Prøv avisen
Kronik

Nietzsche og den selvstændige tænken

Foto: Arkivfoto

Primært overtager vi de overbevisninger, som er herskende i det miljø, hvori vi vokser op. Men at vokse op og blive individ er også at kunne stille sig spørgende over for den lærdom om verden, som man har fået i sin opvækst, skriver dagens kronikør, der tager udgangspunkt i en bog af Nietzsche om filosoffen Arthur Schopenhauer

For nylig udkom en dansk oversættelse af Nietzsches skrift ”Schopenhauer som opdrager”. Denne lille bog er væsentlig, fordi den tydeligere end noget andet viser den kilde, som Nietzsches filosofi udspringer fra. Og i betragtning af den indflydelse, som Nietzsches tanker har i nutidens åndsliv, så er den værd at tænke nærmere over.

Når vi bliver os bevidste som selvstændige individer, så har vi allerede fået en række overbevisninger om os selv og om den verden, hvori vi lever. Primært overtager vi de overbevisninger, som er herskende i det miljø, hvori vi vokser op. Men at vokse op og blive individ er også at kunne stille sig spørgende over for den lærdom om verden, som man har fået i sin opvækst. Der kommer derfor et punkt i et individs udvikling, hvor det ikke blot kan tænke, som det har lært af det omgivende samfund, men hvor det kan forholde sig personligt til, om tankerne er troværdige, og hvor individet af livet selv stilles over for et spørgsmål om selvafgørelse.

Alligevel bliver det sjældent til meget med den selvstændige tænken. At man har fået muligheden, er ikke ensbetydende med, at man udnytter den. De fleste lever uforstyrret videre i de herskende meninger. De bliver ved med at tænke, som de hidtil har gjort, og som andre gør. Og et samfund, hvor individerne blot tilslutter sig de herskende meninger uden at spørge, om de er sande, er et samfund, der ikke har den refleksion, som er nødvendig for at afsløre sine egne illusioner. Det er stabilt, men uden fornyelse og forbedring.

Skal et samfund afsløre sine egne illusioner og forstå sin sande situation, skal det ikke fremelske individer, der konformt tilslutter sig de herskende meninger, men i stedet opmuntre dem til selvstændigt at søge sandheden om verden og sig selv. Det er et ideal, som er groet frem i den europæiske tradition. Man har her bestræbt sig på at opbygge et undervisningssystem, der skal udvikle autonome individer, der kan udfylde rollen som demokratiske borgere. Og man har haft universiteter, som gav individerne mulighed for at indgå i et samarbejde om den videnskabelige undersøgelse af verden og i en fælles filosofisk refleksion over erkendelsens grundlag og omfang.

Komplementært hertil må siges, at vil et individ forsøge at tænke selvstændigt over sin situation i verden, så gør det klogt i at begynde med at studere de tanker, som andre individer, der har tænkt selvstændigt, har efterladt sig. I nutidens samfund når man ikke langt i sin personlige tænken, hvis man ikke først konfronterer sig med, hvorledes andre har tænkt. Og her står hele filosofihistorien til rådighed. Ideelt set er det bedste, et individ, der alvorligt bestræber sig på at nå frem til at tænke selvstændigt, kan gøre, at indskrive sig på et universitet, hvor det igennem selvstændigt tænkende lærere vil blive konfronteret med traditionen af selvstændige tanker og med den vedvarende diskussion af holdbarheden af disse tanker.

Men i virkelighedens verden lever universiteterne selvfølgelig ikke op til idealet. I virkelighedens verden er der også på universiteterne kun få, der kan tænke egentlig selvstændigt. Det store flertals selvstændige tankevirksomhed rækker ikke længere end til at operere inden for en herskende filosofisk skoles rammer. Derfor opstår der modefilosofier, som kan kvæle den egentlige tankefrihed, som burde findes på universiteterne. Og som kan lukke døren for egentlig nyskabende tænkere.

