Prøv avisen
Kronik

Hvad er dannelse i grunden?

Brian McGuire. Foto: Kristian Djurhuus

Alt var ikke bedre i gamle dage, men nutidens hurtige og overfladiske kontaktformer fjerner muligheden for inderlighed og meningsfuld kommunikation. Og det går ud over dannelsen i vores kultur, der hviler på et kristent grundlag og til syvende og sidst må handle om at elske sin næste, uanset om denne er jøde, muslim, kristen, agnostiker eller ateist

Hvad er dannelse? Findes den overhovedet i dag? Eller er den et forældet begreb, der tilhører en svunden tid med et hierarkisk samfund og faste, urørlige begreber?

For mig opstod dannelsesbegrebet, da min mor fortalte mig, at jeg skulle gå sammen med hende på højre side, således at jeg på fortovet holdt mig tættere på kørebanen. Ideen var, at manden skulle beskytte kvinden, i dette tilfælde mod gadens snavs og farer.

Måske var denne skik bedre egnet til tiden i begyndelsen af det 20. århundrede, inden gader og stræder blev asfalteret. Og i dag kan min mors anvisning virke, som om den kommer fra en tid, da der var faste kønsroller, og manden skulle opføre sig som den stærkeste.

Men tanken var god nok: Man skulle vise hensyn over for den anden, som når to personer kom til en lukket dør. Det var en selvfølgelighed, at manden skulle gå først, åbne og holde døren for kvinden. Men dette udtryk for dannelse kunne også gælde for to personer af samme køn. Her kunne alder bestemme, hvem det var, der tog initiativet. Men hvis det var to venner af nogenlunde samme alder, så kunne den, der ville demonstrere sin hengivenhed, være den, der holdt sig tilbage.

I 1950'ernes verden voksede jeg op med tanken om, at det var absolut nødvendigt at vise og tage hensyn til andre. I den karakterbog, som jeg hver sjette uge fik til at tage med hjem til forældrene, fik jeg at vide, at de tre vigtigste karakterer handlede om ”Courtesy, Application, Deportment” (Høflighed, Flid, Adfærd). Alle faglige resultater blegnede ved siden af ens adfærd og holdninger.

Det er indlysende, at denne meget strukturerede verden ikke kunne overleve 1960'ernes opgør med det bestående, hvor faste værdier blev forladt til fordel for det enkelte menneskes ret og pligt til at udvikle sig selv og opfylde egne behov.

JEG BEKLAGER IKKE, at 1950'ernes selvsikkerhed blev forladt, men åbningen til den store verden og til individets indre liv svigtede de dannelsesidealer, som jeg voksede op med. Det blev set som en form for selvfornægtelse at tage hensyn til hinandens behov. Stort set alle former for sociale ritualer som hilseformer blev fjernet. ”Vil du være så venlig” blev erstattet med ”Jeg vil “” og ”Vær så god” med ”Her”. Sproget blev mindre nuanceret, og sociale omgangsformer blev mindre baseret på høflighed og hensyntagen og mere på det enkelte menneskes umiddelbare behov og krav.

'ernes og 1970'ernes ”frigørelse” førte mange nederlag med sig, specielt for dem, der berusede sig i euforiserende stoffer eller i politiske religioner. Men det var et fåtal i befolkningen, mens det store flertal oplevede en revolution i sæderne, som føres videre den dag i dag hos min generations børn og børnebørn.

Udadtil virker det, som om de nye tider har givet endeløse muligheder for at kontakte hinanden gennem e-mail og smartphones. Men alle de nemme kommunikationsmidler har på mange måder gjort os fattigere med hensyn til dannelse.

I gamle dage, det vil sige før omkring 1990, skrev folk breve til hinanden. Et brev skal have en hilseform, et budskab og en afskedshilsen. Med e-mailens fremkomst de seneste 25 år er brevene forsvundet og blevet erstattet af korte, kontante beskeder. ”Kære” er udskiftet med ”Hej”, og ”Venlig hilsen” med ”vh” eller ”kh” eller med intet.

På denne måde kan man skrive 10 e-mails, hvor man tidligere skrev et enkelt brev, og man kan sende kopier af sine mails ud til utallige mennesker. Brevformen er blevet industrialiseret, mens dannelse er forsvundet.

