Er god litteratur virkelig farlig?

I USA diskuteres såkaldte trigger warnings, en særlig slags advarsler. På et par amerikanske universiteter er nemlig fremsat krav fra studerende om, at undervisere nu officielt skal advare om, hvis der er noget i bøgerne, som kan virke stødende eller medvirke til at genoplive eventuelle traumer hos de studerende. Er det rimeligt, spørger dagens kronikør

Claus Elholm Andersen, lektor ved Helsingfors Universitet og ekstern lektor ved University of California, Los Angeles, mener, at universiteterne i USA bør holde sig fra at bruge trigger warnings i undervisningen.
Claus Elholm Andersen, lektor ved Helsingfors Universitet og ekstern lektor ved University of California, Los Angeles, mener, at universiteterne i USA bør holde sig fra at bruge trigger warnings i undervisningen. Foto: Arkivfoto.

Da jeg for godt et årti siden var ansat på University of Minnesota, inkluderede jeg et kort forløb om de danske dogmefilm, som dengang stadig havde nyhedens interesse, på et introduktionskursus for førsteårsstuderende om Norden og nordisk kultur. Og som en naturlig del af forløbet valgte jeg at vise den fremragende dogmefilm ”Festen”.

Men det burde jeg ikke have gjort. I hvert fald ikke ifølge en af de kvindelige studerende, der dagen efter sendte mig en vred mail, hvor hun gjorde det klart, at hun ikke alene var fortørnet, men også følte sig krænket over, at jeg overhovedet kunne finde på at vise sådan en film, som både indeholdt sexscener og nøgenhed, og hvor der fra start til slut blev bandet til den helt store guldmedalje. Og så sluttede hun mailen med at meddele mig, at hun ville droppe kurset, fordi jeg i den grad havde udvist manglede dømmekraft ved at vise Thomas Vinterbergs prisbelønnede film.

I første omgang rystede jeg på hovedet og syntes selvfølgelig, at den unge studerende overdrev. Men et eller andet sted gjorde hendes mail indtryk på mig i en sådan grad, at da jeg året efter igen skulle vise ”Festen” for et hold studerende, lagde jeg, uden rigtig at tænke over det, ud med at fortælle dem, at ”Festen” er en film, hvor der bliver bandet meget, og at de mange forskel-lige danske bandeord konsekvent bliver oversat til enten ”fuck” eller ”fucking” i underteksterne, ligesom filmen, som de fleste nordiske film, både indeholdt sexscener og nøgenhed.

I de følgende år blev det en vane, at jeg kort advarede mine amerikanske studerende, hvis jeg som en del af et kursus viste en film, som jeg vidste kunne være lidt mere eksplicit med hensyn til sex eller sprogbrug, end de sarte amerikanske sjæle var vant til, eller hvis vi læste en roman eller artikel, som jeg vidste kunne volde dem problemer af den ene eller den anden art.

Men jeg gjorde det altid og gør det for den sags skyld stadig af pædagogiske hensyn, hvad jeg tror, de fleste undervisere kan nikke genkendende til. For det handler først og fremmest om, at man kender sine studerende og ved, hvordan de højst sandsynligt vil reagere på et bestemt værk. Det handler ikke om at beskytte dem, men om, at de ikke sidder og fokuserer på noget, som man ved let kan distrahere dem.

På det seneste er jeg dog begyndt at tvivle på, om disse små velmenende advarsler nu også har været rigtige og hensigtsmæssige. Årsagen til, at jeg er kommet i tvivl, er den diskussion om såkaldte trigger warnings, som er dukket op i de amerikanske medier på det seneste, og som er afstedkommet af, at der på et par amerikanske universiteter er fremsat krav fra studerende om, at undervisere nu officielt skal advare om, hvis der er noget i bøgerne, som kan virke stødende eller medvirke til at genoplive eventuelle traumer hos de studerende.

En trigger warning er en advarsel om, at et givent værk kan fremkalde en stærk reaktion hos den studerende, hvis det for eksempel indeholder vold eller voldtægt, og de selv har været udsat for noget lignende. Men der har også været forslag om at advare om værker, hvor de studerende vil finder patriarkalisme, diskrimination, kolonialisme, sexisme, racisme, imperialisme og meget, meget mere.

