Jeg dækkede over min mors alkoholmisbrug

Var det mit livs største fejltagelse, at jeg af misforstået hensyn dækkede over min mor og hendes misbrug? Havde det gjort en forskel, hvis jeg dengang havde haft modet til at konfrontere min mor med, at hun var alkoholiker? Sådan spørger Mette Nissen i den kronik, som har vundet sommerens konkurrence med titlen ”Mit livs største fejltagelse”

"Jeg voksede op i, hvad jeg vil kalde en "facadefamilie"," skriver dagens kronikør. Illustration: Peter M. Jensen
"Jeg voksede op i, hvad jeg vil kalde en "facadefamilie"," skriver dagens kronikør. Illustration: Peter M. Jensen.

Mit livs største fejltagelse? Jeg har tilføjet et spørgsmålstegn, for jeg ved ikke og får heller aldrig at vide om det virkelig var mit livs største fejltagelse. Måske venter der en anden fejltagelse lige om hjørnet, måske var det slet ikke en fejltagelse? Jeg har derfor kun min egen forventning om, at tingene ville have udviklet sig i en anden retning, hvis jeg havde handlet anderledes dengang.

Jeg voksede op i, hvad jeg vil kalde en ”facadefamilie”, hvor alting tog sig godt ud på papiret, og i begyndelsen var alting også godt. Det var først senere, skeletterne i skabet gjorde deres indtog.

Jeg husker en tryg barndom. Født i 1960, et forkælet ønske-enebarn, gik i den rigtige (flinke)skole, familiens første student og akademiker. Hjemmegående mor, far i chefstilling. Jeg havde verdens bedste mormor, som jeg forgudede. Boede i hjertet af København, sommerhus i Nordsjælland, senere parcelhus, årlig sommerferie i Italien. Jeg havde set mere af Europa end Danmark, men aldrig været ved Vesterhavet eller sat mine ben i Aarhus.

Min mor kunne til enhver tid matche fru Hyacint Buckets ”candlelight suppers” og hendes absolutte spidskompetence var ”keeping up appearances” (på dansk noget i retning af at holde facaden, red.). Det var i ”Mad og gæster”-tiden, min mor var en fremragende kok, og der var tjek på tingene ned til mindste detalje. Hun havde stjernestatus i vennekredsen, og veninderne fik præstationsangst, når mine forældre var inviteret til middag.

Jeg har nok været 12-13 år, da jeg første gang fornemmede skeletterne i skabet. Alting var måske ikke så perfekt, som det gav sig ud for. Min far rejste meget qua sit arbejde, og når han var hjemme, var der kold luft mellem mine forældre, og skænderierne tog til. Hjemmet, der ellers altid havde taget sig godt ud, begyndte at sejle, så kom min mormor på besøg, blev et par dage, og så var der styr på tingene igen.

På udlandsrejserne havde jeg set, at drinks og vin til maden var sædvanligt, så jeg undrede mig ikke over, at det var mine forældres hverdag. Men da jeg første gang fandt en tom spiritusflaske i vasketøjskurven, var jeg godt klar over, at der var noget galt.

Begge mine forældre var afhængige af alkohol, men forskellen var, at min far kunne bære sin brandert, det kunne min mor ikke. Hun blev dybt alkoholiseret. Men der blev aldrig talt om det.

Jeg ved ikke, om min far gjorde noget for at hjælpe hende ud af misbruget. Jeg tror ikke, han har gjort andet end at bede hende holde op, for når det kom til stykket, tror jeg, situationen passede ham fint. Hvis hun stoppede med at drikke, var han jo nødt til solidarisk at følge trop, og så længe hun drak, var hans utroskab legitimeret.

Da jeg var 16 år, valgte han den nemme løsning: Han drak sig mod til, krævede skilsmisse og forlod hjemmet i en kæmpe brandert.

Der stod jeg og havde trukket Sorte Per-kortet. Hvordan kunne han efterlade mig med det, han ikke selv ville være en del af? Jeg tror, han forventede, at hun ville holde op med at drikke, når han ikke var der længere. Han tog fejl det blev meget værre. Men der blev aldrig talt om det.

