Det hellige og det brudte Halleluja

I morgen runder den canadiske rocksanger og poet Leonard Cohen 80 år. Han er stadig turné-aktiv, og et nyt album er efter sigende på trapperne. Dagens kronikør var 14 år, da han opdagede Cohen og blev slået omkuld af hans stærke sange og tekster, der er propfulde af bibelske og mytologiske referencer

"Cohen vil levere sine ord hudløse og ægte, uanset om det handler om det klareste lys eller det dybeste mørke," skriver dagens kronikør, Jacob Munk.
"Cohen vil levere sine ord hudløse og ægte, uanset om det handler om det klareste lys eller det dybeste mørke," skriver dagens kronikør, Jacob Munk.

Jeg er overbevist om, at alle mennesker finder én sanger, hvis stemme på en særlig måde bliver deres egen. En sanger, hvis tekster og tone formår at sætte ord på det store ukendte i sjælens urdyb, og hvis sange bliver bundet så uløseligt sammen med bestemte perioder eller begivenheder i vores liv, at stærke øjeblikke, vi ellers for længst havde glemt, ved lyden af denne stemme pludselig vender tilbage, lyslevende som stod vi stadig i dem.

En sådan sanger er Leonard Cohen for mig. Jeg husker stadig, hvordan jeg første gang opdagede den canadiske ordkunstner. Jeg var dengang omkring 14 år og befandt mig en dag efter skoletid nede hos den lokale vinylhandler.

Jeg havde længe søgt en kunstner, der kunne forene min glæde ved poesi og musik, men ingen sangskriver havde for alvor nået mig. Jeg havde i nogle år lyttet til ”The Freewheeling” Bob Dylan, men havde ikke fundet den lyriske intimitet, jeg søgte i Dylans tekster. Her stod jeg nu med Leonard Cohens debutalbum, der bærer den ydmyge og underspillede titel ”The Songs of Leonard Cohen” (1967), og vurderede, at det var værd at bruge mine sidste lommepenge på at give Cohen en chance.

Allerede coverets brug af den katolske Anima Sola, en kvinde i skærsilden, der bryder ud af sine lænker og kigger forhåbningsfuldt mod himlen, gjorde det klart, at det her ikke blot var endnu en af de ensidige og ideologisk fastlåste protestplader, som det vrimlede med i Cohens samtid.

Og sangene slog mig omkuld. Teksterne var personlige på et plan, jeg ikke før havde oplevet, fulde af bibelske og mytologiske referencer; og Cohens dybe, reciterende stemme gav dem lov til at træde helt frem i lydbilledet, kun suppleret af den klassiske flamencoinspirerede guitar og lejlighedsvise blide strygere. Her var, hvad jeg havde ledt efter. Og sådan har jeg det endnu cirka syv år senere.

Den 21. september runder Leonard 80 år, han er stadig aktivt turnerende, og efter fødselsdagen er der et nyt studiealbum i vente. Hvad det album har at byde på, må tiden vise, men indtil nu har Cohen ikke udgivet ét album, der ikke tåler at bære titel af et mesterværk; og igennem hele hans oeuvre går en rød tråd, der musikalsk og lyrisk binder pladerne sammen.

”The night comes on/ it's very calm/ I want to cross over/ I want to go home,” synger Cohen på karrierens muligvis største bedrift, det selvbiografiske og eksistentielle nummer ”Night Comes On” fra Various Positions (1984). Ligesom resten af albummet behandler nummeret spændingen mellem den religiøse erfaring og nødvendigheden af at forblive i verden. En spænding, der kendetegner hele Cohens værk, der elegant bevæger sig mellem inderlig bøn, gammeltestamentlige fortællinger og profan erotik.

På sit nyeste album ”Old Ideas” (2012) tager Cohen fat i billedet fra ”Night Comes On”, men nu med mindre længsel og med en større omfavnelse af sin egen forgængelighed og synger: ”I'm going home without my sorrow/ going home sometime tomorrow/ going home to where it's better than before”.

Dynamikken i Cohens tekster har fra starten været spændingen mellem kødet og ånden, mellem den faldne og politisk korrumperede menneskehed og den moralske lov, der suverænt er hævet over enhver regering. På ”Old Ideas” byder sangeren døden velkommen som løsningen på dette misforhold.