Disse trigger warnings er det stik modsatte af de små advarsler, som jeg tidligere er kommet med. For disse nye trigger warnings presser en tolkning ned over værkerne, som de studerende måske ikke ellers ville have lagt mærke til.

Dermed bliver disse trigger warnings udtryk for en bestemt læsemåde, en bestemt fortolkning af værkerne. Det er en tolkning, der har sit udspring i en politisering af litteraturstudiet i det amerikanske, som har fundet sted hen over de seneste to-tre årtier. Udgangspunktet for denne tilgang er en historisering af litteraturtolkningen, der har forsøgt at vise, at de værdier, der tidligere lå til grund for litteraturstudiet, i virkeligheden er en konstruktion, som har været baseret på en ”heteronormativitet”, hvad der vil sige de normer, som blev dikteret af en maskulin, heteroseksuel og hvid elite.

Således blev interessen for tolkningen af litteratur flyttet fra det æstetiske til det politiske, hvor de amerikanske litteraturprofessorer forsøgte at vise, hvordan divergerende stemmer kvinder, homoseksuelle, minoriteter, kolonialiserede med mere konsekvent var blevet undertrykt, og at denne undertrykkelse kunne identificeres i litteraturen. Undertrykkelsen var endvidere udtryk for en konstruktion, der fandt sted i sproget, hvorfor kravet om politisk korrekthed er nært beslægtet med denne marxistisk inspirerede fortolkningstradition.

At det nu er de studerende, der kræver disse trigger warnings for værker, er derfor et udtryk for, hvor indflydelsesrig den politiserende tolkning af litteraturen har været. Og derfor burde de amerikanske professorer da også klappe i deres små hænder, fordi det i høj grad er de ting, som de har fokuseret på i deres forskning og undervisning, som deres studerende nu vil have, at der skal advares mod.

Men der er nu ganske få amerikanske akademikerne, der klapper i deres hænder over udsigten til obligatoriske trigger warnings. Pludselig ser de nemlig konsekvenserne af den politisering med dens politiske korrekthed, som de selv har plæderet for. For konsekvenserne er blandt andet et indgreb i den akademiske frihed, som er alfa og omega i den akademiske verden, idet en bestemt politisk tolkning på forhånd presses ned over et værk, ligesom det er et lille, men første skridt hen mod en direkte indskrænkning af ytringsfriheden, hvor man som underviser får påduttet, at der er visse ting, som man ikke bør tale om eller tage op med de studerende i sin undervisning.

Det sidste er allerede virkelighed på Oberlin College i Ohio, der er et af de helt gamle og ærværdige universiteter i USA, og som har fostret flere nobelpristagere. Her har underviserne allerede fået påbud om at undgå at komme ind på sensitive triggers i deres undervisning, altså emner, der kan føre til stærke reaktionerne hos de studerende. Videre anbefales underviserne at sætte sig ind i, hvilke emner der kan udløse sådanne reaktioner, hvad universitetet selv mener er emner som ”racisme, klasseundertrykkelse, sexisme, heterosexisme, diskrimination af transseksualitet, diskrimination af handikappede og andre undertrykkende tendenser”. Og endelig fortæller universitetet også underviserne, at de skal huske på, at alle disse seksuelle foreteelser eller overgreb alle er ”uløseligt forbundet med problemerne omkring privilegium og undertrykkelse”.

Da jeg i slutningen af juni begyndte årets sommerkurser på UCLA, valgte jeg trods alt at advare mine studerende om visse af de værker, vi skulle læse, men udelukkende af rent pædagogiske hensyn, hvor jeg blandt andet advarede mod, at Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” godt kan være lidt svær at komme ind i. Men min undervisning fokuserede som altid på det æstetiske og på, hvad det er, der gør de værker, som vi læser, til så forbandet god litteratur. Og som altid håber jeg på, at jeg gennem disse værker kan udfordre de studerende i deres tænkemåde. For den gode litteratur tvinger os hele tiden til at stille spørgsmål og se verden med nye øjne.

Modsat giver den gode litteratur sjældent svar. Det holder den sig ganske enkelt for god til. Og trigger warnings er netop et forsøg på at aftvinge litteraturen et svar. Derfor burde universiteterne i USA også holde sig for gode til dette, inden det, som det meste andet fra USA, breder sig til resten af verden og dermed også til Danmark.