Kirkeledere i Irak bryder tusindårig fredstradition

Situationen for hundredtusindvis af flygtninge i Irak er nu så alvorlig, at de lokale kirkelige ledere frygter for kirkernes overlevelse i området på grund af Islamisk Stats fremmarch. For første gang i 1500 år opfordrer de kristne patriarker deres menigheder til at gribe til våben for at forsvare sig

For første gang i historien udsender patriarkerne for de fire gamle kirker en opfordring til at gribe til våben for at forsvare sig. Her en kristen iraker, der er på flugt fra Islamisk Stat, der beder i en kirke i Nordirak.
For første gang i historien udsender patriarkerne for de fire gamle kirker en opfordring til at gribe til våben for at forsvare sig. Her en kristen iraker, der er på flugt fra Islamisk Stat, der beder i en kirke i Nordirak. Foto: MOHAMED MESSARA

I august måned var jeg på besøg i byen Dohuk i den kurdiske del af Irak for at sikre nødhjælp til nogle af de tusindvis af kristne og yazidier, der er blevet drevet på flugt af Islamisk Stat de seneste måneder. FN anslår, at antallet af fordrevne i området hen over sommeren er steget til 670.000, men antallet kan reelt være langt større, da mange bor uden for FN systemets kontrol. Blandt de fordrevne er især shia-muslimer, turkmenere og yazidier, samt 150.000 kristne fra Nineveh-provinsen, hvor der har eksisteret kristne samfund i 1700 år.

Under mit besøg fik jeg lejlighed til at deltage i en historisk begivenhed i den kurdiske by Dohuk, hvor overhovederne for de fire gamle kirker i Irak for første gang nogensinde samlede medlemmerne af deres respektive kirkesamfund til en fællesgudstjeneste og debataften.

Formålet var at diskutere Islamisk Stats fremmarch og forfølgelse af de kristne. Men gudstjenesten skulle også vise sig at blive historisk af andre grunde. For første gang i historien udsendte patriarkerne for de kaldæiske, syrisk-katolske, assyriske og syrisk-ortodokse kirker nemlig en samlet opfordring til deres medlemmer om at gribe til våben for at forsvare sig.

Dermed har kirkelederne brudt med en tusindårig fredstradition i Irak. Men baggrunden er også usædvanlig desperat, for de kristne kirkers fortsatte overlevelse i området er i fare.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lederen af den syrisk-ortodoske kirke, patriark Ignatius Aphrem II, udtalte, at de kristne i århundreder har boet sammen med forskellige folkeslag og etniske grupper, og at man tidligere har gennemlevet voldelige perioder, men at forholdene denne gang er værre.

Patriarkerne er bekymrede for, at Islamisk Stat vil udrense alle kristne fra området, og at de ældgamle traditioner dermed vil forsvinde og dø, hvis de kristne skal leve i landflygtighed. Opfordringen til væbnet modstand skyldes altså, at kirkelederne ønsker, at de troende skal blive boende i de historiske kristne områder for at bevare den oprindelige kristne kultur.

Men for at opnå målsætningen om et samlet kristent forsvar, så anser kirkelederne det for tvingende nødvendigt, at de kristne irakere overkommer tidligere tiders politiske og religiøse splittelser, og at de politiske partier gør fælles front. Ignatius Aphrem II påpegede, at de kristne ikke har råd til at fortsætte med at tænke på sig selv som adskilte kirkesamfund, der kun har øje for deres egne interesser. De er nødt til at være ét.

De kristne står imidlertid i en meget sårbar position, da de udgør en stadig mindre minoritet i et Irak, hvor omkring to tredjedele af befolkningen er shiaer og cirka en tredjedel er sunni-muslimer. Og i modsætning til eksempelvis kurderne har de kristne irakere ikke deres egen provins eller deres egne militser, som kan gribe til våben og forsvare civilbefolkningen mod overgreb.

