Og så kunne det værste have været endnu meget værre!

Jeg havde fejlbedømt min tilstand, jeg havde gjort mig skyldig i spirituskørsel! Jeg husker, hvordan den chokerende erkendelse af egen dumhed ramte mig. Og jeg svor for mig selv, at det skulle være sidste gang. Og det bedste var så, at det blev det. For dagens kronikør blev det en lærestreg af en art, man kun kan være evigt taknemmelig for

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder. Foto: Lars Aarø/Fokus.

”Jeg har ikke glemt det, jeg kan bare ikke lige huske det!”. Sådan lyder en berømt replik, snerrende udtalt af Egon i den sidste Olsen-bande-film. Vi kender det vel alle sammen i større eller mindre grad, alt efter alder:

Vi har nogle vage erindringer om en eller anden begivenhed eller en færdighed, som blot lige skal hjælpes lidt på vej for at blive fremkaldt i hukommelsen. Et navn, et stikord, et billede eller en praktisk håndsrækning. Tit skal der ikke meget til, så husker vi det momentant glemte igen. I fællesskab kan vi bringes til at huske bedre, end vi sådan lige kan genkalde os det fortidige hver for sig.

Mit livs største fejltagelse har med sådanne forhold at gøre. Den forekommer mig at være den værste, fordi jeg husker den så dårligt, at jeg i svage øjeblikke kan bilde mig selv ind, at jeg måske slet ikke begik den. Min dømmekraft må i den grad have været sat ude af kraft, at jeg i en brødebetynget eftertid kan have svært ved retfærdigvis at bedømme min handling.

Og dog, ved nærmere eftertanker og dem har der med tiden været uhyrligt mange af! er der ingen tvivl. I en slingrende usikker sammenhæng fører de alle frem til en forenende beskæmmende beskrivelse og betegnelse: Jeg havde fejlbedømt min tilstand, jeg havde gjort mig skyldig i spirituskørsel!

Med en let omskrivning af det indledende citat: Jeg har næsten ikke glemt det, jeg bryder mig bare ikke lige om at huske mig selv og slet ikke andre! på det. Jeg kan imidlertid fornemme, hvordan alle tiltag i retning af fortrængninger må gå i sig selv, eller hvordan den slags har det med at ville dementere sig selv, hver gang jeg læser eller hører om for eksempel ulykker forårsaget af kørsel i spirituspåvirket tilstand.

Min reaktion er hver gang spontan, uforbeholden og til dels fordomsfri: fordøm handlingen, ikke personen. Det kunne lige så godt have været dig, der havde været årsag til det utilgivelige, at du havde handlet groft uansvarligt ved at have påført andre næsten ubeskrivelige lidelser, ødelæggelser og måske endog død!

Du kunne have ramt ikke alene helt tilfældige medborgere. Du kunne også have ødelagt dine børns og hele din families livsvilkår. Og du kunne have påført dig selv nogle dybt alvorlige skyldkomplekser, som måske endda ville have været så utålelige, at du ikke ville have kunnet leve videre med dem!

Et øjebliks uopmærksomhed. En uovervejet eller forsinket reaktion, en enkelt utilsigtet håndbevægelse, et sekunds blackout, og dine pårørendes og dermed dit eget liv havde været invalideret i mange år frem, ja, for altid! Og dét alene på grund af nogle få timers, ja, få minutters tankeløshed!

Vores digitaliserede massemediekultur medvirker i dag til, at mere og mere på sin særlige vis bliver uforglemmeligt. Fortidens forsyndelser registreres og akkumuleres i støt stigende pålidelig grad. Igen og igen demonstreres det, hvordan det talte, det skrevne og det sete er blevet opsamlet uden offerets egen viden. Vel at mærke sådan, at det skete kan hentes frem fra arkiverne som bevismateriale. Hvor individets erindringer svigter og er upræcise, dér kan en digitaliseret kollektiv hukommelse træde til med overbevisende skarphed.

