Dagens Danmark er et veludviklet velfærdssamfund - ikke mindst takket være alle de store og små frivillige organisationers indsats for landets velfærd i over 200 år.
Århundreders socialpolitisk historie viser, hvordan frivillige organisationer har bidraget til at sætte dagsordenen, når det handler om at skabe bedre vilkår for udsatte og marginaliserende mennesker. Kirkens Korshær, Mødrehjælpen og Settlementet på Vesterbro er glimrende eksempler på dette.
Et moderne eksempel er foreningen Liva - Forening mod skadevirkninger af prostitution. Foreningen startede i 2011 det første center, LivaRehab, med økonomisk hjælp fra Københavns Kommune. LivaRehab har ydet støtte til over 300 kvinder og en håndfuld mænd. Siden da har LivaRehab søgt midler fra både det offentlige - især de relevante puljer fra Socialministeriet - og fra de private.
LivaRehabs erfaringer fra samarbejdet med det offentlige system er desværre meget sigende for mange frivillige sociale organisationers samarbejde med det offentlige system, nemlig at det bliver stadig vanskeligere at være med til at sætte en innovativ og kreativ dagsorden fra de frivillige sociale organisationers side.
Dette skyldes i princippet ikke ond vilje fra det politiske system, men det hænger primært sammen med, at der ved siden af den politiske demokratiske proces har udviklet sig et administrativt finansierings- og styringssystem, der i stedet for samspil yder et kvælende modspil til udviklingen af det sociale arbejde.
Vi ser således i disse år en tendens til, at økonomistyringen definerer udformningen af det sociale arbejdes metoder både i de offentlige institutioner og i de frivillige foreninger og organisationer. Op gennem 1980'erne og 1990'erne fik vi new public management (NPM), der handlede om nye former for ledelse og markedsgørelse især på social- og sundhedsområdet. Begreber som kontraktstyring, handleplaner, kompetenceudvikling og resultatløn blev mere og mere synlige.
NPM indebærer i princippet mistillid til de offentlige institutioner, fordi de ses som ineffektive. Den offentlige sektor opfattes som stor, træg, omkostningstung og ufleksibel med for svag ledelse. Alt dette hæmmer resultatorientering, omkostningsbevidsthed og omstillingsparathed.
NPM vil derfor gøre de offentlige institutioner billigere og mere effektive ved at øge konkurrence og markedsorientering gennem synlig professionel ledelse, eksplicitte mål for performance, effektiv ressourceudnyttelse og kontraktstyring.
Denne styringsform siger imidlertid ikke noget om, hvad den enkelte borger har ret og pligt til, men handler primært om, hvad der fører til størst mulig nytte for de mange. Den er med andre ord båret af en snæver nytteetik, der ikke har blik for det enkelte menneske. Borgerne bliver usynlige som individer under NPM.
Denne udvikling rammer selvfølgelig også de frivillige sociale organisationer. Systemet skelner ikke mellem den offentlige og den frivillige sektor og er som sådan farveblind over for den store metodemæssige og menneskelige forskel, der er på den offentlige og den frivillige indsats.
De frivillige sociale organisationer administreres på samme måde som offentlige forvaltninger og institutioner med det resultat, at forskellen i den metodemæssige og menneskelige indsats også er udsat for harmonisering og nivellering.
En konsekvens af NPM er således den meget udbredte evalueringsforskning, der forsyner politikere og embedsmænd med de målinger af performance, som er forudsætningen for effektiv ressourceudnyttelse. Inden for de seneste år har det udmøntet sig i en jagt på evidensbaseret viden, som i nogen grad samler politikere og administrative ledere i en bestræbelse på at opbygge sikker viden om, hvad der virker og ikke virker.
Det har ført til metodefiksering, og der bruges i disse år rigtig meget tid, økonomi og ressourcer på metodeudvikling og metodeudviklingsprojekter som svar på de problemer, der gang på gang konstateres: at vi ikke ved nok om, hvad der virker.
Målsætningen er at finde standardmetoder, der kan sikre gode resultater (kvalitet) i serviceproduktionen uafhængigt af individet, demografien, geografiske kontekster: Hvad der virker i Thisted, skal også kunne virke på Vesterbro!
Risikoen er i denne sammenhæng, at Socialministeriet og Socialstyrelsen bruger deres magt til at presse de frivillige organisationer og kommuner til at bruge de kontekstuafhængige metoder i deres arbejde, da de først og fremmest er optaget af øget serviceproduktion og effektivitet. Dermed er ikke sagt, at al metodeudvikling er uduelig. Pointen er blot, at der skal være tid, ressourcer og plads til at tage udgangspunkt i den relevante kontekst.
Vi får gang på gang at vide, at hvis vi blot får udviklet de rigtige faglige metoder, og hvis vi får tilvejebragt evidensbaseret viden om, hvad der virker og ikke virker, ja så kan vi også imødegå og afhjælpe problemerne i samfundet.
Den franske socialfilosof Emanuel Lévinas understreger i sit hovedværk: ”Totalitet og uendelighed” (Levinas 1996), at hvis vi udelukkende møder mennesker med vores begreber og metoderegler som kategorier eller problemtyper, der skal behandles efter bestemte principper, ja så handler vi totalitært eller umenneskeligt.
Han opfatter menneskelivet som uendeligt, og intet menneske passer ind i færdigsyede diagnoser, kategorier eller metoderegler. Totalitets- eller metodetilgangen tilstræber at få mennesker og menneskelige problemer til at fremstå som ”det samme” eller som noget velkendt, der kan løses med standardiserede metoder.
Vejen til kvalitet bør ikke være et spørgsmål om evidens og metode, men om, at lovgivning og metoder anvendes på en etisk og legitim måde over for borgerne. ”Noget for noget”-tænkningen, som de nye styringsidealer hviler på, er muligvis egnet til at udvikle effektiviteten i velfærdsproduktionen, men den er ikke egnet til at skabe social retfærdighed - hverken for borgere eller socialarbejdere som fagkyndige personer.
I civilsamfundet udvikles til stadighed nye frivillige organisationer, blandt andet fordi der er meget, der ikke virker i de offentlige institutioner på grund af bureaukrati og skrivebordsarbejde, hvor borgerne er usynlige. Men når selv de frivillige organisationer oplever bureaukratiet som en barriere og oplever, at deres arbejdstid med borgerne bliver stjålet fra dem for at opfylde systemets krav, så er der grund til at råbe vagt i gevær.
Hvis Foreningsdanmark skal overleve, er det vigtigt, at politikerne og ministerierne erkender situationens alvor og erstatter udgangspunktet for hele forvaltningssystemet med tillid i stedet for mistillid. Forvaltningsapparatet bør fungere som en støttende administrativ ramme for den til enhver tid nødvendige og mangfoldige metodeudvikling og ikke som nu stå i vejen for et stadig vigtigere menneskeligt relationsarbejde.
Der er brug for at diskutere, hvordan velfærdsstaten og dens institutioner kan humaniseres og dermed skabe et bedre liv for den enkelte. Økonomi og planlægning er naturligvis vigtige og nødvendige elementer i et velordnet samfund.
Det er imidlertid farligt, hvis sådanne normer bliver enerådende eller totalt dominerende og hermed koloniserer etiske og retlige hensyn til det enkelte menneske.
