Prøv avisen
Kronik

Fra højmesse til hverdagskirke

Jørgen Demant. Foto: Arkivfoto

Hverdagsgudstjenesten kommer ikke bare i anden række i forhold til søndagsgudstjenesten. Det er snarere omvendt. Derfor er det også vigtigt, at man på alle måder tager disse 'nye' hverdagsgudstjenester alvorligt. Som hjælp til hverdagsgudstjenesten udgives der nu en bønnebog med bønner til hverdagens gudstjenester

”For 25 år siden, da jeg blev organist ved kirken, brugte jeg det meste af ugen til at forberede mig til søndagsgudstjenesten. I dag er jeg hele ugen i gang med forskellige gudstjenester og har næsten ikke tid til at komme om søndagen.”

Sådan fortalte en organist for nylig. Søndagskirke er der, men hverdagskirken fylder mere og mere. Det er der mange grunde til. Mange steder står højmessen ikke som menneskers hvilepunkt. Samfundsindretningen har opløst søndagens stille ro til en travl dag med indkøb, familie- og vennetræf. Man finder tid og rum til sin gudsdyrkelse på andre dage end søndagen.

Søndagsgudstjenesten som det eksklusive sted med fastlagt liturgi har fundet et alternativ i hverdagsgudstjenestens forskellige og varierede gudstjenesteformer. Og endelig vidner udbredelsen af de mange hverdagsgudstjenester om, at gudstjeneste går man til, når man finder anledning til det i sit eget liv.

Der er mange, der begræder udviklingen fra søndagskirke til hverdagskirke. Nogle taler om søndagskirkens krise. Andre finder, at den gode arv med søndagsgudstjenesten som kirkelivets alfa og omega går tabt. Atter andre fortolker udviklingen som en form for rekatolisering af kirken.

Omvendt er der lige så mange, der hilser udviklingen velkommen. Den viser nemlig, at det med Gud og vor Herre ikke bare er noget, vi parkerer om søndagen, men at det angår vores hverdagsliv. Vi logger vores livshistorie på Guds historie, for de to historier er viklet ind i hinanden.

Nogle mener, at hverdagsgudstjenesten kommer folkereligiøsiteten i møde, idet den med forskellige teologiske udtryk og æstetiske former forsøger at give sprog til den religiøse længsel, som er i ethvert menneske. Og at hverdagsgudstjenesten blot udvider det religiøse sprog i forhold til søndagsgudstjenestens.

Hvorom alt er: hverdagsgudstjenesten kommer ikke bare i anden række i forhold til søndagsgudstjenesten. Det er snarere omvendt. Derfor er det også vigtigt, at man på alle måder tager disse 'nye' hverdagsgudstjenester alvorligt. Det vil sige, at menighed og præst sammen finder en ordentlig måde at udføre disse gudstjenester på. Som så meget andet i folkekirken vokser mange af disse gudstjenester op ”nedefra”. En præst, en organist, en sognemedhjælper, et menighedsrådsmedlem får en idé, og så begynder man i praksis at lave gudstjeneste.

Tænk blot på babysalmesangs-gudstjenesten eller spaghettigudstjenesten. Det begyndte ét sted, og inden man så sig om, så var de udbredt over hele landet. Praksis må have gode idéer udefra. Praksis må følges op af kirkelig og teologisk overvejelse over mål og med. For ligesom søndagsgudstjenesten har haft stor teologisk og kirkelig bevågenhed, sådan må man ikke holde sig tilbage i forhold til hverdagsgudstjenesten. For den er en lige så legitim og værdifuld gudstjeneste som højmessen søndag formiddag. Der er lige så meget gudsnærvær, lige så meget ånd, lige så meget trøst og velsignelse, lige så meget mening her som om søndagen.

Som hjælp til hverdagsgudstjenesten har FUV/forlaget Aros udgivet en bønnebog med bønner til hverdagens gudstjenester. Den er den tredje og sidste bog i en trilogi af nye bønner til folkekirken. Den første bog var en andagtsbog - ”Himlen i mine fodsåler”; den anden var kollekter til søndagens gudstjenester - ”Gudstjenestens bønner I”; og nu kommer sidste bind - ”Gudstjenestens bønner II”.

Her er bønner til dåbsgudstjenester, vielse og begravelse, kyndelmisse, valentinsdag, morgen- og aftensang, skumringsgudstjenester, skriftemål og plejehjemsgudstjenester. For bare at nævne nogle.

