Det kan undre, hvor forholdsvis let bankerne er sluppet fra at stå til regnskab for deres ansvar for finanskrisen. Herhjemme har Margrethe Vestager (R) slået syv kors for sig, hver gang Tobinskatten har været på tale, og for nylig har vi hørt, hvordan Bagmandspolitiet har lagt de helt store sager i en syltekrukke med det resultat, at de sandsynligvis aldrig kommer op af den igen.
Det er i den forbindelse ikke uinteressant at se på, hvordan man i 1930'erne under depressionen i USA gik anderledes hårdt til finansverdenen. Det skyldtes først og fremmest, at USA i 1933 fik en ny demokratisk præsident, Franklin D. Roosevelt - en mand, der turde gå op imod den blinde tiltro til markedskræfternes frie spil og den hæmningsløse konkurrence.
Roosevelt var ingen samfundsomvælter, men han drømte om en kapitalisme med et menneskeligt ansigt, et samfund med mere stat og mindre ulighed. I disse nyliberalistiske tider kan der være god grund til at fokusere på Roosevelt og New Deal-politikken og på, hvordan man dengang håndterede bankkrisen.
Allerede i sin indsættelsestale den 4. marts 1933 indvarslede Roosevelt en ny kurs (New Deal) for Amerika og betonede, at krisen ikke var skæbnebestemt, men fremkaldt af en forkert fordeling af verdens goder, af politikere uden visioner og en skrupelløs finansverden i blind jagt på profit.
Og hans retorik kunne få næsten bibelsk patos, når han talte om sidstnævnte: ”Valutahandlerne er flygtet fra deres højsæder i vor civilisations tempel. Det er op til os at give dette tempel dets gamle værdighed tilbage.”
Roosevelt havde kun lige akkurat sat sig til rette i Det Hvide Hus, da han proklamerede ”Bank Holiday”. Den varede fra den 6. til den 13. marts og betød reelt, at al finansiel virksomhed i hele USA var lukket ned i en uge. Nu skulle der ryddes op og fårene skilles fra bukkene.
Folk havde længe stået i lange køer for at trække deres penge ud af bankerne, og nu gjaldt det om at genskabe tilliden. Den amerikanske forbunds- og centralbank fik tilladelse til at trykke nye penge, der ikke var baseret på hverken guld eller sølvværdien, men på aktiverne i de banker, der hørte ind under centralbanksystemet. Det gjorde det muligt at få genåbnet en lang række banker og reorganiseret andre. For at drive bankvirksomhed skulle banken fremover godkendes af forbundsbanken i Washing-ton.
Den 12. marts, dagen før de godkendte banker genåbnede, gik Roosevelt selv i æteren og holdt sin første ”kaminpassiar” i radioen søndag aften, hvor familierne var samlet. Nøgternt og sagligt og med den nærhed, som mediet tilbyder, forklarede han, hvordan bankvæsenet fungerer, og hvad forbundsregeringen foretog sig for at imødegå krisen.
Selvom en tilbundsgående undersøgelse af bankerne naturligvis ikke kunne foretages på en uge, kunne han forsikre folk om, at deres penge i en af de genåbnede banker var sikrere end under madrassen. Og dagen efter var der igen lange køer uden for bankerne, nu af mennesker, der ville sætte de penge ind igen, som de kort forinden havde taget ud.
Med disse initiativer var bankkrisen langtfra løst, men Roosevelt fik hurtigt vedtaget en række love, der regulerede bankverdenen, gjorde aktie- og obligationsmarkedet mere gennemsigtigt og garanterede småsparere mod tab. Vigtigst var The Glass-Steagall Banking Act (1933), som satte vandtætte skodder mellem almindelig konservativ bankforretning og investeringsvirksomhed.
Når Roosevelt kunne gå så radikalt til værks over for bankerne, skyldtes det, at han henholdt sig til en gammel lov fra 1917, ”Trading with the Enemy Act”, oprindeligt beregnet på at forhindre amerikanerne i at handle med fjenden under Første Verdenskrig. Denne lov gav præsidenten næsten diktatorisk magt, men var som sagt beregnet på krigstid.
