Modernitetens store teolog er død

Den store tyske teolog Wolfhart Pannenberg døde i sidste uge, 85 år. Pannenberg var sin generations måske skarpeste teolog, og han blev brugt. Tysklands tidligere forbundskansler Helmut Kohl kunne finde på at ringe til ham om natten for at få et råd. Og studerende valfartede til hans forelæsninger i München - ikke mindst fra USA

Wolhart Pannenberg besøgte Danmark i 1980'erne.
Wolhart Pannenberg besøgte Danmark i 1980'erne. Foto: 9-poeticfingers.org.

Torsdag den 4. september om aftenen døde Wolfhart Pannenberg (f. 1928), en af efterkrigstidens betydeligste teologer. Pannenberg efterlod sig mange elever, men ingen børn. Så det var først i lørdags, at offentligheden fik besked om hans død gennem annoncer og takkeord indrykket af Bayerns ministerpræsident og af biskoppen for den tyske evangelisk-lutherske kirke.

Pannenberg tilhørte den generation af teologer, der oplevede Anden Verdenskrig på egen krop. Født af nazistiske forældre, der havde forladt kirken allerede i 1930'erne, var Pannenbergs vej ind kristendommen lang og kroget.

Som 16-17 årig blev han sendt til østfronten, hvor han deserterede og kun med nød og næppe overlevede. Efter krigen, hvor han kom til at bo i Berlins øst-zone, var han en tid optaget af utopierne hos den unge Marx. Det kommunistiske parti tilbød endda at betale en fuld jurauddannelse til den højtbegavede unge mand - sært nok den samme uddannelse, som også han forældre havde ønsket for ham.

Men Pannenberg skulle ikke være apparatchick. Ligesom han havde sagt nej til nazismen, takkede han også nej til partiets sovjet-linje. I stedet valgte han filosofien og teologien uden på forhånd at vælge side.

Hans medstuderende opfattede ham dengang som ”mere marxist end kristen”. Men det skulle ændre sig. I løbet af de første efterkrigsår blev han mere og mere kirkelig, igangsat af en skelsættende naturerfaring af mystisk karakter i 1945, men først forløst gennem omfattende filosofiske refleksioner, navnlig via Diltheys livsfilosofi og Hegels historiefilosofi.

Pannenberg var en teologisk komet. Som 27-årig havde han skrevet sine to obligatoriske disputatser, og så gik det stærkt. I 1961 dannedes ”Pannenberg-kredsen” i Heidelberg, der foranstaltede et generalopgør med tidens toneangivende teologer: den kirkelige Karl Barth og den eksistensteologiske Rudolf Bultmann. Begge henviste ustandselig til Guds ord, men uden at forklare sammenhængen med den bredere erfaringsverden, ”universalhistorien”. Sammen med den lidt ældre Jürgen Moltmann blev Pannenberg internationalt kendt som historie- og erfaringsteolog. Man skulle kigge fremad, ikke tilbage.

Først senere, hen mod 1970, tog Pannenberg fat på teologiens forhold til naturvidenskaberne. I samme periode rykkede han også mod højre i det politiske spektrum. Han var således blandt de første, der sammen med biologer og sociologer påpegede de kulturelle og sociale konsekvenser ved alt for hastige indvandringer. Det blev han ikke populær på i nymarxismens dage.

Pannenbergs program var uhyre ambitiøst, og det kan efter min opfattelse læses uafhængigt af politiske tilhørsforhold. Teologien skulle være metodisk klar, i stand til at indarbejde resultater fra andre fagområder og samtidig arbejde for at formulere en samlet kristendomsforståelse, der er relevant for nutidens menneske.

Denne bestræbelse udkrystalliserede sig med storværket ”Systematische Theologie I-III” på knap 2000 sider, som udkom 1988-1993 og straks blev oversat til amerikansk.

Pannenberg var nu ikke længere den teolog, der skabte overskrifter. Han blev nu den afbalancerede kristendomstænker, teologernes og filosoffernes teolog. Næsten alle, der forsøger at tænke kristendommen i dens store format, lægger på et eller andet tidspunkt vejen omkring et eller flere hjørner af Pannenbergs store forfatterskab.

Postmoderne teologer vil derimod opfatte ham som umoderne, just fordi han er modernitetens store teolog. Og politiske teologer vil opfatte ham som bagstræberisk, fordi han insisterede på, at kristendommen drejer sig om sandheden og ikke alene om pragmatik. For Pannenberg er kristendommen mere end et politisk instrument.

Pannenberg var professor i fundamentalteologi og økumenisk teologi ved det nyoprettede protestantiske fakultet i München fra 1968 til 1993. I alle årene var han en stærk fortaler for det økumeniske samarbejde mellem kirkerne, højt respekteret, men også kritiseret af tyske kollegaer, der hellere så konflikten mellem det lutherske og romersk-katolske videreført.

Men for Pannenberg er kristendommen et fælles projekt. Ingen kirke (heller ikke den romerske) og ingen personlig tro (heller ikke en kulturprotestantisk) kan tage patent på kristendommen. Og vigtigst af alt: Kristendommen drejer sig om det fælles menneskelige liv - om liv, død og navnlig opstandelse. Fordi kristendommen handler om universelle livsvilkår, er dens repertoire større end skyld og tilgivelse. Heri ligner Pannenberg dansk teologisk tradition fra Grundtvig til Løgstrup.

Midt i alt dette, hvem var så personen Pannenberg? Af udseende spinkel og væver, næsten lidt drenget i udseende. Af sind vågen, nysgerrig og målbevidst. Og det hele kombineret med en blændende intelligens, der utvivlsomt har været en torn i øjet på mange af hans samtidige professor-kollegaer.

Pannenberg besvarede som regel lange og indviklede spørgsmål med klare og nogle gange nådesløst korte svar. Det kunne være skuffende, men var også uhyre igangsættende. Og midt i al travlhed havde han et blødt punkt over de svagere blandt hans mange doktorander.

Kendte man ham, lukkede han op for generøsiteten. Mig gav han for eksempel en kopi på 600 sider af sin systematiske teologi i hænde, selvom værket først udkom mere end et år efter. Men sentimental var han heller ikke. Da jeg som helt ung stipendiat tilbragte en dag sammen med ham i Roskilde, sagde jeg en passant, at jeg nok aldrig blev en rigtig stor teolog. Jeg havde sikkert gerne hørt nogle opmuntrende ord fra den store mester, men svaret kom prompte: ”Nej, hr. Gregersen, så havde De skullet begynde noget tidligere.” Og det var jo sandt nok.

Pannenberg hørte til dem, der startede tidligt og fuldendte værket. Og han blev brugt. Tysklands tidligere forbundskansler Helmut Kohl kunne finde på at ringe til ham om natten for at få et råd. Og studerende valfartede til München - ikke mindst fra USA.

Som sin generations måske skarpeste teolog er det en skæbnens ironi, at han måtte leve de sidste år med en tiltagende senildemens. Jeg tror, at han var slidt op. Men vi er mange, der har nydt godt af hans åndsnærvær og været taknemmelige over hans enorme arbejdsindsats.

Han har uden tvivl skullet skubbe meget liv til side for at få plads til sit arbejde. Livet igennem spillede han klaver. Da jeg i sin tid lykønskede ham med færdiggørelsen af den systematiske teologi, sagde han tak, men tilføjede også: ”Men De må forstå, at jeg ikke har kunnet spille klaver de sidste mange år.” Dét var åbenbart en del af prisen.

Som en barthiansk kollega skrev til mig efter den triste meddelelse: Med Pannenbergs død er vi alle sammen blevet lidt fattigere.