Husker du, kære læser, din første skoledag? I så fald er der en vis sandsynlighed for, at du er startet før de glade 1960'ere. Før da var der nemlig en helt klar og tydelig start på skolelivet, hvilket fremmer erindringen om den første skoledag som en start på et helt nyt liv. Før dette nye liv var de fleste overladt til den frie leg med brug for egen fantasi, for de fleste var børn af hjemmegående mødre, og de færreste havde stiftet bekendtskab med institutionslivet.
Første skoledag huskes, fordi det var slut med den frihed, der var forbundet med at opdage verden for egen regning og risiko. Det var starten på noget ukendt, noget spændende, tiltrækkende og skræmmende på samme tid. Det var forpligtende, og det var nødvendigt at tilegne sig kendskab til, hvordan man gik i skole. Man måtte afkode skolekoden og dens særlige logikker og tilpasse sig dens love og regler. Derhjemme blev de fleste belært om god opførsel, og der stod respekt om læreren, som forældrene talte om som en autoritet. Skolen var en alvorlig sag.
Hvis vi går længere tilbage i tiden, er der også beskrivelser af skolen som en alvorlig sag. For eksempel skriver Søren Kierkegaard således i ”Enten-Eller”:
”Naar Personligheden med hele sin Energi har følt Pligtens Intensitet, saa er han ethisk modnet, og Pligten vil da bryde frem i ham selv. Hovedsagen er derfor ikke, om et Menneske kan tælle op på Fingrene, hvor mange Pligter han har, men at han eengang for alle Gange har følt Pligtens Intensitet saaledes, at Bevidstheden herom er ham Forvisningen om hans Væsens evige Gyldighed.”
Hermed menes, at man én gang for alle må forstå, hvad pligt er. For Kierkegaards vedkommende blev det hans første skoledag, der lærte ham pligtens intensitet. Han skriver videre:
”Jeg mødte i Skolen, blev fremstillet for læreren, og fik nu min Lectie for til følgende Dag, de første ti Linier i Balles Lærebog, som jeg skulde kunne udenad. Ethvert andet Indtryk var nu udslettet af min Sjæl, kun min Opgave stod levende for den.”
Han øver og øver sig både dag og nat, og han står tidligt op om morgenen for at øve sig en sidste gang. Videre skriver han:
”Jeg kan smile ad saadan en lille Purk paa fem aar, der griber en Sag an med den Lidenskab...”, men slutter med at ønske, at han altid må gribe sin gerning an med samme alvor. Første skoledag blev grundstenen lagt til en grundindstilling til skole og alle livets øvrige opgaver, og denne indstilling handler om alvor.
Det var dengang på godt og også på ondt, og meget er sket siden da, men helt afgørende er det, at skolen har mistet sin alvorlige betydning som forskellig fra alt andet. Stort set alle børn, der begynder i skole nu, har været i institution hele deres liv, og derfor er der kun få spændte forventninger til, hvad skolen mon kan være for noget. Dermed være ikke sagt, at børn ikke skal være i institution, men skolen ligner så at sige vuggestuen og børnehaven, som begge er organiseret i rød, blå og grøn stue. Småbørnsinstitutionernes hygge-lege-kroge er fulgt med ind i skolen, hvor der lægges vægt på leg og læring. I skolen arbejder der pædagoger ligesom i børnehaven.
Når skoledagen er slut, fortsætter pasningsordningen, og ofte foregår den på skolen endda i de samme lokaler, som undervisningen foregik i tidligere på dagen. Pasning, leg og læring er blevet vanskeligt at kende fra hinanden. Dermed være heller ikke sagt, at der ikke kan leges i skolen, eller at leg ikke er læring, eller læring ikke kan være en leg, men der er ingen klare og tydelige forskelle på, hvad der er skole, og hvad der er leg med risiko for at komme til at tro, at alt skal være sjovt og underholdende og risiko for at tro, at selve livet skal være en leg.
