Hvilken forskel gør 20 års udviklingarbejde i Afrika?

I dag for præcis 20 år siden gik Børnefonden ind i det lille vestafrikanske land Benin. Vores erfaringer herfra fortæller os en hel del om, at udvikling ikke kun er et spørgsmål om, hvor stor en pose penge man kommer med, men i høj grad også om, hvordan man griber sine aktiviteter og indsats an, skriver dagens kronikør

Bolette Christensen.
Bolette Christensen. Foto: Arkivfoto.

PERSPEKTIVET PÅ DANSK udviklingsbistand synes for tiden at nå nye endimmensionelle højder. Det, der kunne være en væsentlig og givtig diskussion om, hvad og hvordan vi skal gribe vores indsats for verdens fattigste an, er blevet skubbet helt ud i kulden af et ”hvor meget”.

Hvor meget-diskussion er for så vidt også væsentlig. Børnefonden ser principielt gerne, at bistanden er så høj som muligt, fordi behovet er massivt.

Når det er sagt, er debatten lige nu for fikseret på beløb. Det gør den gold og tom, fordi den netop ikke går ind i, hvilke behov udviklingslandene har, og hvordan Danmark bidrager bedst med løsninger i blandt andre Afrika, hvor Børnefonden arbejder. Den snak er der ellers mere brug for end længe, i en verden med ebola, massive konflikter og et akut udviklingsbehov.

I dag for præcis 20 år siden gik Børnefonden ind i det lille vestafrikanske land Benin. Vores erfaringer herfra fortæller os en hel del om, at udvikling ikke kun er et spørgsmål om, hvor stor en pose penge man kommer med, men i høj grad også om, hvordan man griber sine aktiviteter og indsats an.

For 20 år siden var Benin et lille fattigt land, som lige havde opnået demokratiske tilstande og en ny grundlov efter 20 år med et militærregime. Landet var gået fallit, og alt skulle bygges op på ny.

I 1994 kom få børn i skole, der var ikke blevet uddannet skolelærere, sundhedstilstanden var elendig, og børnehaver fandtes ikke uden for hovedstaden.

Og hvor tager man så lige fat, når behovet er så stort? Det spørgsmål stillede vi os selv i Børnefonden, og det samme bør politikere, NGO'er og organisationer gøre, når udviklingsarbejdet skal tilrettelægges her i år 2014, hvor behovet er massivt.

Børnefondens svar var, at det er nødvendigt at skabe et robust samfund. Og hvad indebærer det så? I mange år har for eksempel Danida været optaget af at støtte enkelte sektorer såsom uddannelse, sundhed, landbrug eller vand i de såkaldte sektorprogrammer. Men der er brug for at tænke hele vejen rundt for at undgå elementære problemer.

Et helt banalt eksempel; hvis Danmark udelukkende fokuserer på at få børn i skole, så mislykkes projektet, når børnene er syge og ikke kan møde op, fordi vi har fravalgt en sundhedsindsats. Tingene skal gå hånd i hånd.

Ebolasmitten i Vestafrika er et andet aktuelt eksempel. Ebola breder sig hastigt, fordi det er en smitsom virus. Men også, fordi befolkningerne mangler viden, fordi den generelle sundhedstilstand er dårlig, og på grund af, at sundhedssystemet i for eksempel Sierra Leone har 2,2 læger pr 100.000 indbyggere, mens det tilsvarende tal i Danmark hedder 340.

Pointen er, at udviklingspolitikken og -bistanden skal fokusere mere på en sammenhængende indsats. Børnefonden har på tyve år investeret 340 millioner kroner i Benin. Helt kort fortalt er pengene gået til de børn og de samfund, vi har engageret os i.

10.000 børn er blevet vejet, og 92 pct af alle børn er vaccineret. Det har medvirket til, at antallet af alvorligt fejlernærede er faldet fra 45 procent til 0,28 procent i de områder, vi har arbejdet. Børnefonden har boret 63 brønde, bygget 106 børnehaver og 925 klasseværelser, hvilket har været medvirkende til, at Benin nu lever op til FN's 2015 Mål om, at alle børn skal i skole.

Vores væsentligste læring af 20 års udviklingsarbejde i landet er, at en bæredygtig indsats tager tid. Det kræver et langt og sejt træk, hvis projekter i Afrika skal være bæredygtige og ikke briste som en boble, når NGO'er og andre hjælpeorganisationer trækker sig ud.

