Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kronik

Afskaf skilsmisser og vuggestuer

"Udepasning til børn under to år tjener ikke barnets interesser, men alene de voksnes, ligestillingens og arbejdsmarkedets, og vuggestuer burde afskaffes," skriver dagens kronikør Lone Nørgaard. Arkivfoto.

Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Peter, frem for at han hører på mors og fars eventuelle skænderier. Et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning, skriver lektor og cand. mag. Lone Nørgaard

Endelig langt om længe er der kommet helt hul igennem i forhold til, hvor skadelige skilsmisser er. For det er næppe kun agurketiden, der kan tilskrives forklaringen på, at emnet i juli poppede op i alle medier. Når skilsmisserne nu også har ramt selve Radioavisen, kan borgerne være rimeligt sikre på, hvad klokken er slået: Et samfundsmæssigt problem har fået lov til at vokse sig så stort, at elendigheden ikke mere kan skubbes ind under gulvtæppet.

Det skorter ikke på modargumentation i forhold til tesen om, at skilsmisser er en katastrofe, og at alle kræfter burde sættes ind på at forhindre dem. Artiklen ”6 ud af 10 får bedre livskvalitet efter skilsmisse” (Kristeligt Dagblad den 25. januar i år) er ét eksempel. Forældres stort set uantastede forestilling om ret til selvrealisering på børnenes bekostning et andet. Og yndlingsargumentet: Hvis mor ikke er glad, kan mor ikke være noget for 10-årige Sofie og 8-årige Oliver, så selvom både far, Sofie og Oliver bliver meget ked af, at mor ikke mere kan finde ud af at leve i sin kernefamilie, så skal moderne mennesker ikke lægge bånd på sig selv, for hvis jeg har lyst, har jeg da også lov. (Byt gerne mor ud med far: Hvis far ikke er glad...). Men læg vel mærke til, at i de to eksempler blandt et utal er perspektivet forældrenes, ikke børnenes. De børn, som i stigende grad bliver tabt på gulvet, fordi far og mor ikke kender deres besøgelsestid.

Lad mig kort repetere, hvilke fakta der ligger på bordet: Skilsmissebørn ender hyppigt i specialundervisning, og de har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn i ubrudte parfamilier. Ikke underligt svigter koncentrationen i skolen, når mor og far går fra hinanden. Skilsmissebørn har oftere problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende, fordi barnet selvfølgelig bruger en masse energi på alt andet end skolen. Det skal forholde sig til et delt hjem, til fars og mors nye kærester og på at finde ud af, ”hvor hører jeg egentlig til?”. Det ser så skidt ud, at skolen igen-igen skal overtage forældreopgaver, ja, lærere og pædagoger skal nu ligefrem uddannes i at hjælpe skilsmissebørn. Blandt andet i form af et nyt projekt på 30 skoler med etablering af børnegrupper, hvor skilsmissebørn kan tale om problemer.

Den såkaldte forældreansvarslov (læs: vold mod børn-loven) har bevirket, at skilsmissebørn bliver tvangsudskrevet til at bo syv dage på skift hos henholdsvis far og mor. Om jeg har opbakning til min opfattelse af 7/7-ordningen som børnemishandling, ved jeg ikke, men ingen ved sin fornufts brug kan afvise, at den skizofrene model har dystre konsekvenser. Typisk vil forældrene vige tilbage fra at tage de konflikter, der skal til for at opdrage børnene og gøre dem klart, at de skal passe deres pligter, herunder skolen. For tænk, hvis lille Søren synes, der er mere spændende ovre hos far, fordi han har bedre råd til at forkæle med mærkevarer og det sidste nye computerspil, og tænk, hvis lille Susanne bedre kan lide at være hos mor, så når hun er hos far, så skal han sandelig ikke ødelægge den gode stemning ved at sætte grænser og stille krav.

Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske forældre, der ikke har forstået, at dét at sætte et barn i verden er et mindst 18-årigt projekt. Lidt større børn går sågar tit ind i en totalt urimelig funktion som trøster og fortrolig for den forladte part, hvis liv også ligger smadret.

Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Peter, frem for at han hører på mors og fars eventuelle skænderier.

Men hvorfor dog ikke bare glæde sig over den udstrakte frihed, lystprincippets sejrsgang og den fantastiske individualisme, der ligger i ikke bare at skifte bilen ud med jævne mellemrum, men også partneren? Af den enkle grund at et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Knasten er børnene, der skal beskyttes ved at bevare familien intakt i hvert fald indtil afkommet har nået skelsår og alder. Dertil kommer, at skilsmisser er dyre for samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, sygdom, forhøjede børnepenge og sværmen af u(til)passede børn, der konstant skal til psykolog.

Vejen frem er ikke svær at pege på, men vanskelig at betræde: Mor og far skal forstå, at en familie ikke kan hænge sammen, hvis ikke den ene eller begge er parate til at opgive deres fuldtidsarbejde. For her kommer næste ubehagelige kendsgerning: Den massive institutionalisering af småbørn er ødelæggende for identitets- og karakterdannelsen.

Per Schultz Jørgensen har i bogen ”Styrk dit barns karakter” (2014) slået til lyd for, at børns karakterdannelse i dag er vigtigere end nogensinde, fordi vi står midt i et socialt og kulturelt opbrud, der grundlæggende ændrer betingelserne for børns opvækst. Forfatteren får lavet præcise analyser af det børneliv, der udspiller sig i såvel familien som i institutionerne, og han har også et klart blik for, at opdragelse betyder, at barnet skal ”drages op” til de gældende samfundsnormer og konventioner. I dette projekt er familien den afgørende base.

Per Schultz Jørgensen opererer med begrebet ”familiens dannelsesrum” en velegnet term til at indkredse, at dannelsen i familien er langt mere end den bevidste opdragelse, nemlig en gradvis værdi- og holdningstilegnelse, som sætter sig igennem bag om ryggen på såvel voksne som børn. Ingen kan heller være uenig i, at vigtige dele af karakterdannelsen er selvstændighed, modenhed, kritisk dømmekraft og handlevne. Desværre når han ikke frem til den helt indlysende konklusion: En for tidlig og for omfattende institutionalisering ødelægger små børn og skaber grundlaget for den senere linde strøm af diagnoser.

Den indsigt er der til gengæld en række kloge kvinder, som har erhvervet. I den lille antologi om hjemmepasning ”Er der nogen hjemme?” (2014) viser de en alternativ vej frem i forhold til normen: 90 procent af danske forældre sender deres etårige i vuggestue eller dagpleje. En ringe løsning for barnet ifølge de syv bidragydere.

Titlens spørgsmål går på, om der er en omsorgsperson derhjemme til at tage sig af børnene, og sigtet med bogen er at sætte et stort spørgsmålstegn ved den institutionalisering af småbørn, der de seneste 50 år er blevet en selvfølgelighed for det store flertal af danske børnefamilier. Syv kvinder, alle med gode uddannelser, har bidraget med en personlig og usmykket beretning om, hvordan de ikke kunne bære at sætte deres små børn i vuggestue efter et år, fordi det stod klart for dem, at tilknytningsbruddet mor-barn er skadeligt.

På baggrund af 30 års erfaringer med undervisning af stadig mere skrøbelige elever kan jeg være endnu klarere i mælet: Udepasning til børn under to år tjener ikke barnets interesser, men alene de voksnes, ligestillingens og arbejdsmarkedets, og vuggestuer burde afskaffes. De mange diagnoser, børn og unge i dag udstyres med, kan et langt stykke ad vejen forklares med alt for mange timers institutionalisering og et forstyrret familieliv i et benhårdt konkurrencesamfund.

De syv bidragydere har sejt valgt at gå op imod strømmen. De håber på, at deres historier vil vække mod og kampgejst hos de forældre, der ikke har lyst til at slå knuder på sig selv og nægter at købe discountpakken med to udearbejdende forældre og børnene i institution.

Måtte deres håb blive til virkelighed.