Samtidig med at der er gået pasning i skolen, er der omvendt sket det, at skolen er rykket ind i pasningsordningerne. I vuggestuen er der læreplaner, og det samme er der i børnehaver og SFO. Så pasningsinstitutionerne er blevet til skoler. I al denne forvirring skal børnene kunne orientere sig og omstille sig til skolealvor, når det er meningen, selvom det er børnehave, og de skal omstille sig til leg, selvom det er skole, for i skolen er der aktiviteter, der til forveksling ligner dem i pasningsordningerne. De professionelle gør et kæmpe stykke arbejde, men i barnehøjde må det være uklart, hvilke opgaver de professionelle hver især kan og skal løse.
Med reformen bliver det endnu mere uklart, for her er der gået yderligere kludder i begreberne om skole. Skolen kaldes både en heldagsskole og en helhedsskole, hvilket er to vidt forskellige skoler, og sidst kalder ministeren skolen for en ”åben skole”, der inkluderer lokalsamfundets mange institutioner, og dermed rejses yderligere tvivl om, hvad opgaven i grunden er for skolen. Det kommer til at virke helt tilfældigt, hvad der skal foregå.
At der mangler en klar start på skole skyldes også et ganske bestemt institutionsbegreb. Det kaldes ”indkøring”. Det forhindrer en oplevelse af, at noget nyt skal ske, og at det nye skal udforskes og gøres til ens eget projekt. I stedet bliver man til andres projekt. Der er indkøring i vuggestue, i børnehave, i skole, hvor læreren besøger børnehaveklassen, og pædagogen følger med børnene et stykke ad vejen. Der er indkøring på ungdomsuddannelserne i form af introture, som i bund og grund er en introduktion til fredagscafé og fester, som om det er første gang, den unge skal i institution.
Det får dog en ende med indkøring. Der er mig bekendt ikke indkøring på plejehjemmet. Her er der en klar start, men her møder man til gengæld et nyt nøglebegreb. Det hedder ”mestring”, hvilket oversat betyder, at de gamle skal klare mere, end de kan, for det er godt for dem og for økonomien.
Måske skulle man vende bøtten og indføre mestring i skolen, altså have som et princip at børnene og senere de unge skal klare mere, end de umiddelbart kan. Det ville nemlig være godt for dem og sikkert også for økonomien? Samtidig kunne man omsorgsfuldt lade de gamle blive passet og plejet.
Både undervisningsministeren og uddannelsesministeren udtaler bekymring over, at vi i Danmark ikke formår at bryde den sociale arv. En del af forklaringen på dette mysterium kan være, at det er uklart for ikke-akademikere, hvad det vil sige at gå i skole, når den ligner vuggestuen. Skolen er som skole utydelig for dem, der ikke er skolede hjemmefra. Det er ikke nødvendigvis, fordi de er dårligere begavede, men snarere fordi, de ikke kan gennemskue, hvad skolens opgave og dermed deres egen opgave egentlig er. Når man ikke kan knække skolekoden og ikke kan kende forskel på skole og pasning, er der risiko for at komme bagud fra start.
Hvis den sociale arv skal brydes, er et bud på en vej at gå at få ryddet op i den jungle af opgaver, som nu er pålagt skolen, men som kan forveksles med alle mulige andre aktiviteter. Og indfør mestring på alle uddannelsesniveauer. Gør det klart og tydeligt, hvilke krav der stilles hvor, og marker en klar skolestart på alle niveauerne. En klar start markerer, at noget nyt og udfordrende skal begynde.
Lad mig med denne kronik ønske, at den første skoledag, hvor den end måtte finde sted, bliver den første dag i et liv med en grundindstilling til pligtens intensitet, at man griber sin gerning med lidenskab og alvor, at man øver og øver sig, at leg godt kan være læring, men læring ikke behøver være en leg. Det er en alvorlig sag.