Prøv avisen
Kronik

Tyrkiet - en falsk allieret?

Der er opnået enighed om at træne og udstyre anti-Assad-styrker, men USA har fortsat ikke fået tilladelse til at benytte Incirlik luftbasen i det sydlige Tyrkiet til sine togter mod IS, skriver dagens kronikør.

Tyrkiet prøver lige nu at genopleve forhandlingerne om EU-medlemskab, og det er hensigten at erstatte den negative opfattelse af Tyrkiet i den offentlige mening i Europa med ”en sund opfattelse”. Men Tyrkiets tvetydige signaler i kampen mod IS er ikke blevet overset i hverken den amerikanske eller den europæiske presse, skriver dagens kronikør

Hvad rager Kobani Tyrkiet? Det var netop det spørgsmål, Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan stillede sine tilhængere for et par uger siden, og svaret på spørgsmålet siger en hel del om Tyrkiets aktuelle situation.

Tyrkiet prøver nu at genopleve forhandlingerne om EU-medlemskab og har som led i den kampagne udviklet en ny kommunikationsstrategi. Hensigten er at erstatte den negative opfattelse af Tyrkiet i den offentlige mening i Europa med ”en sund opfattelse” både i indflydelsesrige lande og i lande, som er mindre positivt indstillet over for udsigten til tyrkisk medlemskab.

På baggrund af den sidste tids omtale af Tyrkiets rolle i slaget ved Kobani kan man kun sige, det bliver en kamp op ad bakke.

Protesterne på Tiananmen-pladsen i Beijing i 1989 huskes på grund af et ikonisk billede af en ung mand, der stiller sig i vejen for en kolonne af kampvogne. Nu har hele verden set på tv en række tyrkiske kampvogne, der observerer fra en bakketop, mens Kobane på den anden side af grænsen bliver bombarderet af IS (Islamisk Stat).

På grund af 49 gidsler tilbageholdt af IS afslog Tyrkiet i september at skrive under på Jeddah-erklæringen, hvorved flere arabiske lande gik med i den amerikansk-ledede koalition mod IS. Gidselsituationen er blevet løst, formentlig med en fangeudveksling, men Tyrkiet nægter fortsat at deltage aktivt i koalitionen.

I stedet for insisterer den tyrkiske regering på, at Assads fjernelse bør være hovedformålet, og samtidig at der bør oprettes en flyveforbudszone samt en sikkerhedszone i Syrien.

Der er opnået enighed om at træne og udstyre anti-Assad-styrker, men USA har fortsat ikke fået tilladelse til at benytte Incirlik luftbasen i det sydlige Tyrkiet til sine togter mod IS.

Både den amerikanske og den europæiske presse har været skarpt fordømmende. Wall Street Journal har opfordret USA til at finde en bedre regional allieret til at bekæmpe IS (Islamisk Stat), New York Times skriver om USAs bestyrtelse over Tyrkiets passivitet, og Washington Post udtrykker den amerikanske administrations voksende utilfredshed. Til gengæld har præsident Erdogan beskyldt New York Times for at stå bag en smædekampagne på grund af en artikel, der beskriver hvordan IS rekrutterer i et fattigkvarter i Ankara.

I Storbritannien advarer The Independent om, at Kobanis fald kan forvolde et uigenkaldeligt brud mellem tyrkere og tyrkiske kurdere, og Financial Times opfordrer Tyrkiet til at tage stilling. Den franske dagspresse har ikke lagt fingrene imellem. Le Monde beskylder Erdogan for at udøve en form for afpresning ved at nægte at spille en effektiv rolle i kampen mod IS, så længe USA ikke deltager i Tyrkiets kamp mod regimet i Damaskus.

I Le Figaro erklærer klummeskribenten Ivan Rioufol, at Tyrkiets Erdogan er ”en falsk allieret”, som opfører sig mere og mere som en allieret af den totalitære IS. Den franske intellektuelle Bernard-Henri Lévy har i New Republic sammenlignet Kobanis ødelæggelse med ødelæggelsen af Guernica, Coventry, Stalingrad, Sarajevo, Grozny og Aleppo. Han tilføjer: ”Det er for Tyrkiet, at klokkerne ringer i Kobane.”

Ydermere skriver han, at ”kampen mod Daesh (IS) er sandhedens øjeblik, det er nu eller aldrig for alliancerne og det kollektive sikkerhedssytem, der blev oprettet i regionen i kølvandet på Anden Verdenskrig, et system, hvor Tyrkiet ikke bare er et almindeligt medlem, da det blev dets østlige søjle, da det blev medlem af NATO i 1952”. Lévy konkluderer: ”Her, ligesom ved belejringen af Madrid, må verden erklære: 'De kommer ikke igennem.'”

