Prøv avisen
Kronik

På vej mod Reformland

Ole Bering, der er lærer i den danske folkeskole, sætter ord på skolereformen, der træder i kraft på mandag.

Dagens kronik er noget så sjældent på denne plads som et eventyr. Forud for skolestarten i folkeskolen på mandag har der været en omfattende debat om den nye skolereform, og dagens kronikør, som selv er lærer, har gennem eventyret sat ord på sine tanker om den nye reform, og hvordan den bliver modtaget

De var på vandring mod Reformland. Og det småregnede! Men der var ingen vej tilbage, vidste han. For når først en kurér fra Slottet var kommet galopperende med et budskab til landsbyen, så måtte alle lytte og handle.

Elo kiggede sig stjålent omkring. I den flok, som nu hen på eftermiddagen stilede efter et natlogi, var der mennesker så vidt forskellige og dog så ens, tænkte han ved sig selv. Mange af dem gik med deres små børn i hænderne. Andre lod deres lidt større børn slå følge med jævnaldrende piger og drenge. Ja, det var jo netop børnene, det drejede sig om. Landsbyens fremtid, deres alderdomsforsikring! Ville de mon kunne falde til, trives og udvikle sig i Reformland, som det stod i Bogrullen?

Han huskede kurérens gjaldende røst, da han rullede dokumentet ud og læste højt for hele den forsamlede landsby:

”I kan ikke forblive her. I må sætte jer i bevægelse, for ellers bliver landsbyen og jeres skole til et monument over en svunden tid. I må overvinde jer selv over bjerge, gennem dale nå frem til Reformland, landet, hvor skoler og byer blomstrer som aldrig før. De voksne må sikre, at alle børnene lærer så meget, de kan ud fra hver deres evner. Det vil ske i Reformland. Meget nyt skal I lære, ikke mindst jer, som har så vigtig en opgave med opdragelse og undervisning, men fyld hver især jeres rygsæk med alt det, som I tror I får brug for. Ikke for meget, ikke for lidt.”

Så var Elo faldet i staver. Ord kan være søvndyssende, ord kan være taknemmelige! Men som lærer for børn i flere generationer kunne han overhovedet ikke indse, at det var nødvendigt at drage til Reformland. Var det måske ikke gået meget godt indtil nu? Havde han ikke fået lov at banke nødvendig viden ind i børnenes hoveder? Hvordan kunne de mon tro, at han og andre af hans gode kollegaer kunne lave sig selv om? Hvis det var det, de skulle. Han anede ikke sine levende råd. Og så det her med, at de skulle blive på skolen og gøre arbejdet færdigt, inden de måtte gå hjem. Han, som altid havde nydt at holde en pause og gå langs vandet og lytte til fugle og bølger og rullende sten, inden han satte sig ved kaminen om aftenen og gjorde sig klar til næste dags undervisning.

De slog lejr ved foden af bjergene. I morgen gik det opad. Reformland lå derovre på den anden side af bjergtoppen. Som en trussel? Som en velsignelse?

Elo sad og stirrede ind i bålet efter aftensmaden, da unge Tobias, som kun lige var blevet færdig som lærer, forsigtigt satte sig hen til ham.

”Det bliver garanteret godt, derovre, hva'?”. Tobias kendte Elos synspunkter.

Elo var ved at fare op, men tog sig i det. Han mærkede på sig selv, at han var blevet ond i sulet og træt i kæben af al den negative snak, som han gang på gang havde haft med nogle af sine kollegaer i løbet af vandringen. Det bliver så skidt det hele, lød melodien, han sang med på. Der er jo ingen, der regner med os. Hvorfor skal vi arbejde længere og på andre måder? Hvorfor skal dem på Slottet lave alting om? Hvis jeg havde været lidt yngre, var jeg nok stukket af med et omrejsende cirkus. Ja, det var den melodi, som han var vant til at stemme i med: negative forventninger i d-mol. Men for hver gang de talte sådan med hinanden, var det, som om energien forsvandt helt fra ham, som om gribbe slog ned og stjal al hans faglige stolthed og arbejdsglæde. Nej, lige nu ville han give unge Tobias lov at tale.

