Hvad er et godt småbarnsliv anno 2014?

Små børn kan ikke tåle at gå en hel dag i et følelsesmæssigt tomrum, mens de er væk fra deres far og mor. Tætte relationer til nære voksne er en forudsætning for udviklingen af tryghed og basal tillid til verden. Derfor er det afgørende, at de voksne i vores institutioner tilbyder at danne tætte relationer til børnene

Jytte Hare.
Jytte Hare. Foto: Arkivfoto

KRISTELIGT DAGBLAD HAR med sin serie ”Det store eksperiment” stillet en lang række meget vigtige spørgsmål til de vilkår, vi i dagens Danmark byder vores yngste medborgere. Jeg vil med denne kronik blande mig i debatten og sige noget om det gode småbarnsliv i daginstitutionen. Som pædagog er det nemlig mig, som tager over, når forældrene afleverer deres barn og siger farvel. Så er det mit ansvar, at det på alle måder er godt for barnet at være i vores børnehus.

Lad mig indledningsvist slå fast, at vi i daginstitutionsområdet har ganske små mennesker i vores varetægt. Vi kan have store forventninger til dem, og vi kan drømme dejlige fremtidsdrømme på deres vegne - men vi taler rent faktisk om små børn, som her og nu skal have hjælp til at få dækket deres behov for fysisk og psykisk menneskelig kontakt - samt for deres behov for omsorg i form af mad, søvn/hvile, påklædning, tørre bleer eller toiletbesøg. Og som undervejs skal have mangfoldige udfordringer og muligheder for at lære verden at kende på alle mulige måder og fra alle mulige vinkler.

For mig at se er den overordnede opgave i daginstitutionen, at barnet lærer at være sammen med andre mennesker i et fællesskab, som ikke er familie, og som barnet ikke selv har valgt. For at det skal kunne blive godt for barnet, skal de voksne sikre en grundstemning i institutionen, som gør, at barnet oplever det som en glæde at være sammen med andre og at gøre noget sammen med dem - herunder udforske verden. Samt oplever, at det selv har en betydning for fællesskabet og er med til at bestemme. Man kunne kalde det almen dannelse for småbørn“

Små børn kan ikke tåle at gå en hel dag i et følelsesmæssigt tomrum, mens de er væk fra deres far og mor. Tætte relationer til nære voksne er en forudsætning for udviklingen af tryghed og basal tillid til verden. Derfor er det afgørende, at de voksne tilbyder at danne tætte relationer til børnene, eller at det enkelte barn må have krav på en særlig relation til en voksen efter eget valg - og forskellige børn vælger at knytte sig til forskellige voksne.

Måske bliver relationen tæt og vedvarende, måske vælger barnet på et tidspunkt at knytte sig til en anden eller til andre. Det kan vi ikke vide, men vi har gennem hele barnets institutionsforløb ansvaret for, at der er et tilbud om en relation.

PÅ SAMME MÅDE er det de voksnes ansvar, at børnene får de bedste muligheder for at danne tætte relationer til andre børn. Det er afgørende for et menneskes trivsel, udvikling og livskvalitet, at det er i stand til at danne relationer til andre mennesker, og børn er meget tidligt optaget af de andre børn.

Små børn er optaget af at se på de andre børn og af at være aktive i fællesskabet, men de fleste er nok omkring halvandet år, før de aktivt opsøger et andet barn med henblik på at starte en leg. De søger hinanden, og de prøver sig frem og finder tusind forskellige måder at invitere på.

I vuggestuen læres de første grundlæggende ting, som er nødvendige for at blive sig selv sammen med andre. Herunder hvad andre børn vil finde sig i, og hvad de ikke vil have. Børnene finder sammen i lege- og kammeratskabsgrupper, og betydningsfulde venskaber udvikles. I børnehaven arbejder børnene videre med de sociale spilleregler og med at etablere kammeratskaber og venskaber med andre børn.

MEGEN FORSKNING VISER, at for børnene er det bedste og det vigtigste i børnehaven de andre børn. Den norske børneforsker Berit Bae fremhævede for eksempel ved et foredrag i København i august 2009, at det for børn er af eksistentiel betydning at have nogen at lege med, og at det er forbundet med smerte ikke at have nogen at lege med. Det er vigtigt at blive en del af en legegruppe og at knytte sig fastere til enkelte andre børn. Der ligger en stor pædagogisk opgave i at skabe rammer og muligheder for børns eget arbejde med opbygning af lege- og venskabsgrupper.

