Livet kan ændre sig på et splitsekund

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at et øjebliks uopmærksomhed en tilfældig onsdag morgen i december kunne få så store konsekvenser. Jeg er vant til at kunne handle mig ud af de fleste udfordringer, men her var jeg med ét magtesløs. Sådan beskriver dagens kronikør det, som var hendes livs største fejltagelse

"At livet er en kostbar gave, og at det kan ændre sig på et splitsekund, vidste vi jo godt, ja, for at det ikke skal være løgn, står jeg jo selv og prædiker om det søndag efter søndag!"
"At livet er en kostbar gave, og at det kan ændre sig på et splitsekund, vidste vi jo godt, ja, for at det ikke skal være løgn, står jeg jo selv og prædiker om det søndag efter søndag!". Foto: Arkivfoto.

En onsdag formiddag i begyndelsen af december sidste år kørte jeg fra mit hjem i Nordjylland mod Aarhus, hvor jeg havde et vigtigt møde.

Jeg var derfor lidt nervøs, og tankerne kørte rundt i hovedet, da jeg nærmede mig mit bestemmelsessted, samtidig med at jeg forsøgte at finde en parkeringsplads i morgentrafikken.

Missionen lykkedes, jeg fik øje på en lille p-plads i midterrabatten, tænkte ”Yes!”, blinkede og gav mig til at krydse vejen. Og derfra er alt mørke.

Jeg husker ikke mere, og det er måske ikke så mærkeligt, for idet jeg ville foretage et venstresving, var det lykkedes mig at overse en bybus, der kom kørende, og da den var blot to meter fra min lille røde bil, nåede den ikke at bremse, men kørte lige ind i min venstre side.

Jeg nåede ikke at opfatte noget som helst, nåede ikke engang at blive bange, og det er måske godt det samme, for det blev der rig lejlighed til senere hen.

Det første, jeg husker, er, at jeg vågner fortumlet op i min bil, og at jeg har knaldende hovedpine. Jeg ser, at ruden er revnet i det øverste venstre hjørne, og tænker i første omgang, at det da vist ikke er så godt, for nu kommer jeg nok for sent til mit møde.

Men så er det jeg kommer til at kigge på fordøren eller det, der engang havde været fordøren. Det er nu blot et stykke forvredet metal, fyldt med glasskår, og der begynder det at gå op for mig, at det måske er meget mere alvorligt, end jeg først lige har forstået, og at jeg nok slet ikke kommer til mit møde.

Der kommer Falck-reddere til, og de snakker med mig og bliver ved med at bede mig gentage mit personnummer, mit navn, og hvor jeg kommer fra. Da de begynder at tale sammen om, at jeg nok skal skæres fri af bilen, lægger jeg pludselig mærke til at jeg ikke kan komme ud, og så går jeg i panik. Ubevidst stemmer jeg fødderne imod bunden af bilen alt, hvad jeg kan, men sjovt nok hjælper det ikke.

Tiden i bilen står lidt som i en tåge for mig. Jeg føler mig flov over at være til sådan et besvær, men tænker stadig, at der nok kun er tale om en hjernerystelse. Og når også at tænke, at det må være et godt tegn, at jeg kan stemme imod bunden med fødderne, for så er der sikkert god kontakt til dem.

I løbet af de næste dage går det langsomt op for mig, hvad der er sket. Jeg er stadig meget påvirket af medicin og ryger ind og ud af bevidsthed, men at jeg har fået fjernet min milt, og at det var i sidste øjeblik, får jeg dog opfanget. At jeg også har fået ridser på leveren, tre brækkede ribben, en punkteret lunge, en høreskade, kraniebrud og hjernerystelse, finder jeg ud af efterhånden.

Første gang det rigtigt går op for mig, hvor tæt jeg har været på at dø, er, da min veninde kommer op på sygehuset, og giver sig til at græde, da hun ser mig. Da tænker jeg, at hvis det er hendes umiddelbare reaktion, så kan det ikke være helt godt. Alligevel er det, som om det ikke rigtig vil bundfælde sig, at det her er noget, der kommer til at tage tid.