Det var i denne historiske situation, at Nietzsche fandt sig selv, og hvori han ville bestræbe sig på at tænke selvstændigt. Derfor søgte han et forbillede, som kunne hjælpe ham ind på det rette spor. Dette forbillede kunne han ikke finde blandt universiteternes golde videnskabsmænd og stuelærde. På universiteterne var filosofien stivnet i professorlærdom, hvor svage hoveder blot fulgte forud anlagte spor og ikke selv forstod at sætte loven og målestokken.

For Nietzsche skal en filosof være et eksempel. Derfor må han tage afstand fra Kant, som holdt fast ved universitetet og bøjede sig for regeringens fordømmelse af hans religionskritik. Hans eksempel skaber primært universitetsprofessorer og professorfilosofi. Noget ganske andet med Arthur Schopenhauer. Han var ensom og miskendt af samtiden og stod helt uden for universitetsverdenen. Men han holdt alligevel fast i sine egne tanker. Hans sociale stilling gjorde, at han for Nietzsche kunne fungere som eksempel på en tænker, der ikke lod sig underkue af systemet, men som selv satte loven for sin tænkning.

Det var således ikke indholdet af Schopenhauers filosofi, som gjorde Schopenhauer til forbillede for Nietzsche. Det var derimod Schopenhauers isolerede og ensomme position som tænker uden for universitetsverdenen. Og det, som Schopenhauers eksempel lærer Nietzsche, og som allerede ligger implicit i det, at Nietzsche vælger at opfatte Schopenhauer som et ideal, er, at geniet er det højeste det menneske, som ikke blot passivt følger i andres fodspor, men som har mod og styrke til at leve og tænke efter sin egen lov og målestok. Det er naturens fuldendelse.

Det afgørende for Nietzsche er således ikke lovens og målestokkens indhold, men at den selvstændige person har sat loven og målestokken for sig selv. For Nietzsche fremstår den selvstændige tænker som større end loven og målestokken og ikke omvendt. Det gælder den nyskabende kunstner og filosof. Nietzsche skelner ikke mellem kunstner og filosof, men han betragter derimod de lærde universitetsprofessorer og videnskabsmænd som golde og følgagtige, fordi de har loven og målestokken uden for sig selv.

Men skal vi følge Nietzsche på det punkt? Skal vi gøre tænkerens originalitet vigtigere end tankens gyldighed? Skal vi gøre tænkeren eller tanken til den endegyldige målestok? Stilles spørgsmålet dybt nok, så giver svaret sig selv. Så må vi nemlig spørge os bag om tænkerens originalitet til tankens gyldighed. For ellers bliver vi blot selv følgagtige og slappe tænkere, som vakler blindt omkring uden lov og målestok. Og spørger vi således om tankens gyldighed, så spørger vi om den tanke den sandhed som er gyldig for ethvert muligt tænkende væsen, alene i og med at det kan tænke logisk sammenhængende.

Her falder Nietzsche som filosof. Når han gør tænkeren til selvlovgiver og ikke forstår, at tænkeren skal afdække den lovgivning, som ligger implicit i selve det logiske konsistenskrav, og som ethvert tænkende væsen er underlagt, så fuldender han ikke filosofiens opgave, men svigter den helt fatalt, uden at forstå sit eget svigt.

Dette betyder imidlertid ikke, at Nietzsches kritik af universitetsverdenen og dens intellektuelle følgagtighed ikke stadig har bid. Tværtimod så har den i dag fået en ekstra ironisk tyngde, som nok ville have undret Nietzsche selv. For som modefilosof i den humanistiske del af universitetsverdenen er Nietzsche ganske som Kant blevet det bagvedliggende ophav til en mængde gold professorfilosofi. Blot er det intellektuelt svigt et andet i Nietzsches tilfælde end i Kants. For mens traditionen fra Kant stadig tager den filosofiske opgave alvorligt, selvom den går fejl i løsningen, så svigter traditionen fra Nietzsche selve den egentlige opgave.

Skal vi forstå Nietzsches placering i historien om filosofiens udvikling rigtigt, så skal vi forstå den som et fatalt svigt i forhold til fastholdelsen af selve den filosofiske opgave. Nietzsche giver ikke blot som Kant et svar, som ikke stikker dybt nok, men han forkaster selve opgaven. Når vi forstår så meget, så kan vi gå tilbage og påtage os opgaven med meget større klarhed.