handler både om at give evangeliet videre og om at række andre en hjælpende hånd. At arbejde med discipelskab var blandt andet en del af overvejelsen på en konference om kirken på landet, som Grundtvigsk Forum i foråret var medindbyder til.
Vi skal og kan ikke bare overtage, hvad andre lande er kommet frem til. Men vi kan få inspiration og derefter i fællesskab finde en vej frem. Og så skal Viborg Stift deltage aktivt i det udviklingsarbejde for kirken på landet, som blandt andet Landsforeningen af Menighedsråd har sat i gang.
MEN HVAD SÅ MED DE vanskelige steder, hvor der hverken er et folkeligt eller et kirkeligt liv tilbage? Intet sogn skal lades i stikken med sine egne problemer. Måske skal der justeres på antallet af gudstjenester eller samarbejdes mere, så der er flere hænder til at bære.
Visionen om ”den nærværende kirke” er et nej til en centralistisk kirke. Det er det kirkelige liv i sognene, der er i centrum.
Biskoppens opgave er at skabe gode rammer for kirkens liv i sognene. Derfor vil jeg som biskop heller ikke forblive bag et skrivebord. Min fornemste opgave bliver at komme rundt i stiftet og være nærværende i sognenes liv. Men jeg er også klar til at gå foran, hvor der er brug for det, og for eksempel tale kirkens sag i offentligheden.
Der skal kun arbejdes på udvidelse af stiftets virksomhed, hvor det bærer med på visionen om ”den nærværende kirke”. Menighedsrådenes bundne bidrag til stiftsrådet skal holdes i ro. Og et fremtidigt fællesudvalg på landsplan, som strukturkommissionen anbefaler, skal have begrænset indflydelse og ikke kunne udtale sig på folkekirkens vegne.
Visionen om ”den nærværende kirke” er et ja til, at det enkelte folkekirkemedlems møde med kirken er det vigtigste.
Derfor skal vi værdsætte det helt almindelige arbejde, som præster, kirkens medarbejdere og frivillige gør med gudstjenester, konfirmander, husbesøg, kirkelige handlinger, i det frivillige kirkelige arbejde, gennem samarbejde med institutioner og gennem deltagelse i det folkelige liv i sognet.
VISIONEN OM ”den nærværende kirke” er et ja til at skabe nye møder med kirken. Her vil jeg som biskop sætte et udviklingsarbejde i gang på følgende områder:
Gudstjenesten. Nye gudstjenesteformer er kommet for at blive. Vi skal samle alle gode initiativer op, så de spredes til flere, og kirkens gudstjeneste på den måde bliver nærværende for endnu flere. Der skal arbejdes med, hvad slidstærk gudstjenestefornyelse er i et samspil mellem præster, kirkens medarbejdere og frivillige.
Unge. Folkekirken har mange gode initiativer for børn, men vi taber de unge efter konfirmationen. Vi skal sammen spørge: Hvordan bliver vi nærværende i unges liv? Her glæder jeg mig over, at Viborg Stift allerede har tage initiativer. De skal videreudvikles.
Diakoni. I et samfund, hvor flere og flere falder igennem det sociale net, må kirken træde til. Jeg har selv været med til at etablere diakonale initiativer på sogneplan i samspil med kirkelige organisationer. Hvis kirken skal være en troværdig nærværende kirke, skal der arbejdes videre med det, både i byen og på landet.
Medier. Mennesker i dag bevæger sig på mange medieplatforme, og også her skal de møde kirken. Stiftet skal gå foran, selv være til stede på alle medieplatforme og inspirere sognene til at være nærværende i medierne.
Mission. Kirkens grundlæggende opgave kan rummes i ordet ”mission”, der betyder ”at være sendt”. Som folkekirke er vi sendt til danskerne i dag. Vi skal lære af de kirker i verden, vi engang sendte missionærer til, og have udblik til, hvordan man er kirke andre steder i verden. Vi skal også være nærværende i dialog med de nye danskere, der har en anden tro.
Fællesskab. Folkekirken skal satse på frivillighed og fællesskab. Både ansatte og frivillige er med til at gøre kirken nærværende. Vi skal arbejde med, hvad god frivilligkultur er, og samtidig med, hvordan der etableres et godt arbejdsklima for både frivillige og ansatte.
DET VIL VÆRE MIT MÅL, at der sættes udviklingsarbejder i gang på disse seks områder inden for de første to år. Naturligvis i respekt for og samspil med de initiativer, der allerede er i gang i Viborg Stift.
Dermed har jeg også signaleret, at jeg som biskop vil være orienteret mod kirkens udvikling og er klar til at sætte handling bag ordene. Den første tid vil jeg dog bruge til en ”lytterunde”, hvor jeg gennem besøg, samtaler og processer i hele Viborg Stift vil inddrage mange i udviklingen af den nærværende kirke i Viborg Stift.
For folkekirken har alle muligheder for at være en nærværende kirke. Lad os arbejde sammen om det i Viborg Stift!