Roosevelt udvidede loven, så den kom til at gælde også andre nationale nødsituationer og gav præsidenten en ikke uproblematisk adkomst til at erklære landet i undtagelsestilstand og til at regulere eller forbyde alle monetære transaktioner og overførsler. Loven i sin udvidede form gav ham mulighed for så at sige at erklære krisen krig. Man har rammende sagt, at Wall Street under Roosevelt flyttede til Washington, en flytning, der var særdeles kontroversiel i et land, der i den grad hyldede den individuelle frihed og det private initiativ.
Folkelig opbakning til sine reguleringer af bankvæsenet fik Roosevelt i de offentlige høringer af førende bank- og finansfolk, der med præsidentens velsignelse og trods protester fra Wall Street fra april 1933 og frem til begyndelsen af maj 1934 blev ledet af New York-advokaten Ferdinand Pecora.
Fra sin tid som offentlig anklager var Pecora kendt som en mester i krydsforhørets kunst og en mand, der hverken skånede de rige eller de magtfulde. Som søn af fattige italienske indvandrere var han lavt placeret på den sociale skala og blev på forhånd betragtet nedladende af Wall Streets klientel. Men piben fik snart en anden lyd.
De 10 dages høringer af Charles Mitchell, lederen af National City Bank og datterselskabet National City Company, blev fulgt intenst af både presse og radio. Mitchell gik under navnet Sunshine Charlie og stod i folks bevidsthed som opfyldelsen af den amerikanske drøm. Manden, der havde arbejdet sig op fra ingenting og var endt som leder af landets mest magtfulde bank og største investeringsselskab.
National City Bank havde specialiseret sig i at sælge værdipapirer til den voksende middelklasse og førte en særdeles aggressiv salgspolitik. Sælgere stod på lur efter kunder uden for natklubber, biografer, sportshaller og indkøbscentre og blev belønnet med store bonusser, hvis de solgte godt. Gik salget skidt, blev karrieren i banken kort. Op gennem 1920'erne gik det strygende. Folk købte aktier, som man købte kaffe og sæbepulver, men da boblen brast, stod de tilbage med værdiløse papirer, mens Mitchell blev rigere og rigere.
Mitchell ankom sejrssikker til høringerne, omgivet af en stab af superjurister, men efterhånden som sagen skred frem, stod han til sidst moralsk klædt af til skindet gennem afsløringerne af bankens aktie- og kursmanipulationer, insider-handeler, dårlige lån til latinamerikanske lande og særdeles risikable investeringer.
Der var ikke meget sunshine over Mitchell, da han forlod senatsbygningen efter høringerne. Han trak sig fra City Bank og blev sigtet for skattesvig, men ikke dømt, selvom han i to år ikke havde betalt indkomstskat.
Pecora fik med sine høringer, der byggede på grundig research og knivskarp analyse, ristet Wall Street over en sagte ild og med al tydelighed modbevist J.P. Morgan Juniors letfærdige påstand om, at den private bankinvestor var et aktiv for nationen og ikke en national katastrofe, og at krisen kun skyldtes nogle få brodne kar.
Wall Street havde udviklet sig til en stat i staten og en trussel mod demokratiet. Bag de imposante bankfacader herskede jungleloven. Intet middel blev skyet for personlig berigelse, og da krakket kom, havde de største banker skaffet sig af med deres værdiløse aktier ved at sælge dem til deres egne kunder.
Over hele landet fulgte man Pecora-høringerne, og tusindvis af mennesker, der havde mistet alt, hvad de ejede, fik et sted at rette deres vrede hen. ”Gangsters” blev i den offentlige bevidsthed suppleret med ”Banksters”.
I 1939 udgav Pecora sin Wall Street Under Oath, der dokumenterede bankernes store ansvar for den ulykke, der ramte verden med krakket på New York-børsen i 1929. Fem år efter høringerne oplevede han, hvordan Wall Street allerede var i fuld gang med at fremstille sig selv som offer for nogle ganske fås excesser og med at pege på, hvordan den forhadte regulering tog kvælertag på landets velstand. Derfor var det på høje tid, mente han, at minde folk om, hvad Wall Street var, før Onkel Sam placerede en politibetjent på hjørnet.
Hukommelsen er kort, og 1930'ernes krise blev ikke den sidste. I 1999 ophævede Bill Clinton den vigtige Glass-Steagall Banking Act, hvad mange eksperter mener, bar ved til den krise, vi oplever i dag. Der er mere end nogensinde brug for politibetjente.