Hvorfor vil vi mennesker mandag til lørdag hen i kirken, kunne man spørge. Det vil vi, fordi vi trænger til at se vores livshistorie sammen med Guds historie.

Vi vil med vores forskellige oplevelser og erfaringer væves ind i Guds historie, så vi får mod, trøst og håb til at leve vores hverdagsliv. Lidt kort fortalt kan man sige, at vi i søndagsgudstjenesten tager udgangspunkt i Guds historie med os mennesker, mens vi i hverdagsgudstjenesten tager udgangspunkt i vores menneskelige erfaringer og lader dem gennemlyse af gudserfaringen, som den iscenesættes i gudstjenesten ved musik, salmesang, bøn og prædiken. Denne kollektbog er derfor disponeret efter grundlæggende livserfaringer: fødsel, kærlighed, almindelighed, arbejde, kamp, skrøbelighed.

Hvad er bønnens funktion i hverdagsgudstjenesten? Den er at stemme sindet til andagt. ”Andagt” er et gammelt ord, men det beskriver godt, hvad vi er kommet i kirke efter: Vi kommer af den ene eller anden grund til kirke - fordi vi skal fejre sølvbryllup, fordi vi har en pause i vores arbejde, fordi vi trænger til tilgivelse - og når vi træder ind over dørtærsklen er det for at få sat disse oplevelser i et gudsperspektiv.

Vi møder i kirken sprækker til evigheden, som kaster lys over vores hverdagserfaringer, og erfaringen får tros- og håbsretning. Kollekten er med til at skærpe opmærksomheden på gudsordets betydning for vores liv. Med gudsperspektivet - med Jesus-historiens fortælling - bliver vi opmuntret i vores glæde, aflastes vi fra at skulle klare alt i denne verden, får vi sat ord på vores skam.

Kollekten skal på den ene side sætte ord på, hvorfor vi kommer, og på den anden side spejle det fremmede ord, der gør, at vi går ud ad kirkedøren med en fornemmelse af, at det ikke er den samme dør, jeg kom ind ad. Kollekten skærper fornemmelsen for horisontforskydning.

Når sølvbryllupsparret kommer, skal de mærke og høre, at det bedste er endnu tilbage. I en af bønnebogens refleksionsbønner står der: ”Guldet er ikke bare det, der var, en forelskelse for længe siden, som nu er blevet sølv og grå stænk i håret ... En ældet hud og en mærket krop er skøn. De elskendes liv kan vokse med dagen, vokse sig stort, og fællesskabet med dig, tror og håber vi, vokser helt ind i en gylden himmel. Tak.” Højtiden og kærligheden vokser med dagen!

Vi har mange undskyldninger over for Gud og os selv. Men i frikvarteret fra hverdagens musetrappe må det være slut: ”Vi beder dig (Gud): Lyt ikke til vores bortforklaringer. / Men tag imod os som vi er, / som mennesker der ikke har din ydmyghed / men som trods alt kan falde på knæ for dig / og bekende at du er Kristus, / Gud fra evighed og til evighed.”

At komme i kirke er at blive aflastet fra den byrde, der lægges på skuldrene af os i det travle liv, hvor alt kommer an på en selv. Ved nadverbordet kan jeg få befrielsen ved bare at falde på knæ!

Hverdagens mennesker har meget, der berører dem, og derfor søger de hen i kirken for at møde Gud og sige tak eller græde. Men der skal også være et ord til os, når livs- og gudsfornemmelsen er langt væk, og vi mærker stor tomhed. Bønnebogen har derfor nyformuleret skriftemålet: ”Gud, det piner os, at vi ikke mærker alle / gaverne som en god tyngde i kroppen og som / ro og fred i hovedet. Vi skammer os over vores / utaknemmelighed og ved ikke hvad vi skal stille op / med den utilfredshed der langsomt æder sig gennem os.”

Hverdagsgudstjenesten er fyldt med børn, der tager deres forældre og bedsteforældre med i kirke. I bogen er der mange bønner til børnegudstjenester og optakt til flere: ”Gode Gud, / fuld af stjerneskud. / Tak for himmeltrøst / når vi snubler og har brug for trøst. / Du bøjer dig ned, / skænker sjælefred / til både ven og fjende / i dag og frem til tidens ende.”

En kollekt skal være livsnær, men må hele tiden holde narcissismen stangen. Kirken er stedet, hvor livs- og nærhedsprincippet udvides.