Når vi i Børnefonden ser på den danske udviklingspolitik, så slår det os, at Danmark måske har favnet - og fortsat vil favne - for bredt. Vi har ikke muskler og mandskab nok til at strække armene ud til alle i nød. Hvis den danske udviklingsindsats skal lykkes, må vi derfor fokusere på færre steder og en vedholdende indsats.

Det kræver tålmodighed. Det kræver samarbejde. Og det kræver en solid portion politisk enighed hen over skiftende regeringer at fastholde kursen.

Samarbejdet udfordres særligt nu, hvor katastroferne står i kø rundt om på kloden. Herhjemme rejser det som oftest en flygtningedebat, men det skaber også spørgsmål om, hvordan vi skal hjælpe. Nogle steder går Danmark ind med kampfly, andre steder med nødhjælpspakker og humanitær bistand. Fælles for de akutte katastrofer er, at de presser den langsigtede opbygningsindsats.

Danmark skal naturligvis hjælpe. Men pointen fra vores side er, at kriser ikke må sætte den langsigtede opbygning på pause. Så får vi aldrig løftet udviklingslandene op til at stå på egne ben. Et langt sejt træk virker desuden forebyggende på kriser, og robuste lokalsamfund er langt mere modstandsdygtige, hvis kriserne rammer.

I den sammenhæng kan man måske undre sig over timingen på Venstres forslag om at ville spare 2,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden. 2014 har været et år med alt for mange humanitære katastrofer, og derfor er der hårdt brug for alle midler.

Børnefonden har kunnet arbejde på den lange bane i flere afrikanske lande takket være private sponsormidler. Og det er nødvendigt, fordi forandringer ikke sker fra den ene dag til den anden i et land som Benin, hvor noget så almindeligt som at gå til lægen, når man er alvorligt syg, eller at ens børn får en fødselsattest, ikke er hverdag. Hvis Danmark laver en indsats i to, tre eller fem år, så kan man derfor godt vaccinere, veje børn eller undervise. Og måle en effekt af det, mens indsatsen står på. Men sandsynligheden for en varig effekt er tvivlsom.

I Benin kan Børnefonden nu rykke videre til nye områder, fordi lokale myndigheder og beboere på de 20 år har fået den helt afgørende og nødvendige viden, der skal bære projekterne videre. Med til historien hører naturligvis også, at vi har begået fejl. Børnefonden er ikke blevet verdensmester i udviklingsarbejde, selv om det måske kan lyde sådan.

Da vi rykkede ind i Benin, var det bogstaveligt talt nyt land for os. Og derfor tog det tid at komme i gang, og vi greb selvfølgelig ikke alting an på den perfekte måde fra begyndelsen.

Det er en uundgåelig del af at lave udviklingsarbejde i fattige lande, at man ikke har den mest effektive model fra dag et, hvilket skal tænkes med i forhold til den danske indsats. Udviklingsarbejde er fuldt af benspænd og forhindringer. Men der er heldigvis også mange succeshistorier og gode oplevelser.

Når Børnefonden i dag fejrer 20-årsjubilæum, bliver det med deltagelse af Benins statsoverhoved og en række NGO'er, lokale myndigheder og venner af Børnefonden. Det glæder mig meget, at så mange vil markere dagen med os, og at vi kan fejre i fællesskab, fordi fremskridtene i høj grad er skabt i et samarbejde.

I den forgangne uge modtog Børnefonden en donation på næsten 1.000 kroner fra en lokal afrikaner - stort set hele hans første månedsløn. Han har været en del af fondens program og har fået en uddannelse som landmåler. Han ville gerne vise sin taknemlighed og give andre børn nogle af de muligheder, han selv har haft. Og derfor skulle vi have mandens første løn.

Den slags historier samler jeg meget på, fordi de siger noget om, hvad vi i Danmark er med til at bygge op. Skulle jeg komme med et sidste ønske til Danmarks udviklingsarbejde, skulle det være at prioritere børnene og de unge højere.

Afrika har 200 millioner indbyggere mellem 15 og 24 år, og tallet vil være fordoblet i år 2045.

Det giver udfordringer. Men også muligheder med alt det talent, den energi og de ambitioner, der er blandt de yngste. Og måske kunne vi i Danmark understøtte de unge og deres håb bedre, end vi gør i dag.