Grundtvig er en af de store danske ikoner, og at få lov til at holde tale på hans fødselsdag er en stor ære. Jeg har selv boet i dette område som teenager og har ofte løbet rundt foran kirken, igennem kirkegården og rundt om Utterslev Mose. Dog uden at tænke, at den nogensinde skulle have noget med mig at gøre.
Det, at jeg nu står som muslim og taler i en kristen kirke, skyldes, at den danske folkekirke nok er den mest rummelige religiøse enhed i verden - og det kan vi især takke Grundtvig for.
Hans tanker om rummelighed og frihed har sat dybe spor ikke bare i den danske folkekirke, men også i den danske folkesjæl. Stod det til Grundtvig, skulle folkekirken i sin tid have haft form som en fri statskirke, hvor staten ikke skulle tage sig af andet end de ydre rammer.
Der skulle være total præstefrihed og forkyndelsesfrihed. En af mine undervisere på teologi, kirkehistoriker Anders Holm, mener, at Grundtvig ønskede så meget frihed inden for kirkens rammer, at han faktisk talte om religionsfrihed.
Ud over en Luther og en Ghandi kunne den arabiske verden godt bruge en Grundtvig. For Grundtvig er man menneske først. ”Menneske først og christen saa”. Han mente, at man var skabt med en guddommelig status - altså inden man overhovedet havde fået en tro (- en kristentro vel at mærke).
Teologisk mente Grundtvig, at kristendommen kom før bibelen. Man kan godt være kristen uden at skulle stå til regnskab for det, der står i Bibelen. Man bliver døbt på trosbekendelsen, ikke på Bibelen, som domprovst Henrik Wigh-Poulsen har formuleret det.
Hele den måde, vi som folk i Danmark har indrettet os på, har noget grundtvigsk over sig. Grundtvig er vores fælles skæbne. Hans bidrag til den danske salmeskat er legendarisk. Hans virke var både kirkeligt, teologisk, politisk og pædagogisk, og hans påvirkning er stadig massiv på en lang række områder.
Takket være Grundtvig er Danmark et forsamlingshus, hvor vi ofte samtaler, diskuterer og holder hinanden ansvarlige for de fælles værdier, som forudsætter det at være dansk. Vi lader ikke stå til, men tager diskussionen, søger samtalen og taler os til rette om tingene.
Grundtvig var stærkt optaget af frihedstanken både i samfundet og i menigheden. Han gik ikke bare ind for, at man skulle have frihed til at tro på den religion, man nu engang ville, men mente, at man samtidig skulle have frihed til at have et personligt forhold til Gud. Og det er noget af det, jeg virkelig godt kan lide.
Luther var inde på det samme, hvor han mente, at der ikke skulle være noget mellemled mellem Gud og mennesker - denne personlige forbindelse har været en stor opdagelse for mig, fordi jeg er opdraget med, at de muslimske lærde var dem, som kom med en udlægning af Guds ord.
I den arabiske verden kommer mennesket ikke først, og man har ikke noget personligt forhold til Gud. Åbner man for eksempel et pas, er det første, der står, hvilken religion man tilhører. Man bliver med andre ord først og fremmest defineret som muslim, kristen, eller hvad man nu er.
I den arabiske verden er du kun noget i kraft af de forskellige religiøse, kulturelle, etniske, familiemæssige og stammemæssige fællesskaber - her er det ikke mennesket, som kommer først. Dette giver sig også til udtryk gennem den måde, man behandler kvinder på. De tilhører nogen - en kvinde har altid en eller anden værge, enten en far, en husbond eller en bror. De er ikke som sådan selvstændige individer.
Jeg holder virkelig meget af den Grundtvigske rummelighed og kunne godt savne noget af den i den muslimske verden. Jeg er vokset op i den lille landsby Barzeh, som ligger cirka 10 kilometer uden for Damaskus, og jeg var både praktiserende og meget troende muslim som barn.
Hver dag gik jeg i koranskole efter skole og lærte at recitere fra Koranen. Alle, jeg kendte, var muslimer, og alle fulgte de religiøse leveregler ortodokst. Det var absolut forbudt at stille spørgsmål ved den måde, vi gjorde tingene på, og det blev betragtet som en dødssynd at diskutere Koranens ord.
