Demokratiet og respekten for den menneskelige værdighed er i disse år fundamentalt truet af globaliseringen, markedet og de nyliberalistiske vinde. Velfærdsstaten forsvinder bid for bid til fordel for en konkurrencestat. Nærværende kronik koncentrerer sig om mediernes rolle i denne transformation og mediernes ansvar for at beskytte demokratiet og menneskerettighederne, især for så vidt angår mennesker med handicap eller alvorlig sygdom.
I de seneste år har politikere fra regeringen og dele af oppositionen lukket sig mere og mere om sig selv i forhold til de politiske processer. En ny offentlighedslov har forringet offentlighedens muligheder for at få aktindsigt på øverste politiske niveau, og det står skralt til med inddragelse af borgeres og fagorganisationers erfaringer og høringssvar i politikudviklingen. Samtidig mister borgere rettigheder i forhold til blandt andet beskyttelse af personfølsomme data. Der er derudover alene på det sociale, beskæftigelsesmæssige, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige område i de seneste par år gennemført massive forringelser, blandt andet for så vidt angår langtidssyge mennesker og mennesker med handicap. Med andre ord har politikere og embedsværk tiltaget sig mere og mere magt, mens borgere og offentlighed har mistet magt.
Parallelt hermed har et flertal af politikere oprustet i forhold til spin. De benytter en kommunikationsstrategi, som kan skabe holdningsændringer uden om folks bevidsthed. Framing kaldes den. Den viser os kun ”toppen af isbjerget”, mens den skjuler det, der ligger nedenunder. Det gør modtagerne mindre kritiske over for agendaer og argumenter, fordi det meste er skjult for øjet og det ligger da også langt fra de demokratiske retoriske idealer om gennemsigtighed i kommunikationen, som vi normalt forventer fra politisk hold. Og når den åbne samtale, som er demokratiets væsen, forstummer til fordel for utilsløret magtbegær hos blandt andet vores politikere, så er der lukket op for totalitære tendenser.
Det er derfor af flere grunde blevet sværere for medierne og befolkningen at se de politiske magthavere og deres politik efter i sømmene. Og den kritiske journalistik er selv kommet under pres af en hastighedens logik. Den prioritering bestemmer også nemt karakteren af nyhederne, ligesom den stigende mediekonkurrence på grund af internet og nyheder døgnet rundt skærper kravene om at formulere sig skarpt for at opnå opmærksomhed.
Måske af den grund ser vi en større vægtning af følelser som drivkraft i udvælgelsen og formuleringen af nyheder med det resultat, at konfliktnyheder får særlig opmærksomhed. Det er let at appellere til og viderebringe fordomme, hvorimod det er tids- og ressourcekrævende at researche i komplekst stof, tjekke kilder, validere historier, hente argumenter frem, konfrontere politikere og formidle kritisk undersøgende journalistik om komplekst stof. Derfor betyder mediekonkurrence også øget risiko for manipulation fra blandt andet politisk hold.
Men der er også kamp om medieadgangen og en tendens til, at en ”elite” af blandt andet politikere, kommentatorer, mediefolk og folk fra erhvervslivet får lettest taleret. Som menig borger er det derimod blevet sværere at opnå repræsentation måske også på grund af redaktørernes og journalisternes egne personlige og politiske præferencer. For mennesker med handicap er det blevet særligt svært at opnå medierepræsentation.
Det viser en af de få undersøgelser, der findes om emnet herhjemme. Ulla Kehlet Nielsen og Amaya Bøgeskov Echeverria har undersøgt repræsentationen i DR's nyhedsudsendelser i perioden 2010-2011 i deres specialeafhandling i pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet fra 2013. De konkluderer, at handicap og personer med handicap kun optræder i 0,47 procent af DR nyhedernes sendetid, hvilket er påfaldende lidt sammenholdt med, at personer med handicap udgør cirka 10 procent af befolkningen. Derudover konkluderer de, at fremstillingen af personer med handicap i nyhedsmedierne heller ikke kvalitativt er repræsentativ, men direkte diskriminerer og skaber stereotyper.
