I dag er omkring 78 procent af den danske befolkning medlem af folkekirken. Debatten om et ritual til brug ved vielse af homoseksuelle og den senere indførelse heraf har fået mange til at melde sig ud i løbet af de seneste år - fortalere såvel som modstandere af ritualet.
Polemikken omkring ritualet har imidlertid lagt sig, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af udmeldelser nu er tilbage på det mere stabile leje fra før, debatten begyndte at rase.
Skulle det ske, at medlemstallet falder til under 50 procent, vil det nødvendiggøre en revidering af Grundloven, da dennes paragraf 4 fastslår, at statsstøtten afhænger af, at folkekirken er folkets kirke i den forstand, at flertallet af befolkningen er medlem.
Dette scenarie er unægtelig usandsynligt. Ikke desto mindre er der god grund til allerede nu at tage debatten om, hvorvidt der bør foretages en revision af Grundloven, der gør op med folkekirkens særstatus.
Det er en almindelig opfattelse, at vi i Danmark har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Religionsfriheden er sikret af Grundlovens paragraf 67. Af alle trosretninger, der er repræsenteret i landet, er det dog kun den evangelisk-lutherske, der modtager direkte økonomisk, symbolsk og moralsk støtte fra staten.
Men hvad betyder denne særstatus nærmere bestemt for medlemmer såvel som ikke-medlemmer af folkekirken? En af de måder, hvorpå staten ifølge Grundloven er forpligtet til at støtte folkekirken, er med et økonomisk tilskud. Dette finansieres af skatter, som berører alle borgere, hvorimod kirkeskatten betales af folkekirkens medlemmer alene. Kirkeskatten er altså frivillig, da det står enhver frit for at melde sig ud af folkekirken. Dog er enhver, der betaler skat til den danske stat, tvunget til at bidrage til den evangelisk-lutherske kirkes opretholdelse gennem de almindelige skatter.
Kirkeskatten betragtes juridisk som et direkte, personligt og dermed frivilligt bidrag, mens statens bidrag betragtes som et indirekte og dermed ikke personligt eller frivilligt bidrag. At der rent juridisk skelnes på denne måde ændrer dog ikke på, at der står personer bag den skat, der først indsamles og dernæst viderefordeles til forskellige formål.
Her kan man indvende, at det er et grundvilkår i et velfærdssamfund at betale skat til formål, man ikke nødvendigvis selv benytter sig af eller på anden måde får glæde af, såsom kontanthjælp og kunststøtte. Og at hensynet til det fælles bedste i den forbindelse vejer tungere end ens personlige behov og sympatier.
Nogle finder det givetvis forkert eller krænkende, at de skal bidrage til andre menneskers kontanthjælp. Men det kan jo alligevel tænkes, at man selv kunne få brug for offentlige ydelser på et tidspunkt. Og man må spørge, om man med rimelighed kan betragte religion som et fælles bedste, der angår samtlige borgere.
Hvis vi taler om religion som fællesbetegnelse, så er svaret nej. For så glemmer vi de borgere, der er ateister. Taler vi om én specifik trosretning, så er svaret endnu mere nej. For den evangelisk-lutherske trosretning er blot én af mange, der er repræsenteret i Danmark.
Skulle den statslige kunststøtteordning i øvrigt svare til, hvordan støtteordningen til trossamfund er indrettet, så skulle kunststøtten hovedsagelig gå til én bestemt type kunster, således at eksempelvis haikudigtere eller mimekunstnere blev favoriseret.
Dette er som bekendt ikke tilfældet, man støtter kunsten som helhed. Men på religionsområdet gælder meget forskellige ordninger for folkekirken og de øvrige trossamfund. Førstnævnte modtager betydelig direkte støtte fra staten, mens medlemmer af andre trossamfund har mulighed for at opnå mere beskeden indirekte støtte.
Problemet er ikke, at man som borger i et velfærdssamfund betaler skat til formål, der ikke nødvendigvis kommer en selv til gode. Problemet er, at vi via de almindelige skatter bidrager til én trosretning og ikke til religioner og livsanskuelser generelt.
En løsning herpå kunne være, at man med inspiration fra Norge opretter en livssynspulje, fra hvilken trossamfund såvel som ikke-religiøse foreninger kan søge støtte. Denne løsning vil også svare på indvendingen, at religionsudøvelse ikke kan betragtes som et fælles bedste, fordi ikke alle mennesker er religiøse. Langt de fleste mennesker, hvis ikke alle, har derimod et livssyn.
Og nu til den symbolske/moralske støtte til folkekirken. Folketinget åbnes hvert år - også tirsdag i denne uge - med blandt andet afholdelsen af en gudstjeneste for parlamentets medlemmer. Men folketingsmedlemmernes deltagelse betyder jo ikke, at de bagefter debatterer og lovgiver med Bibelen i hånden, kan man indvende. Præcis, og eftersom man udsender signaler uden reelt indhold, er der desto større grund til ikke at afholde denne åbningsgudstjeneste. Simpelthen fordi den kan medføre en følelse af fremmedgørelse over for staten og regeringen for den del af befolkningen, der er tilhængere af andre trosretninger eller ikke-troende.
Som dansk statsborger tildeles man et pas, hvis første side viser en afbildning af den korsfæstede Jesus. Det vil sige, at man ude i verden, uden hensyn til ens livsanskuelse, præsenterer sig i sammenhæng med et kristent symbol. Og endnu et eksempel: Alle børn, der fødes i Danmark, skal registreres ved henvendelse til det lokale sogn, det vil sige enten til kirkekontoret eller sognepræsten.
Forestil dig, at du som nybagt forælder og tilflytter i et andet land skulle forbi den lokale imam eller rabbiner og ikke en neutral instans for at registrere dit barn, før det kunne få adgang til alt det, et CPR-nummer giver adgang til. Om et sådant møde opfattes som fremmedgørende og grænseoverskridende eller eksotisk afhænger vel af, om man er tilhænger af en anden religion eller ser stort på religion. Men vi må i hygge-”kristne” Danmark huske på, at en stor del af verdens befolkning mener noget med deres tro, og respektere dette.
På trods af det nære bånd mellem staten og folkekirken, er det en udbredt forestilling, at det danske samfund er sekulært, og at der skrides ind, hvis religion og politik blandes sammen. Men staten har indflydelse på folkekirken. I sommeren 2013 overtrumfede daværende kirkeminister Manu Sareen (R) biskoppen i Haderslev Stift i forbindelse med ansættelsen af en ny provst. Samme kirkeminister foreslog at indføre tidsbegrænset ansættelsesperiode for biskopper. Forslaget er p.t. på standby, men det væsentlige er, at muligheden for at lovgive og influere foreligger for kirkeministeren.
Jeg mener, at en religionsneutral stat ideelt set sikrer lige rettigheder for og lige anerkendelse af dens borgere. I et samfund, hvor religion står for sig selv som en mulighed, der kræver borgerens aktive tilvalg, er der moderat separation mellem stat og religion.
Det må følgelig være op til dem, der vælger en trosretning, at støtte denne økonomisk, moralsk og symbolsk, som man i øvrigt almindeligvis gør med de ting, man vælger til i sit liv: foreninger, organisationer, sportsklubber, kunst og kultur.
Et sekulært samfund er ikke nødvendigvis lig med et samfund uden plads til religion. Det er det amerikanske samfund, hvor både diversiteten af trosretninger og tilslutningen hertil er stor, et glimrende eksempel på.