Men det tager tid at opbygge relationer. Man kan ikke pace et forhold mellem mennesker; udviklingen af relationen tager den tid, den tager. Når man spørger et børnehavebarn, hvordan man bliver gode venner, vil svaret ofte være noget i retning af: ”Vi legede bare. Og så pludselig var vi venner.” Der er ikke tale om noget, nogen har planlagt, relationen vokser frem gennem mange timers fælles oplevelser og udfordringer. Måske startede det med en fælles interesse, måske blot en umiddelbar sympati, som kom til at danne grobund for at gøre noget sammen. På nøjagtig samme måde kræver relationen mellem barnet og den voksne, at der er tid til opbygning og vedligehold af relationen.

FLEMMING ANDERSEN, dengang rektor for Pædagoghøjskolen, skriver i ”Pædagogarbejde er relationsarbejde” i ”Vera” nr. 2, 1998, at han i sin artikel måske nok ikke bidrager med noget nyt, men: ”Når jeg alligevel har fundet det rimeligt at bruge papir og læsernes tid på at insistere på, at pædagogarbejde er relationsarbejde, skyldes det alene, at der i den aktuelle diskurs er en upassende tilbøjelighed til, at pædagoger legitimerer deres betydning ved at gribe til argumenter om, at pædagogik er en 'teknisk, instrumentel metodik' og ikke et nærværende, praktisk arbejde med at etablere komplementære relationer til andre. Først og fremmest til børnene/de unge/klienterne (det som teknokraterne kalder ”genstandsfeltet”), men også til forældrene, kollegerne, borgerne og politikerne.”

Voksne og børn kan imidlertid ikke bare ”være sammen”, man er nødt til at være sammen om ”noget”, et fælles tredje; og børnene er konstant nysgerrige efter at se, hvad den voksne nu gerne vil vise dem. Altså forudsat at barnet trives og er tilpas og tryg i sin hverdag med de voksne og med de andre børn, for ellers har det ikke overskud til eller interesse i at lade sig udfordre eller lære sig noget som helst om den store verden.

Den gode historie, den sjove sang, den fine tegning, den intense leg på legepladsen, det sindrige hus af Lego, den ihærdige konstruktion af en dæmning i et forsøg på at kontrollere vandet, observationen af regnormen - og rigtig, rigtig mange andre ting skal være en del af børn og voksnes hverdag. Og alt må meget gerne stråle af glæden over oplevelsen og fællesskabet i sin egen ret.

At børnene samtidig bliver klogere på verden og på sig selv i verden, det følger med. Og at de voksne skal sørge for variation i vinklerne på verden, det er klart - og her er det oplagt at tænke i de seks læreplanstemaer og derigennem forsøge at sikre sig, at man kommer hele vejen rundt.

MEN DEN OVERORDNEDE OPGAVE i daginstitutionen er og må være socialisation og almen dannelse. Målet for opdragelsen må være, at børnene udvikler sig til frie og myndige mennesker, som forholder sig aktivt til tilværelsens og samfundets problemer og udfordringer.

Der er så godt som ikke forsket i betydningen af, at betingelserne for barnets udvikling er blevet ændret, idet det nu fra helt lille socialiseres både i hjemmet og i institutionen. Udviklingspsykologien er for eksempel stadig optaget af og koncentrerer sig om det enkelte barns udvikling og har ikke øje for fællesskabet. Heller ikke mellem små børn.

Men ingen kender imidlertid betydningen for barnets udvikling af de forskellige arenaer, eller har en viden om, hvordan de forskellige arenaer spiller sammen. Nogen burde kigge nærmere på det; men indtil da må vi besinde os på, at vi ikke har forskningsmæssigt belæg for at sige noget afgørende om ”Det store eksperiment”.

De andre børn i vuggestue og børnehave er det fællesskab, som det enkelte barn er udleveret til. Men de er udleveret til det inden for de rammer og muligheder, som de voksne i institutionen har etableret og til stadighed etablerer. Det er de voksnes ansvar, at det er godt at være barn i institutionen.