Derfor er de kristne irakere afhængige af støtte fra allierede i nærområdet, hvilket vil sige kurderne og den irakiske centralregering, samt fra internationalt hold. Kirkelederne har dog ikke stor tiltro til, at den shia-ledede irakiske centralregering vil formå at komme dem til undsætning. Selvom den irakiske hær både er langt mere talstærk og bedre bevæbnet end Islamisk Stat, er det i sommerens løb lykkedes for terrororganisationen at vinde kontrol med store territorier i Irak, fordi den irakiske hær i mange tilfælde udgøres af sunni-muslimer, som hverken har den store respekt eller sympati for den siddende regering.

Derfor afhænger de kristnes tilbagevenden til deres historiske hjemegne i høj grad af deres alliance med kurderne og med de vestlige magter. Umiddelbart har de irakiske kirkeledere dog ikke meget tilovers for Vestens hidtidige rolle i konflikten med Islamisk Stat. Under den historiske gudstjeneste i Dohuk påpegede patriarkerne således, at forfølgelsen af de kristne har fundet sted før, men at Vesten indtil videre ikke har ydet tilstrækkelig hjælp på trods af mediernes solide dokumentation af Islamisk Stats myrderier.

Patriarken Aphrem II rettede også en skarp kritik mod de vestlige magter. Han udtalte, at selvom Vesten kalder sig kristent, så er de vestlige lande i virkeligheden ikke interesserede i, hvad der hænder de kristne i Irak, da de kun bekymrer om de økonomiske konsekvenser af konflikten. Desuden hævdede han, at Obama kun ville gribe ind, hvis Islamisk Stat bragte amerikanske interesser i fare.

Lederen af den syrisk-ortodokse kirke sagde endvidere til de forsamlede, at de ikke skulle snyde sig selv ved at tro, at Amerika eller Storbritannien ville komme og forsvare dem. Ignatius Aphrem II påpegede, at kirkelederne fra konfliktens allerførste dag havde henvendt sig til USA og havde deltaget i møder med flere statsledere, ligesom de havde sendt en række breve til indflydelsesrige personer for at bede om hjælp og beskyttelse, så de kristne atter kunne vende hjem igen. Men hidtil uden det ønskede resultat.

Siden gudtjenesten i Dohuk har USA imidlertid optrappet bombningen af Islamisk Stats stillinger, men der er næppe tvivl om, at det er nødvendigt at sætte landtropper ind i Nineveh provinsen for at generobre de områder, som var beboet af shiaer, yazidier og kristne. Og efter 10 års meget bekostelig og upopulær krig i Irak, så ønsker hverken USA, Storbritannien eller andre lande at blive draget ind i endnu en landbaseret konflikt.

Trods de dystre udsigter for de kristne i Irak, så udtrykte patriarkerne for de fire gamle irakiske kirker håb om at finde en løsning for de tusindvis af fordrevne. Ifølge kirkelederne skal lederen af Kurdistan-regionen i Irak, Masoud Barzani, have meddelt, at kurderne vil hjælpe de kristne med at tilbageerobre de områder, som er under Islamisk Stats kontrol, men at de kristne samtidig er nødt til at beskytte sig selv, og at de må gøre det i samarbejde med det kurdiske lederskab.

Ignatius Aphrem II gav udtryk for, at de kristne har brug for beskyttelse på to måder: For det første fra det internationale samfund, og dernæst ved at de etablerer deres egne enheder til selvforsvar. Samtidig modsætter de irakiske kirkeledere sig initiativer fra Vesten, som skal lette migrationen for de kristne i Irak. Selvom de kristne på kort sigt kan få en bedre tilværelse med hensyn til frihed og levestandard, så mener patriarkerne, at de på længere sigt vil miste deres kultur og religion.

Imidlertid kan det have lange udsigter for de kristne at vende tilbage til deres hjem på Nineveh-sletten, og ifølge Ignatius Aphrem II har de kristne fordrevne stort set ikke modtaget noget af den bistand, der går til FN's lejre for internt fordrevne.

De irakiske kirkeledere retter derfor en international appel om øget nødhjælp og humanitær støtte til de fordrevne kristne familier i området, som skal forsøge at overleve vinteren i de kurdiske bjerge.