Som det lyder i en ældgammel revyvise: ”Glemmer du, så husker jeg det ord for ord!”. Det på sin vis både værste og bedste var i min omtågede tilstand, at alene jeg kan fortælle om udåden. Jeg behøver ikke at frygte, at en eller anden optagelse fra en parkeringsplads' overvågningskamera pludselig vil kunne fremdages som bevis for, hvad jeg i virkeligheden forsyndede mig imod for nu over 50 år siden. Og hvordan!

Jeg forlod da en julefrokost og dermed også en vennekreds, der kunne have været vidne til min tåbelige adfærd: at sætte mig bag rattet for at køre 10 kilometer hjem gennem tæt myldretidstrafik i en tilstand, der kunne have medført tragiske begivenheder lige fra en for familiens i forvejen anstrengte økonomi ødelæggende bøder og erstatningssager, frakendelse af kørekort, fængselsstraf til i allerværste fald dom for uagtsomt trafikdrab.

Nogle ville måske sige, at tilbage i 1960'erne var synet på spritkørsel et andet. Der herskede en anden mentalitet. Mange, alt for mange, slap jo ”godt” fra det. Og ikke engang ens bedste venner fandt på at gribe ind og anbefale en alternativ taxa-hjemtransport. Vi var alle i samme båd på samme ubegribeligt ansvarsløse slingrekurs.

Af udeblivende skade kan man imidlertid godt blive klog. Det værste var nok, at det som nævnt endda kunne have gået endnu meget værre. Det værste var at skulle møde familien derhjemme: kone og to små børn. Det uforglemmeligt rædselsfulde var at skulle mødes af deres uudtalte spørgsmål: Hvad har du dog gjort? Hvad tænkte du på?

Jeg husker mødet med, hvad jeg kun kunne opleve som deres stumt anklagende blikke. Jeg husker, hvordan den chokerende erkendelse af egen dumhed ramte mig. Og jeg svor for mig selv, at det skulle være sidste gang. Og det bedste var så, at det blev det. En lærestreg af en art, man kun kan være evigt taknemmelig for.

Jeg slap i alle henseender om ikke gratis, så i hvert fald billigt dér, hvor forfærdende mange andre i tidens løb i alle henseender har måttet betale priser, der alt for tit egentlig har været ubetalelige.

Man har en gammel betegnelse for, hvad dette her kan læses som udtryk for: bondeanger. Ifølge Den Danske Ordbog står ordet for ”en ubehagelig følelse, der opstår i forbindelse med at man inderligt fortryder noget, man har gjort eller sagt (for eksempel i fuldskab)”. Som synonym angives formuleringen: moralske tømmermænd.

Bondeanger og moralske tømmermænd forårsaget af en svigtende dømmekrafts fejltagelser kan man lære at leve med. Man kan vælge enten at bevare dem for sig selv (hvad ingen ved, har ingen ondt af) eller som her at få sat ord på for første gang og sendt dem ud i verden på tryk. Uden tanke på, at det i sig selv kan blive mit livs største fejltagelse, at tro, at det skulle kunne føre noget godt med sig.

Nå, en velment reminder kan vel aldrig skade. Og her må jeg slutte med endnu en replik fra en Olsen-bande-film. Det er politikommissæren i Aksel Strøbyes skikkelse, der indigneret siger om en udspekuleret finansiel transaktion: ”Nej, det er ikke Egon Olsen, der har gjort det. Han er en hædersmand. Han begår kun ulovlige forbrydelser!”.

Der var en provokerende typisk udtalelse fra 1970'erne, som vel stadig har en vis gyldighed. Tænk blot på baggrunden for de mange bankkrak og de udeblivende følgevirkninger for de ansvarlige. Lovlige forbrydelser. Sådan kan man se på det.

Det er forfærdeligt at tænke på, at man for en menneskealder siden kunne se på samme måde på kørsel i spirituspåvirket tilstand: en slags lovlig (læs: acceptabel) forbrydelse. Den var undskyldelig, hvis bare man slap godt fra det. Sådan også stadigvæk med andre former for hasarderet adfærd i tidens trafik, eller?