Selvom jeg knap selv kan stavre ud på toilettet, bliver jeg ved med at insistere på, at jeg da sagtens kan komme hjem og holde julegudstjenester. Min familie siger efterhånden bare ja, for jeg bliver vred, hvis de forsøger at forklare mig, at det nok ikke kommer til at ske.

Jeg er indlagt på sygehuset i en uge, og så længe jeg er der, går det egentlig meget godt. Det er som en parallelverden, og fordi det hele tiden går fremad, tænker jeg, at nu er det værste da vist overstået.

I virkeligheden er det nok først, da jeg kommer hjem, det går op for mig, hvor skidt jeg har det, og hvor lidt jeg magter. Jeg kan stort set ingenting ud over at ligge på sofaen. Min datter på halvandet år vil hele tiden have mig med ind på værelset og lege, men at rejse sig fra sofaen er en kraftpræstation af de helt store med tre brækkede ribben.

Min store søn på seks år er bekymret og omsorgsfuld og kommer med vand til mig, så jeg slipper for at rejse mig. Langsomt begynder jeg dog at tro på, at jeg nok skal blive mig selv igen, for hver dag kan jeg mærke små fremskridt.

Selve ulykken tænker jeg så lidt på som muligt, og derfor får jeg også et chok, da jeg efter en måneds tid bliver ringet op af Østjyllands Politi og får at vide, at jeg nok skal regne med at ulykken bliver afgjort til at være min skyld, og at jeg risikerer at få en betinget frakendelse af kørekortet.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men i min iver efter at komme fysisk ovenpå har jeg på en eller anden måde glemt at tænke på, at der kunne komme et retsligt efterspil. Jeg reagerer nærmest ved at gå direkte i fosterstilling. Jeg føler mig fuld af skyld og samtidig proppet ned i en helt forkert kasse, fordi jeg indtil da har forbundet frakendelse af kørekortet med spirituskørsel og alt for høje hastigheder.

Det lyder måske naivt, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at et øjebliks uopmærksomhed en tilfældig onsdag morgen i december kunne få så store konsekvenser. Jeg er vant til at kunne handle mig ud af de fleste udfordringer, men her var jeg med ét magtesløs.

Jeg skammer mig over at have gjort noget så dumt hvordan kan man overhovedet overse en bybus? Og selvom jeg med min fornuft godt ved, at det med dommen er en biting set i forhold til, hvor galt det kunne være gået, ja, så føler jeg alligevel, at det ændrer mit syn på mig selv, og at jeg pludselig ikke er så ordentligt et menneske, som jeg gik og bildte mig ind.

Den dag i december ændrede mit liv, og min fejltagelse fik konsekvenser ikke bare for mig personligt, men også for min mand, mine børn, mine forældre, svigerforældre og venner. Aldrig før i mit liv har jeg følt mig så afmægtig. Det var som at kaste en sten i vandet og bare stå inde på bredden og se ringene brede sig uden at kunne gøre noget for at stoppe dem.

Om de har nået land, ved jeg ikke endnu, men jeg synes efterhånden, at bølgerne begynder at lægge sig. Retssagen er ovre, jeg har modtaget min dom, og jeg kan nu begynde at samle mig selv og min familie op og komme videre. Ikke så hurtigt som jeg kunne ønske, men dog videre og mirakuløst nok uden varige fysiske mén.

Det har været nogle dyrekøbte erfaringer for hele familien. At livet er en kostbar gave, og at det kan ændre sig på et splitsekund, vidste vi jo godt, ja, for at det ikke skal være løgn, står jeg jo selv og prædiker om det søndag efter søndag! Men der er i sandhed stor forskel på at vide det i teorien og så mærke det på sin egen krop, og kunne jeg rejse tilbage i tiden og gøre det om, så gjorde jeg det uden at tøve.

Men samtidig har oplevelsen trods alt også kastet noget godt af sig. Den har bragt os endnu tættere sammen som familie, og jeg skønner i højere grad end før på de nære ting. Jeg synes aldrig, der har været et smukkere forår, og jeg tager mig tid til at nyde det på en måde, jeg sjældent gjorde før. I begyndelsen var jeg meget vred på mig selv. I dag er jeg taknemmelig, mest af alt over, at der ikke var andre, der kom noget til. Så havde mit livs største fejltagelse været ubærlig.