Prøv avisen
Kronikkonkurrence

Da kærligheden vandt over karrieren

Illustration: Peter M. Jensen

Alt i alt tror jeg, at man skal lade være med at dømme sine valg i livet til at være fatale fejltagelser. Man kan i de store sammenhænge ikke vide, hvordan det ville være gået, hvis man havde valgt anderledes. Man kan ikke gå tilbage og gøre det om, skriver dagens kronikør og nævner selv en skelsættende beslutning i hendes eget liv

Når man har levet et halvt liv, har man nødvendigvis truffet en del valg. Og en god portion af disse valg har vist sig at være fejltagelser. Fejltagelser, der har ført til irritationer og ærgrelser lige i situationen og som ofte er blevet til gode historier at fortælle sidenhen. Som da jeg på en skiferie valgte at tage den forkerte løjpe og knækkede en ski ved at køre galt ned ad en alt for stejl bakke. Eller da min kæreste og jeg valgte at køre Nordjylland rundt den ”forkerte” vej, så vi kørte i strid modvind fra Skagen og mod Hirtshals.

Men de forkerte valg, der virkelig har gjort en forskel for ens livsbane, dem, der kan kandidere til at være ”mit livs største fejltagelse”, dem er der vist ikke mange af“ Eller er det, fordi man er nødt til at leve med konsekvenserne af de valg, og hvis man så kalder dem fejltagelser, dømmer man mere eller mindre hele sit liv til at være en fejltagelse?

Set udefra kan man ikke kalde mit liv succesrigt rent karrieremæssigt. Jeg nærmer mig de 50 år, er uddannet landskabsarkitekt og har egen lillebitte tegnestue, der stadig er ”under opbygning” efter mere end 15 år. Gamle studiekammerater har skabt sig et navn inden for branchen, nogle har egne tegnestuer med ansatte, nogle skriver artikler til fagbladene, nogle dukker op i tv-udsendelser om havekunst, nogle vinder store konkurrencer. Jeg kan af og til ikke lade være med at tænke, at jeg et eller andet sted må have begået en fejl.

Da jeg stod som nyuddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole i vinteren 1992 var det ret oplagt, hvad der var smart at gøre. Jeg havde endnu ikke stiftet familie, havde ikke engang en kæreste og var derfor ikke bundet til København eller Danmark. Der var job at få i Tyskland, så jeg havde tænkt mig at rejse derned og skyde karrieren i gang. Først ville jeg bare lige slappe af på en skiferie, hvor jeg kunne more mig sammen med andre unge mennesker“

Og så mødte jeg kærligheden, lige da jeg egentlig havde forliget mig med, at den romantiske kærlighed ikke skulle være en del af mit liv. Forelskelsen var berusende og vidunderlig og vendte op og ned på alting. Nu stod jeg pludselig over for et stort valg: Skulle jeg følge kærligheden eller rejse til Tyskland? Han var næsten færdig som læge og stod foran halvandet års turnus i Midtjylland. Hvis jeg valgte at rejse til Tyskland, ville den nyfundne kærlighed formentlig ikke blive til mere end en kortvarig romance. Turde jeg risikere det?

Nu sidder jeg her og tænker, at hvis bare jeg var taget til Tyskland, så havde jeg en succesrig tegnestue ligesom Steen. Eller hvis jeg var blevet i København, så havde jeg fået fornyet ansættelse hos min professor (hvor jeg kortvarigt var ansat, inden jeg rejste til Jylland), hvilket kunne have skudt karrieren i gang, som det gjorde for Lise. Eller hvis jeg havde fulgt samme professors råd og var rejst til England på postgraduate-kursus i restaurering af historiske haver, så var det mig, der var i fjernsynet ligesom Bertel. Hvis bare“

Men jeg ved det ikke. Det er jo sådan, det er med de rigtigt store fejltagelser: Det er umuligt at sige, hvordan det var gået, hvis man havde valgt anderledes. Der sker så mange andre ting undervejs, som ikke eller kun delvist har med ens eget valg at gøre.

Det havde ikke meget med mit valg at gøre, at vi skulle miste et barn eller at min mand (for det blev han) nær blev dræbt i en trafikulykke. Og havde jeg dengang valgt at rejse til Tyskland, hvad kunne der så ellers være sket, som havde påvirket min livsbane? For ikke at tale om, hvad der ville være sket med min elskedes livsbane, hvis jeg var rejst fra ham for at videreuddanne mig i England“

Jeg sidder og skriver i min skønne have vores have, der omgiver det 100-årige hus, der lige er stort nok til at kunne kaldes en villa, og som min mand og jeg deler med to unge mennesker; en datter på næsten 20 år og en søn på 15 år. Min datter sidder sammen med mig ved havebordet. Hun skriver også. Hun skal lige straks ud og ride en tur på vores hest sammen med sin veninde. Min søn er på kanotur med sin klasse.

Min mand og jeg har været gift i mere end 20 år. Det har ikke været en rejse på luksusklasse, men kedeligt har det aldrig været. Vi er alle fire aktive spejdere og rejser denne sommer til Østrig på lejr sammen med en flok spejdere og ledere.

Gennem årene her i Midtjylland har vi opbygget en stor vennekreds. Og det er venner, der også er der, når tingene er svære, og livet gør ondt. Alt det her ville ikke have været, hvis jeg ikke havde begået ”mit livs største fejltagelse”!

Havde jeg dengang i 1992 valgt at rejse til Tyskland, så havde jeg i dag måske siddet i København (eller Hamburg) som en succesrig landskabsarkitekt, men single uden børn, med en masse lige så succesrige bekendte, men få rigtige venner. Kan tænkes, at jeg en aften efter en hel flaske god vin ville have siddet og fældet en tåre over, at jeg begik mit livs fejltagelse, da jeg ikke rejste med manden i mit liv.

Alt i alt tror jeg, at man skal lade være med at dømme sine valg i livet til at være fatale fejltagelser. Man kan i de store sammenhænge ikke vide, hvordan det ville være gået, hvis man havde valgt anderledes. Man kan ikke gå tilbage og gøre det om. Man kan lære af de små fejltagelser det kaldes erfaring. De store ”fejltagelser” former ens liv og former en som menneske, men man kan ikke sige: ”Det var en fejl, det skal jeg ikke gøre igen”. Vælger man at fokusere på det, man ikke fik i livet, så kan man kun blive bitter og føle, at man har forspildt sit liv. Vælger man at fokusere på alt det, man faktisk fik og hver dag får i livet, så har man aldrig begået sit livs største fejltagelse. Og tør man slet ikke vælge, fordi man frygter at begå en fejltagelse, så får man slet ikke noget liv hvilket virkelig ville være ”mit livs største fejltagelse”.