Israels terrorismekort overtrumfer uskyldige liv

Verdenssamfundets passivitet og accept af Israels bombning af uskyldige civile i Gaza bekræfter tesen om, at nogle menneskeliv synes at være mere værd end andre. Næstekærligheden er åbenbart ikke helt så universel, som nogle af os gik og troede. Solidariteten begrænser sig tilsyneladende til den nærmeste ”europæiske” familie

Sherin Khankan.
Sherin Khankan. Foto: Asger Ladefoged/STF.

FØRENDE VERDENSLEDERE, herunder også Danmarks statsminister og partier på højrefløjen, vælger at vende det blinde øje til Israels massedrab på uskyldige civile i Gaza, som i skrivende stund har rundet 2000 herunder over 500 børn og 250 kvinder.

Dette rejser endnu en gang spørgsmålet om hvem, der er vores næste i en verden, hvor solidariteten begrænser sig til den nærmeste ”europæiske” familie, og hvor billeder af sønderbombede tusinde uskyldige sjæle herunder mange børn ikke får os til at reagere. Hvordan kan vi i Vesten hævde det universelle bud om næstekærlighed og solidaritet og samtidig forholde os passivt i forbindelse med angrebet på Gazas civilbefolkning?

Næstekærlighed er blandt andet forbundet med evnen til at bekymre sig oprigtigt om folk, der befinder sig langt væk fra en selv. Kærlighed til familien og den udvalgte elskede er ifølge Kierkegaard ikke et udtryk for næstekærlighed, men prioriteret kærlighed og blot en avanceret form for selvkærlighed.

Næstekærlighed derimod er uselvisk og upartisk og indbefatter også din modsætning, samt den der er langt fra dig. Den fremmede eller den udstødte. Næstekærlighed refererer ifølge den jødiske filosof Levinas til pligten til at finde alle mennesker værdifulde værdige til at blive æret, elsket, værdsat og beskyttet. Næstekærlighed er en forpligtelse til at handle, når en nation, i dette tilfælde Israel, angriber og dræber uskyldige civile.

Verdenssamfundets passivitet og accept af Israels bombning af uskyldige civile bekræfter tesen om, at nogle menneskeliv synes at være mere værd end andre, og det er for mange palæstinensere netop her, at en af årsagsforklaringerne til konflikten mellem Israelere og palæstinensere ligger begravet.

DET KONSERVATIVE FOLKEPARTI, Dansk Folkeparti og Venstre går sammen om at blåstemple Israels krig mod Hamas, i det de kalder en retfærdig og fuldt ud legitim kamp mod terrorismen. Bombningen af mere end 2000 civile betragtes som en slags uheldig parentes eller sørgelig konsekvens.

Udenrigspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, Søren Espersen, mener sågar, at Israel har vist nåde over for palæstinenserne ved ikke at bombe hele Gaza væk. Vores statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), undlader bekvemt at fordømme Israels angreb på Gaza i en fælles erklæring (som også fordømmer Hamas) fra alle nordiske socialdemokratiske formænd/-kvinder.

Israels angreb på civile fremhæves i Danmark og resten af verden af mange som en handling, der er ”ude af proportioner”. En term, der søger at balancere den statsterror, der i virkeligheden er tale om fra Israels side. Krigen beskrives af nogle som en kamp mellem ligeværdige parter med lige fordelt skyld og af andre som en legitim og nødvendig kamp mod terrorisme.

Dette er en åbenlys forvrængning af virkeligheden, idet Israel er en af verdens stærkeste militærmagter med støtte fra USA og verdenssamfundet. Israel og deres støtter kan ikke længere bortforklare massedrab på uskyldige civile i Gaza med henvisning til det ofte spillede radikaliseringskort kaldet ”terrorisme”. Jeg er ikke tilhænger af Hamas og deres metoder og ej heller tilhænger af nogen former for radikalisme. Men kampen mod Hamas kan ikke retfærdiggøre målrettede og bevidste drab på uskyldige civile i hobetal i Gaza.

Israel har erklæret Hamas krig. Men virkeligheden er, at Israel ikke kun bomber militære mål. De bomber børn i massevis, civile hjem, hospitaler og skoler. De mere end 2000 civile ofre og 10.000 sårede er bevis på, at dette ikke kun er en krig mod Hamas som hævdet. Israels handlinger er i strid med alle internationale konventioner. Det ved alle. Men mange førende europæiske ledere og den amerikanske statsmagt vælger at tie eller blåstemple Israels angreb på Gaza i en omsiggribende alliance præget af illusionens normalitet.