Jeg mener slet ikke, at vi skal holde op med at skrive e-mails, kun at vi skal bevare brevformen, når det er vigtigt at udtrykke sig på en personlig og individuel måde. Men takket være brevenes forsvinden må vi regne med et postvæsen, som tømmer postboksene allerede klokken fire om eftermiddagen, og som opkræver næsten 10 kroner for en forsendelse, uanset om det drejer sig om postkort eller brev. Antallet af postkasser er også skrumpet ind, og ofte er det nødvendigt at cykle, gå eller køre et par kilometer for at komme til den nærmeste.

Vi svigter derfor gamle dannelsesformer og investerer i vore computere og andet digitalt udstyr. Privat initiativ vinder over fællesskabet, og hver mand (og kvinde) sørger for sig selv.

Jeg mener bestemt ikke, at alt var bedre i gamle dage, men nutidens hurtige og overfladiske kontaktformer fjerner muligheden for inderlighed og meningsfuld kommunikation. Takket være internettet fristes vi i dag til at reagere prompte, hver gang vi oplever noget. Vi fortæller vore omgivelser, hvad vi laver, hvor og hvorfor. Vi reagerer på venners beskeder med smarte bemærkninger.

I dannelsens verden er det nødvendigt at tænke, inden vi reagerer. Vi har brug for at overveje, hvem det er, vi taler eller skriver til, hvordan han eller hun har det, og om det virkelig er nødvendigt at bruge tid på denne besked. Det er også vigtigt at tænke på, om vores mening er velkommen hos modtageren. Derfor er det af afgørende betydning at tage hensyn til den andens følelser og forestillingsverden.

Den danske medieverden viste en fatal mangel på dannelse, da den i ytringsfrihedens navn insisterede på at udgive de tegninger, der krænkede millioner af menneskers religiøse bevidsthed. Hvis dannelse handler om hensyn, så var denne handling hensynsløs. På samme måde var det uden dannelse, da statsministeren dengang nægtede at modtage ambassadører fra de muslimske lande. Han sårede deres følelser og skabte derved grobund for en nationalfornærmelse.

Er danskere derved en nation af hensynsløse og dannelsesløse bavianer? Nej, selvfølgelig ikke, men vi opfører os stadig, som om vi levede i et monokulturelt samfund, hvor vi alle ligner hinanden og har stort set samme tros- og forestillingsverden.

I løbet af de seneste årtier er der opstået et samfund, som på mange måder ligner det amerikanske, hvor der findes et nationalt fællesskab bestående af mange forskellige kulturer, religioner og befolkningslag. I Amerika er det naturligt og nødvendigt at tage hensyn til de andre. Det er en del af nationens beståen. Det er noget, som desværre endnu ikke er blevet en selvfølgelighed i Danmark.

Dannelse er ikke ligegyldighed, men dannelse indeholder hensyntagen over for andre. Dannelse ser ikke ned på dem med kalotter eller dem med tørklæder eller dem med kors om halsen. Dannelse i den jødisk-kristne-muslimske fælles kultur, som omgiver os i dag i Danmark og Europa, er i fare for at blive fjernet af dem, der prædiker had og mistænksomhed. Disse fundamentalister kræver, at deres tro og overbevisning skal få lov til at herske.

Hvad kan dannelse stille op over for fanatisme? Dens svar må til enhver tid være at nægte at blive inddraget i de yderliggåendes tilbøjelighed til at forenkle alt og skabe fjendebilleder. Måske er dannelse mere nødvendig nu end nogensinde tidligere. Dannelse i vores kultur hviler på et kristent grundlag, og derfor må dannelse til syvende og sidst handle om at elske sin næste, uanset om denne er jøde, muslim, kristen, agnostiker eller ateist. Uden dannelse vil vi være på vej til en mørk og skræmmende tid, hvor vi svigter vores næste og derved os selv.

Jeg tror på dannelse, ikke alene den dannelse, jeg i 1950'ernes verden lærte af min mor, men den dannelse, jeg ser omkring mig som et frugtbart resultat af den kristne kultur, som endnu blomstrer i vor midte.