”Er vi enige om, at vi to vil det bedste for børnene?”.

Elo nikkede umærkeligt.

”Og ved du hvad,” fortsatte Tobias. ”Jeg tror faktisk, at dem på Slottet også vil det bedste.”

”De vil spare på guldet, vil de!”, fr Elo op, men tog sig i det.

”Hvis du læser, hvad der virkelig står i Bogrullen, så vil du få øjnene op for mulighederne i Reformland. Skoledagen bliver længere, ja, men mere varieret. Der bliver masser af motion indimellem. Der bliver musik, der bliver understøttende undervisning alt efter, hvad det enkelte barn trænger til. Ifølge Bogrullen får flere børn en sjovere dag, og de bliver klogere og dygtigere “”

Det kogte inden i Elo, dels på grund af bålets varme, dels fordi han følte sig angrebet af denne unge, sympatiske søn af landsbyen.

”Måske er din rygsæk for tung, Elo. Måske skulle du rydde lidt op i den her i aften, inden vi skal op over bjerget i morgen.”

”Hø!”, mumlede Elo, og så betragtede han den samtale som afsluttet.

Da der begyndte at lyde snorken rundt omkring, listede Elo hen og satte sig på bredden af en lille sø. Regnen var hørt op, månen sendte lige akkurat lys nok ned til, at Elo kunne se sit spejlbillede dernede. Var det sådan han så ud? Var det sådan, han gerne ville være, når de kom til Reformland? Han vendte bunden i vejret på sin rygsæk og begyndte med blødende hjerte at sortere ting fra, som ville være for tunge at slæbe op over bjerget.

Efterhånden blev det til en ret stor bunke, hvor der stod ”Sådan plejer vi at gøre”. Det var sten med alt for stor vægt, men efterhånden som bunken hobede sig op, blev han lettere og lettere om hjertet. Han smilede ovenikøbet skævt til sit spejlbillede nede i søen og tænkte, at det var ikke for sent at indtage nyt land. Så puttede han nogle få personlige ejendele ned i rygsækken. Forsigtigt lagde han omstillingsparathed, faglighed og kærlighed til børnene oveni og ikke at forglemme en lille bog, som hed ”Husk at få dig selv med”. Så lukkede han resolut rygsækken og gik med lette skridt hen og lagde sig til at sove.

Elo drømte.

Han så sig selv klatre op over bjergtoppen. Sorte fugle med grimme stemmer styrtdykkede efter ham og hans rygsæk, men han fik dem hver gang viftet bort, indtil han stod på bjergtoppen og kiggede ned i Reformland.

Som gennem en magisk kikkert så han skolen dernede. Han så børn, der lyste op, når de i den understøttende undervisning havde forstået matematikkens mysterier. Han så anderledes måder at undervise på, men følte sig glad i drømmen. Det var, som om der groede blomster omkring skolen. Der hørtes musik og sang. Kun et par enkelte sorte fugle kredsede som gribbe højt over skolens tag med deres hæse stemmer i d-mol.

Da han indstillede kikkerten mod horisonten og spejdede endnu længere ud i fremtiden, så han en skole, der var justeret og ændret nogle gange. For det er ikke alt, der står i en Bogrulle, der sådan lige kan føres ud i livet. Men grundlæggende havde skolen beholdt det bedste indhold, de holdbareste rammer om udviklingen af børnene i Reformland, også alle dem, som kom fra fremmede landsbyer og talte andre sprog derhjemme.

”Vågn op, Elo. Nu skal vi op over bjerget!”. Tobias stod frisk som en fisk bøjet over ham. ”Du går vel med det sidste stykke, gør du ikke?”.

Elo strakte sig og mumlede: ”Jo, hvad havde du ellers regnet med? Når det nu ikke kan være anderledes! Jeg er jo ikke typen, der stikker af med et omrejsende cirkus!”.

Og så lo han af sig selv uden at kunne sætte ord på, hvad der var så morsomt.

Tobias lo med, nærmest af lettelse.

Så sluttede de sig til flokken af forældre, kollegaer og børn, der klatrede op ad bjerget mod Reformland med hver deres rygsæk. De havde sved på panden. Solen var brudt igennem!