Jeg savner kritiske røster over for Israel. Jeg efterlyser flere journalister, akademikere og politiske ledere, der utvetydigt fordømmer Israels angreb og drab på uskyldige civile i Gaza. Ledere, som har retfærdighedssans og politisk format til at stå frem og sige det, der skal siges: ”Ich bin ein Palstinenser”.

Vi har pligt til at afværge staten Israels krigsforbrydelser og statsterror og boykotte Israel økonomisk. Økonomisk boykot var en blandt flere årsagsfaktorer til det sydafrikanske apartheidstyres fald, og det er også det, der skal til over for Israel, hvis krigen mod Gaza og besættelsen af Palæstina skal ophøre. Omvendt er det nødvendigt, at alle palæstinensere bakker op om en konsekvent ikke-voldelig modstandskamp mod det israelske regime.

Verdens påståede førende demokratier kan ikke stiltiende acceptere Israels brutalitet og dermed styrke den tilstand af illusionens normalitet, som Israel har dyrket i Palæstina gennem deres mere end 60 år som besættelsesmagt. Hvis bomber var faldet over en europæisk nation, som det er tilfældet med Gaza, og havde dræbt 500 børn og 250 kvinder, så ville verdenssamfundet ikke tøve med at gribe ind militært.

DET ER en skændsel, at terrorismekortet kan overtrumfe uskyldige menneskeliv i en verden, hvor vi bekender os til universelle menneskerettigheder. Det er også et faktum, at fortolkningen af terror og definerende øjeblikke i verdenshistorien afhænger af positionering og varierer, alt efter hvem man er, hvor man befinder sig, og hvem man spørger. Det, som defineres som terror et sted, defineres som forsvarskamp et andet sted.

Et menneskes idé om et fællesskab er et andet menneskes politiske fængsel. ANC, som kæmpede mod apartheidstyret i Sydafrika, blev i USA registreret som en berygtet terrorgruppe, og frihedskæmperen Nelson Mandela forblev på den amerikanske stats terrorliste indtil 2008.

Stater og gruppers varierende og nogle gange misvisende definitioner af terrorisme gør det endnu mere nødvendigt for os at reagere, når følelser styrer politikken og trusselsargumenter som for eksempel radikaliserings- og terrorismekortet udspiller de universelle menneskerettigheder, logik og sund fornuft.

Måske er det på tide, at verdens ledere og forskere på området diskuterer, hvorvidt Israel er en terrorstat eller ej ifølge mere objektive kriterier som terrorismeforskning, folkeretten og den internationale humanitære lov og, hvis det er tilfældet, handler på det.

Seniorforsker på DIIS Mona Kanwal Sheikh skrev i sin artikel om Gaza i dagbladet Politiken den 25. juli 2014: ”Hvis vi ikke kan blive enige om at lægge terrorismemærkatet på hylden, når konflikter som dem i Gaza blusser op, bør vi alternativt skabe konsensus om en definition. For eksempel ved at anvende den definition, der præger det akademiske studie af terrorisme: at terrorisme er en måde at udøve vold på, der er møntet på at skabe frygt og rædsel og ikke skelner mellem civile og kombattanter.”

Herved har vi et fælles måleinstrument til brug i diskussionen om terrorisme. De seneste ugers krigshandlinger begået af staten Israel med bombningen af 500 børn på tre uger må vist siges at have til formål at skabe frygt og rædsel og skåner næppe civile.

Det er et sørgeligt faktum, at mange politiske ledere først reagerer, når en krise eller et angreb rammer den tætte familie, de konstruerede europæiske fællesskaber eller det nationale fællesskab. Få formår at leve næstekærlighedsbudskabet i sin fulde essens.

Påbuddet om at elske sin næste i form af en udvidet solidaritet åbenbarer sig kun i det ansvarsfulde møde med det andet menneske. Den fremmede. Vi er dagligt prisgivet hinanden på nådig såvel som unådig vis, og når vi undlader at handle, handler vi også, som Løgstrup udtrykte det.

Men det er ikke for sent at vække det universelle kategoriske imperativ om at føle solidaritet med sin næste og ikke vende det blinde øje til.