Nu er DR jo ikke lig med hele pressen. Men DR fylder en betydelig andel af det samlede mediebillede, hvorfor undersøgelsen ikke er uvæsentlig. At repræsentationen af mennesker med handicap ikke var repræsentativ, var også min oplevelse af pressen over en bred kam i forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob i 2012, som jeg adresserede i min kronik ”Pressen har svigtet som vagthund ved fleksjobreform” (Kristeligt Dagblad 2012).
Det var svært at få taleret såvel som at få pressen til selv at italesætte de alvorligt negative konsekvenser af reformen, som mange borgere og handicaporganisationer med flere frygtede. Dele af pressen lod sig endog bruge til at viderebringe negative politiske fordomme om mennesker med handicap som samfundsnassere. Dermed blev der skabt grundlag for, at den brede befolkning kunne distancere sig fra reformens målgrupper, og at reformen kunne gennemføres uden brede folkelige protester.
Også efterfølgende har en del af pressen været uvillig over for at dække reformens mange ulykkelige konsekvenser for borgere såvel som konsekvenserne af de efterfølgende asociale reformer (kontanthjælp, sygedagpenge med mere). Først sent har konsekvenserne opnået omtale.
Jeg står bag en ny bogantologi, ”Et liv i andres hænder” (Unitas Forlag 2014), som er affødt af bekymring over denne udvikling. Den belyser den politiske retning mod en konkurrencestat, og hvordan det kan se ud, når mennesker med handicap i lyset af denne udvikling møder sundhedsvæsenet, det sociale system, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Bogen vil grundlæggende vise, at konkurrenceparadigmet er uforeneligt med ånden og værdisættet i FN's Handicapkonvention og presser mennesker med handicap på retten til et værdigt liv. Derudover belyser den, hvordan nogle af medierne har været med til at understøtte denne politiske udvikling ved at viderebringe negative fordomme om mennesker med handicap. Det minder om vurderingen fra Institut for Menneskerettigheder 2013-2014 om, at fordomme og bekæmpelse heraf er en af de ti største udfordringer i Danmark for at leve op til Handicapkonventionen.
Det er afgørende for ikke at blive trådt under fode i et samfund, at der er respekt for den menneskelige værdighed, som er det grundbegreb, alle menneskerettigheder hviler på. Respekten kommer bare ikke af sig selv, men kun ved en vis identifikation. Det drejer sig om at kunne sætte sig i den andens sted. Det er derimod farligt, hvis man distancerer sig fuldstændigt fra et medmenneske. Det er derfor, de groveste menneskerettighedskrænkelser indledes med propaganda og handlinger, som diskriminerer de udvalgte ofre, fortæller tidligere landsdommer og formand for PTU, nu afdøde Holger Kallehauge, i sit bidrag til ”Et liv i andres hænder”. Og det er derfor, at FN's Handicapkonvention med sin artikel 8 om bevidstgørelse understreger, at deltagerstaterne og deres medier har pligt til at skabe eller fastholde en positiv bevidsthed om personer med handicap, deres værdighed og menneskerettigheder såvel som til at bekæmpe negative fordomme og stereotyper. Dette forudsætter synlighed i mediebilledet og retvisende repræsentation.
Konkurrencestaten modsiger de demokratiske og menneskeretlige værdier om respekt og lige muligheder til alle. Jeg håber, at vi kan få en demokratisk debat om dette problem, inden konkurrencetoget er kørt alt for langt væk fra de grundværdier, vores samfund byggede på indtil for få år siden. Og jeg håber, at ledelse, redaktører, journalister og andre ansatte i medierne vil være med til at trække i bremsen og påtage sig rollen som demokratiske vagthunde. Det vil være afgørende for, hvordan vores samfund vil se ud i fremtiden.