Tyrkiets afvisning af at blande sig har afstedkommet voldsomme demonstrationer fra dets kurdiske befokning, som truer Erdogans højt besungne fredsproces. Samtidig har Erdogans ligestilling af PKK (Kurdistans Arbejderparti) med IS som en terrorbevægelse skabt yderlige vrede blandt Tyrkiets kurdere, og nu har Erdogan sidestillet PKK's sidestykke i Syrien PYD (Det Demokratiske Unionsparti) med PKK. Imidlertid har Washington erklæret, at ifølge amerikansk lovgivning er PYD ikke en terrorbevægelse og fortjener derfor støtte.

Desuden har et højtstående medlem af Tyrkiets regerende AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) fortalt BBC's Tyrkiet-korrespondent, at fredsprocessen er tæt på sammenbrud, hvilket vil føre landet ud i kaos.

Efter et foredrag på Harvard Kennedy School kom USA's vicepræsident Joe Biden i et svar på et spørgsmål til at sige, at USA's største problem i Syrien var deres allierede, som var så opsat på at fjerne Assad og føre en proxy sunni-shia-krig, at de hældte millioner af dollars og tonsvis af våben i hænderne på alle og enhver, der ville kæmpe mod Assad. Bortset fra, at de folk, der fik forsyningerne, var al-Nusra og al-Qaeda og yderliggående jihadister fra hele verden.

Erdogan var rasende, men da Biden kom med en undskyldning pointerede Biden, at hverken Tyrkiet eller andre allierede i regionen ”med vilje” havde forsynet eller bidraget til Islamisk Stats fremgang eller andre voldelige ekstremister i Syrien.

Tidligere US-ambassadør Francis Ricciardone har også erklæret, at tyrkerne havde samarbejdet med yderligere islamistiske grupper som Jabhat al-Nusra, som er tilknyttet al-Qaeda. Disse og andre beviser står i klar modsætning til Erdogans påstand om, at ”vi aldrig har hjulpet nogen terrorbevægelse på nogen måde. Der er ingen, der nogensinde kan bevise det. Ingen udenlandsk kriger er kommet til Syrien igennem vores land.”

Det er nu anslået, at cirka 12.000 udlændinge er rejst til Syrien og Irak for at melde sig til IS, hvilket får Davutoglus påstand om, at ”vi ikke kan standse turisme i Tyrkiet”, til at se latterlig ud, medmindre der selvfølgelig er tale om jihad-turisme.

Samtidig må det understreges, at Tyrkiet er blevet overvældet af halvanden millioner syriske flygtninge, hvoraf 180.000 for nylig er flygtet fra Kobani. Tyrkiet har kun modtaget 37 procent af den assistance, landet har bedt om, og ud af tre og en halv milliarder dollars, som er blevet brugt på krisen i Syrien i de sidste tre et halvt år, er mindre end 300 millioner dollars blevet tildelt Tyrkiet.

IS har etableret et netværk i adskillige tyrkiske byer ud over Istanbul og Ankara, hvor den bruger islamiske foreninger til at rekruttere, hvilket gør Tyrkiet og især turistindustrien sårbar. Et forsøg fra IS på at kidnappe en syrisk modstandsleder og hans søn i Urfa, en tyrkisk by tæt ved den syriske grænse, viser, hvor sårbart Tyrkiet egentlig er med sin 900 kilometer lange grænse til Syrien.

Slagets gang er ved at vende sig til fordel for Kobanis forsvarere efter nogle nøje koordinerede angreb fra amerikanske fly på IS. USA har også vist sin utålmodighed med Tyrkiets nølen ved at droppe forsyninger af medicin, våben og ammunition til kurderne i Kobane, og det har tvunget Tyrkiet til at åbne en korridor for kurdiske peshmerga fra Nordirak, så de kan komme Kobane til undsætning.

Tyrkiets renommé har fået endnu et tilbageslag, da Tyrkiet har tabt kampen i FN om en plads som ikke-permanent medlem af Sikkerhedsrådet til Spanien med 60 stemmer mod Spaniens 132. I forvejen er Tyrkiets økonomi sårbar på grund af landets afhængighed af udenlandsk investering til at dække betalingsbalanceunderskuddet, og det frygtes, at den aktuelle situation kan forstærke investorflugten.

Men præsident Erdogan fortsætter ufortrødent og fejrer Republikkens Dag den 29. oktober i et nyt palads, som har kostet en milliard tyrkiske lira (lidt over to en halv milliarder kroner). Paladset i Ankara, som er døbt ”Det Hvide Palads”, er blandt verdens største og er ment som et monument over Erdogans regeringstid. Men hvis udviklingen vender, kan det - ligesom Ceausescus palads i Bukarest - ende som en skamstøtte.