Der foregår for tiden en heftig debat om kristendom. Er den troværdig? Kan den konkurrere med naturvidenskaben? Har ateisterne ikke ret i deres nedgørende kritik af de naive kristne udsagn og påstande?
Svaret er, at spørgsmålene er stillet med udgangspunkt i en opfattelse af kristendom som en teori eller et religiøst idésystem.
Men kristendom er først og fremmest myte, og myte er ikke teori eller idésystem. Forstået som teori falder kristendommen til jorden, som idésystem er den emne for religionsvidenskabsfolk og teologer og kan sammenlignes med andre religioner, men som myte er den livsforståelse for den enkelte, der kalder sig kristen.
Kristendom er myte. En myte er et bud på en kvalifikation af livet og verden. Når den kristne myte forkyndes, og forkyndelsen tros, skabes der et kristent menneske. Tro er identifikation. Myten indeholder et billede af menneskeliv og af værdier. Tro er identifikation med mytens værdier og menneskesyn.
Myten indeholder også et gudsbillede. I myten forankres menneskesyn og værdier i gudsbilledet. Gudsbilledet henviser ikke til en realitet uden for myten. Myten er rent sprog, men ordet skaber, hvad det nævner, så for troen er Gud til. Men kun for troen. At ville søge efter Gud uden for ordet og uden for troen gør troen og myten til teori og dermed utroværdig.
Myten er en fortælling. Den er ikke en teori. Den består ikke af påstande, der kan efterprøves, men af udsagn, man kan vedkende sig. At vedkende sig mytens udsagn er at identificere sig med dem. At identificere sig med myten er at tro. At tro er at være en skabning i mytens verden, hvor Gud troner i himlen, mennesket er på jorden, og der lyder en fordring om kærlighed til skabningen og mellem mennesker.
Den kristne myte er ikke tomme lyde. Den har både et sprog, der kan forstås, og den har et historisk berøringspunkt. Ordene i den kan forstås og har indhold, fordi de i 2000 år har lydt i forkyndelsen og skabt indhold i dém, der har lyttet i tro og fortalt dem videre.
Mytens ord i sig selv og deres indhold og betydning har et berøringspunkt i den historiske person Jesus, der for 2000 år siden fødtes og voksede op i byen Nazaret i det nordlige Palæstina. Hvad der historisk vides om denne person, er meget lidt og har ingen relevans for myten.
Pointen er berøringen og ikke andet. Det særlige er ikke, at et historisk livsforløb genfortælles præcist, som det skete. I så fald ville fortællingen blive til en historisk beretning, hvis betydning ville afhænge af dens korrekthed. Det særlige er, at dette livsforløb kun findes i myten. Denne historiske skikkelse er med andre ord blevet en mytisk skikkelse. Han er mytens hovedperson og den, der i myten giver indhold til fortællingens handling og ord. I mytens eget sprog hedder det, at han er ordet selv.
Forkyndelsen er mytens fortællemodus. Den er mytens fødsel. Kun som forkyndelse er den kristne myte til som myte. I forkyndelsen bliver en ved første øjekast tilfældig gruppering af ord til skaberord. Ord, der til en begyndelse lyder som reference til noget, der findes, bliver i stedet til ord, der skaber nyt.
Det lyder i fortællingen, som om der henvises til en bonde, der smider såsæd på må og få uden omtanke; men i stedet skabes den, der lytter, om til et ubekymret menneske. Det lyder i fortællingen, som om der henvises til en fremtidig situation, hvor onde (”bukkene”) skilles fra gode (”fårene”); men i stedet skabes den, der lytter, om til et medmenneske, der nu i ethvert andet menneske ser en næste, der skal elskes. Det lyder, som om der henvises til en autoritet, der ikke findes, når man hører befalingen om ikke at frygte; i stedet skabes den, der lytter, om til et menneske, der er trygt til stede i livet.