Som jeg skriver i min bog 'Bekendelser fra en Kulturkristen Muslim': ”Alt, hvad vi gjorde, var på en måde fastlagt, fordi der var så mange regler, som skulle følges - det var en facitliste, ikke bare på religionen, men også på, hvordan livet skulle leves.”
De muslimske lærde var dem, som fortolkede Koranen, og de fremstillede verden så regelfyldt, at mange næsten ikke turde gøre noget uden at spørge dem til råds. Det er en effektiv måde at gøre folk til robotter på.
Jeg husker stadig den dag, jeg stødte på Grundtvig første gang - altså den første gang jeg virkelig forstod, hvad han talte om. Jeg havde da boet i Danmark i nogle år og var i gymnasiet netop begyndt at interessere mig for forskellige store tænkere som Friedrich Hegel, Immanuel Kant, Nietzsche, Feuerbach og Spinoza. Fælles for dem er, at de satte spørgsmålstegn ved den gængse måde at opleve og opfatte verden på. Noget, som jeg troede var utænkeligt“ noget, jeg troede var umuligt.
”Frihed for Loke såvel som for Thor.” Tros-, ytrings- og åndsfrihed har været de vigtigste nøgleord for mig.
For Grundtvig var det levende ord og dialogen essentiel. Ånden skulle være fri. For Grundtvig var det af største betydning, at man respekterede forskelligheden - ellers ville der jo ikke være plads til frihed.
Sådan forholder det sig desværre ikke med islam. Her er der ikke noget, der bliver diskuteret, og de, som har gjort forsøget, er enten blevet landsforvist, fængslet eller sågar henrettet. Som sagerne står i dag, er der ingen frihed i islam, og derfor mener jeg også, at den religion trænger til en revolution.
Den kunne lære meget af kristendommen og af den grundtvigske frihedstanke. Det er ikke, fordi at islam i sig selv er en dårlig religion (ellers var jeg ikke forblevet muslim). Der er rigtig mange gode og rummelige passager i Koranen, men det er, som om de ikke længere bliver trukket frem af de mennesker, der tolker fra den.
For tusind år siden blomstrede islam i de arabiske lande. Ingen blev dengang tvunget ind i den religion, og der var plads til udvikling og uenighed. Sådan er det desværre ikke længere, og selv her i Danmark må vi forholde os til jihadister, voldelige terrororganisationer og indre fjender.
Det er rigtig ærgerligt, for det ødelægger så meget for de danske muslimer, som bare gerne vil leve et roligt liv. Derfor er det også umådeligt vigtigt, at vi holder fast i den grundtvigske tanke om frihed og det levende ord.
I denne uge har der floreret en diskussion i medierne, som handlede om, hvorvidt man kan tillade sig at lukke en bestemt moské i Århus. At lukke en moské lyder umiddelbart som noget, der kunne være i stærk modstrid med religionsfriheden og Grundtvigs tanke , men jeg mener faktisk, at lige præcis den pågældende moské burde lukkes, netop for at passe på den åndelige frihed. Det lyder måske paradoksalt, men de folk, som er aktive i den moské, tilhører salafismen, som er en fundamentalistisk sunni-muslimsk retning og på bølgelængde med jihadisme.
De inviterer meget rabiate hadprædikanter til at komme og holde foredrag - personer, som har rost Osama bin Laden til skyerne, og som opildner til brug af vold. Deres ord er ikke levende guddommelige ord, ordene bliver til vold og blod - det er ikke ord, der fører til Gud, men til død og ødelæggelse. Det er en moské, som har fået unge mænd til at ofre deres liv og rejse af sted for at kæmpe sammen med islamisterne i Syrien og Irak. Den moské er et sted, hvor der ikke er plads til meningsforskelle. Intet bliver diskuteret der. Så på trods af, at vi har religionsfrihed, så er denne radikale institution ikke noget, vi bør tolerere i Danmark, netop fordi den grundtvigske tanke om det frie ord og dialog må være vigtigere.
Der er nogle ting, vi skal værne om og passe på, fordi de har en identitetsskabende betydning - og en af de ting er Grundtvig og hans tanker. Det er dejligt, at man markerer hans fødselsdag på den måde - han er i sandhed en del af den danske folkesjæl.