Min mor fik sin status gennem min far og hans arbejde hun var ”Fru eksportchef E.H.” og skrev sågar mine karakterbøger under med hans initialer. Da han forlod os, styrtede hendes verden i grus, og hun stod uden status. Hun måtte tilbage på det arbejdsmarked, hun forlod, da jeg blev født. Med ét havde hun ansvaret for sig selv og sin egen tilværelse.

Det magtede hun ikke.

Der fulgte talrige trusler om selvmord og et enkelt mislykket forsøg. Drikkeriet tog til, der blev skiftet job, til sidst forsvandt det også, og gælden voksede. Hun blev syg, kom på førtidspension og blev smidt ud af sin misligholdte lejlighed.

Talrige er de gange, hvor jeg har fundet min mor næsten bevidstløs af druk i en ubeskrivelig uhumsk lejlighed, fået hende indlagt, har ryddet kun for at hun kunne fortsætte, hvor hun slap, når hun blev udskrevet. Hjemmepleje og hjemmesygeplejerske blev involveret, de ydede en kæmpe indsats og var en støtte for mig. Nu var det ikke længere mit ansvar at rydde op efter hende, og de tog oftest kampen med at få hende indlagt. Men jeg var som 45-årig stadig fanget i hendes spind af krav om daglig telefonisk kontakt og angsten, når hun ikke tog telefonen.

Min far vidste intet. Vi taler om en periode på næsten 30 år, hvor jeg selv stiftede familie og ofte måtte forklare mine små sønner, hvorfor mormor nogle gange var ”mærkelig”. Til al held var deres farmor gjort af samme stof som min egen mormor.

En hospitalsindlæggelse endte med hurtig aktion fra kommunen med tilbud om et ophold på Blå Kors-hjemmet i Espergærde. Jeg tror, min mor indså, at det var et tilbud, hun ikke kunne afslå. Da vi kørte hende derop, var hun så ringe, at hun ikke kunne gå selv. De seks måneders ophold gjorde en kæmpe forskel. Hun blev konfronteret med, at hun var misbruger, hvilket hun klart afviste, for hun sad jo ikke nede på bænken og drak. Hun fik en kontaktperson, hun havde tillid til, og der gik ikke lang tid, før hun hyggede om de andre beboere og viste sig som den omsorgsfulde person, hun også kunne være. Da opholdet var slut, gik hun selv ud til bilen, og kontakten til hjemmet blev bevaret.

Trods mange løfter var der også tilbagefald, misbruget havde sat sine spor, helbred og mobilitet blev stadig dårligere, og min mor døde for fem år siden i en alder af 76 år. De sidste halvandet døgn kom jeg til den erkendelse, at hun gjorde det, hun magtede, og at det var godt nok, selvom jeg inderst inde kunne ønske, at meget havde været anderledes. Faktisk savner jeg hende indimellem, for selvom hendes misbrug fyldte meget, havde hun også sine gode sider, og hun ville dybest set alle det bedste.

Var det mit livs største fejltagelse, at jeg af misforstået hensyn til min mor, min mormor og mig selv dækkede over min mor og hendes misbrug? Havde det gjort en forskel, hvis jeg dengang havde haft modet til at konfrontere min mor med, at hun var alkoholiker, og stillet hende et ultimatum, hvor hun fik valget mellem behandling eller mig? Havde jeg turdet tage konsekvensen og virkelig brudt forbindelsen, hvis hun havde fortsat med at drikke? Den dag i dag er jeg ikke sikker på svaret, men jeg sidder med følelsen af, at forsøget skulle have været gjort. Jeg har set eksempler på, at det kan gøre en forskel, så derfor bør man tage konfrontationen.

Hvorfor fortalte jeg aldrig min far om tingenes rette sammenhæng? Jeg ville ikke udstille min mor og retfærdiggøre, at han gik. Det havde næppe gjort nogen forskel, for min far havde nok i sig selv og sin yngre kæreste og slet ikke tid til mig og de problemer, han var flygtet fra.

Mine forældres alkoholmisbrug har sat sig dybe spor i min personlighed og præget min tilværelse. Jeg havde ikke modet til at sige fra dengang. Det glæder mig, at der i dag er større åbenhed om misbrugsproblemer, og at det er okay at tage konfrontationen. Især glæder det mig, at der er stort fokus på at hjælpe og støtte de børn, som vokser op i misbrugsfamilier. Det er nemlig ikke kun alkoholikeren, der har brug for hjælp.