Hvis ordene høres uden skaberkraft, høres de i eventyrmodus (”Der var engang”) eller i teorimodus (”Det påstås, at ...”) eller i idémodus (”Man forestiller sig, at ...”). Den, der hører fortællingen i forkyndelsesmodus, det vil sige som myte, hører den til nyskabt liv. Den, der hører fortællingen i eventyrmodus, altså som litteratur, hører den som noget, der skal forklares i en udlægning. Den, der hører fortællingen i teorimodus, det vil sige som sandhedspåstande, hører den som noget, der skal efterprøves. Den, der hører fortællingen i idémodus, som information om tanker og forestillinger, hører den som noget, der kan give stof til beskrivelse af religion og kultur.
Men kristendom er først og fremmest myte. Som myte handler den med den enkelte og gør, at hun, når hun i tro hører forkyndelsen, bliver skabt om til et nyt menneske i en ny verden. Alt ser ud som før, og dog er alting nyt. Som nyskabt hviler hun i en vished om at være elsket af Gud, men også at være fordret af Gud. Hun ser sig omkring i sin nyskabte virkelighed og ser nu kun medmennesker, der skal elskes, og som samtidig er blevet tilkendt uendelig værdi af Gud. Hun bliver opmærksom på, at de nye omgivelser kalder på taknemmelighed - for Jorden, menneskets hjem, som er god og værdifuld; for de mange medskabninger, der flokkes overalt på kloden, på landjorden, i vandet og i luften; for det forunderlige, det skønne og det gode med deres modsætninger, som er det ligegyldige, det grimme og det onde. I samme moment opdager hun livsfylden og skammen, glæden og skylden samt vejen hen til dem og vejen væk fra dem. Som nyskabt menneske bemærker hun forundret, at alt lægger sig til rette i en ny forståelse af at være til.
”Jamen, hvad nu hvis det ikke passer?” Spørgsmålet er stædigt og lyder igen og igen. Men svaret er også stædigt og lyder ufortrødent. Forkyndelse og myte er sprog og ikke andet. Det er grundlæggelsens sprog og ikke det grundlagtes sprog.
Som grundlæggelsens sprog er det sandt for den, der lytter og grundlægges af det. Det grundlagtes sprog er alle teoriernes sprog. Det er sandt, når det svarer til det, som det udtaler sig om, nemlig det grundlagte. Det taler om det, der er der i forvejen, og er korrekt i overensstemmelsen.
Myte skaber nyt. Noget nyt er nyt i kraft af, at det ikke findes i forvejen. Myte er derfor altid sand. Hvis fortællingen høres som noget, der handler om det, der er der i forvejen, kan den efterprøves. Måske viser den sig at være usand. Den er derfor blevet teori og er ikke myte. En teori kan være troværdig, eller den kan være utroværdig. Myten er hverken det ene eller det andet. Myten er trolig. Vedholdende, aldrig svigtende og ufortrødent lyder den i forkyndelsen for at skabe nyt, hvor den høres i tro, altså i identifikation og vedkendelse.
Kristendom er myte. Myte står ikke til diskussion. Diskuteres den, er den blevet til teori eller litteratur. Myte er ord, uden afsender, andet end ordet selv, der netop derfor i myten kaldes Gud (” ... og ordet var Gud”), men med adresse, nemlig den enkelte.
Den er som et brev, jeg modtog som ung mand. Der var ingen afsender. Hun troede nok, jeg vidste, hvem hun var, men det gjorde jeg ikke. Det er stadig en gåde, for jeg kunne ikke svare hende. Hvem var hun? Jeg ved det ikke. Hun gav sig aldrig yderligere til kende, men hendes kærlighedserklæring løftede mit liv op på et andet niveau. Hun gjorde mig forelsket i en person, jeg ikke kendte uden for brevet, den person nemlig, hun var i brevet.
Sådan er det med den kristne myte. Den er, som Søren Kierkegaard sagde det om Bibelen, som at høre brevet fra den elskede.