Samtidig er Cohens tekstunivers præget af, at det (tilsyneladende) profane og hellige bliver ført sammen igennem en poesi, der mere end noget andet leder tankerne mod den engelske digter John Donne (1572-1631): Det kan til tider være svært at læse ud af Donnes digtning, om han hylder den treenige Gud eller kvindekroppen, og hvor hans digte synes at være mest satiriske og erotiske, ligger de kristne motiver hele tiden under overfladen og komplicerer billedet og vice versa.

Det samme sker hos Cohen, blandt andet i hans i dag mest berømte nummer ”Hallelujah”: ”Remember when I moved in you/ and the holy dove was moving too”. David og Bathsheba optræder side om side med Samson og Delillah i en fortælling om kærlighed og menneskets fald. Ikke underligt, at der er lavet over 300 coverversioner af dette lyriske mesterværk.

Selvom kontinuiteten og sammenhængen i Cohens værk fra start til slut er beundringsværdig, har han også adskillige gange vist, at han ikke kan sættes i bås. Da ”I'm Your Man” udkom i 1988, var det både lydmæssigt og lyrisk en helt ny Cohen.

Religiøsiteten og erotikken var der endnu, men der var en fornyet interesse for det historiske og politiske landskab, der ikke var fremmed for Cohens tidlige plader, men som først nu blev et dominerende tema. Sange som ”Everybody Knows” og ”First We Take Manhattan” viste, at Cohen også formåede at bedrive samfundsskildringer, der var langt mindre partiske og ideologisk indsnævrede, end hvad mange af hans sangskriverkolleger havde frembragt igennem 1960'erne og 1970'erne.

Her blev der ikke givet simple svar på svære spørgsmål. I stedet er det den dystre erkendelse af menneskets syndighed, der kommer til udtryk i de mørke, men humoristiske skildringer af magtsyge og korrupte ledere såvel som oprørere. Albummets højdepunkt er utvivlsomt den smukke vals ”Take This Waltz”, hvor Cohen har ladet sig inspirere af den spanske ordmester Federico Garcia Lorcas (1898-1936) fremragende digt ”Pequeno Vals Viens”. Resultatet blev et album, der af mange blev betragtet som Cohens genfødsel som kunstner.

Stærkest af alle udgivelserne står dog det tredje studiealbum ”Songs of Love and Hate” (1971), Cohens absolut mørkeste plade, der kredser om temaer som depression, forladthed og forfald. Albummet er råt, hudløst ærligt og svært tilgængeligt, og det bliver derfor ofte overset, selv af dedikerede Cohen-tilhængere.

Dog har én enkelt sang, den melankolske og sublime ”Famous Blue Raincoat”, nået et bredere publikum og bliver hyppigt spillet til Cohens koncerter. Med sit tungsindige udtryk fungerer nummeret som et mikrokosmos for det samlede albums unikke evne til at fremstille menneskesindets kaos.

På den måde kan ”Songs of Love and Hate” siges at være rockens svar på en Wagner-opera - dramatisk og inderligt fra start til slut - og få, hvis nogen, formår at behandle så stærke følelser med samme kunstneriske integritet som Cohen.

Samtidig rummer Cohens karakter og sangskrivning mangeartede facetter: en dedikeret jøde med et uafklaret forhold til Jesus og den kristne tro, en buddhistisk munk igennem et årti, en kvindeelsker med et stærkt politisk engagement, der det ene øjeblik beder ”Show me the place where the Word became a man” og det næste øjeblik synger i kor med Bob Dylan og beat-poeten Allen Ginsberg ”Don't go home with your hard-on/ It will only drive you insane/ You can't shake it or break it with your motown/ You can't melt it down in the rain”.

Måske det netop er sangenes alsidighed, der gør, at Cohens musik for alvor kan være en livsledsager. Den kan tale ind i vores situation, uanset om vi befinder os i livets storm eller blot på en bar lørdag nat ved lukketid.

Men igennem alle livets uundgåelige og omskiftelige stadier lyder den samme bøn, der går igennem hele Cohens værk: ”If it be your will/ That a voice be true/ From this broken hill/ I will sing to you”. Cohen vil levere sine ord hudløse og ægte, uanset om det handler om det klareste lys eller det dybeste mørke.

Det hele har værdi. Eller for at sige det med hans egne ord: ”There's a blaze of light in every word/ It doesn't matter which you heard:/ The holy or the broken hallelujah”.