Religionskrig i frisindets navn og til vækkelsens gavn

Studenterkredsen skal bidrage til en generobring af traditionen gennem frisindet religionskrig - tidligere kaldet saglig ufordragelighed. Den skal bidrage til bekæmpelsen af den omsiggribende dannelsesforarmelse og modvirke åndelig dovenskab. Det skal gøres gennem alt andet end den nuværende kirkes og skoles knæfald for laveste fællesnævner

Rasmus Vangshardt er stud.mag., redaktør og bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen København.
Rasmus Vangshardt er stud.mag., redaktør og bestyrelsesmedlem i Studenterkredsen København. Foto: Arkivfoto.

HVAD VIL I? Spørgsmålet er i den senere tid blevet stillet mig flere gange i min egenskab af mangeårigt medlem af Studenterkredsens bestyrelse i København, efter at vi er blevet tildelt mere opmærksomhed i medierne, end det de seneste mange år har været tilfældet.

Det skyldes formentlig dels udgivelsen af et festskrift til Studenterkredsens 125-årsjubilæum og genopstandelsen af Studenterkredsens tidsskrift, dels det faktum, at flere af os er ret aktive under eget mærke i tidsskrifter som Tidehverv, Dansk Kirketidende, Nyt Babel, Critique og Baggrund.com.

Disse ting har som nævnt medført dette ”Hvad vil I?”. Man fristes omgående til at svare, som Søren Krarup engang gjorde det på samme spørgsmål angående Tidehverv: ikke en skid.

Men efter den første irritation over denne evige antagelse om enhedsfronter - som om vi ikke skulle være i stand til at samle os om foredrag, bajere, venskaber og kærlighed uden at dele politiske og moralske holdninger til dette og hint - er jeg alligevel kommet til den konklusion, at der nok godt kan siges lidt mere.

Jeg vil på ingen måde bidrage til denne skadelige tro på den nævnte enhedsfront, men jeg vil gerne prøve at sige noget om, hvad jeg synes, Studenterkredsen skal være. Jeg understreger, at hver må svare for sig, og jeg repræsenterer ikke andre end mig selv. Efter min mening kan man faktisk svare modsat Krarups ellers herlige gamle ord om Tidehverv, når man spørger, hvad Studenterkredsen skal. For vi skal vække.

Vi skal arrangere bunker af foredrag, vi skal selv holde foredrag for hinanden og de voksne, vi skal drikke den halve nat, vi skal rejse Europa tyndt, vi skal lave bøger sammen, og vi skal vigtigst af alt forsøge at ”slagte” både foredragsholdere og hinanden, som man yndede at sige det i ældre dage i københavnerkredsen. Og vi skal gøre det i frisindets navn og til vækkelsens gavn.

VI SKUER LIGE IND I FJÆSET på den totale dannelsesforarmelse, især på universitetet. Enhver, der har øjne til at se, vil kunne konstatere det på mindst to niveauer. Dels er de studerende som regel dybt uvidende om grundlæggende emner som dansk og europæisk historie, litteraturens og den øvrige kunsthistories kanon for slet ikke at tale om kristendommen.

Det kunne man kalde kundskabernes dannelsesforarmelse. Men også på et andet plan er den helt gal, for endnu en fatal brist lider så mange fra vores generation af: det manglende frisind. Det er noget ganske andet end tolerance, der som bekendt kun rækker, indtil man bliver uenig.

Frisind er - Studenterkreds-agtigt formuleret - at vi humper åndeligt blødende ud af stuerne i Vartov, fordi den totale religionskrig har stået på i tre timer, men derefter går ned på baren for enten at lappe hinanden sammen eller for at kaste salt i de åbne sår. Men vi gør det sammen, og det sker i det grundlæggende ligeværd, der véd, at hvor uenige vi end er, politisk, moralsk eller religiøst, så er frisind, at dét ikke skal skille os. At vi kan være venner, selvom vi råber ad hinanden. Til dette frisind skal Studenterkredsen vække, for så mange jævnaldrende har aldrig oplevet det.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at det altid lykkes, og det skræmmer selvfølgelig dusinvis af nye studenter væk efter et besøg i Studenterkredsen, når det gør, og det er aldeles, som det skal være. Vi skal ikke være bange for vores egen skygge, fordi alle andre omkring os har glemt frisindet. Vi skal fortsætte, fordi vi ikke altid selv har glemt det. Der skal ikke være plads til de lunkne, hvis vores mål er, at vi skal være et sted, hvor disse to dele af den totale dannelsesforarmelse modvirkes. Vi hverken kan eller skal være for alle, men målet må være at vække dem, der bærer kimen i sig.

Derfor kunne man sige, at det, jeg vil, at ”vi” skal ville, er at modvirke det lefleri, som både skolen og kirken så skammeligt bedriver i disse tider. Dannelsesforarmelsen spreder sig ikke kun nedad gennem de nye generationer, men så sandelig også opad til de ældre.

I folkekirken møder man oftest den totale desperation efter at give pøbelen det, man tror, den ønsker, men så dumme er folk ikke. De fornemmer jo omgående, at det er desperationen, der lurer, når kirker bygger udendørs klatrevægge på kirketårne, eller når den unge kvindelige præst nærmest tårevædet lytter til de unge konfirmanders selvskrevne trosbekendelser i en stopfyldt kirke af ligeglade gæster.

Det samme gælder inden for universitetet, hvor der dyrkes en slags proaktiv fremmedgørelse af traditionen til fordel for moderne pjat. ”Da dette er et teoritungt fag, er der ingen dumme spørgsmål,” sagde min underviser leflende, sidst jeg havde et kursus på Københavns Universitet. Selvom udsagnet er idiotien selv inkarneret - det giver jo sig selv, at der gives dumme spørgsmål på universitetsniveau - synes alle, at han er sød, og når en anden underviser påpeger, at man skal kunne sin Schiller ”for at vide noget som helst om litteraturvidenskab”, vender folk det hvide af øjnene ud. For hvorfor ikke bare læse det nyeste stykke ligegyldighed i form af en grundbog om Foucault eller Habermas?

Det, der er brug for, er det gamle ad fontes - til kilderne. Vi skal generobre fortroligheden med traditionen og dens kanon, og Studenterkredsen er et sted, der indimellem bidrager dertil, politiske sympatier desuagtet. Der er brug for en åndsaristokratisme, som anerkender, at ånd ikke er demokratisk, og at det er traditionen, der leverer kriterierne for stor tænkning. Af denne grund er der brug for en ny alliance mellem de kulturkonservative og den kosmopolitiske humanisme.

Idéhistorisk set kunne man kalde det en alliance mellem konservative H.G. Gadamer og humanisten Stefan Zweig. Det, de har tilfælles, er troen på, at ånd ikke er noget, man kan stemme om, og at den er dybt hierarkisk i den forstand, at man kun kan nå den ved at gå i mesterlære hos dem, der gik før en selv på både livets og åndens landevej. Der er for dem begge forskel på godt og skidt, og det er traditionen, der leverer kriterierne.

KLASSIKERNE ER den naturlige samtalepartner og det konstitutive pejlemærke. Derfor skal de tilegnes, før man selv kan lave kritik for slet ikke at tale om at kunne indleve sig i åndshistoriens væsen. Naturligvis en kontroversiel alliance, men tiderne skifter med tider, livet er et kampliv, og når opgørene i historiens løb skifter front, får vi nye venner.

I den selvbiografiske roman ”Verden af i går” indvier Stefan Zweig os på stolteste vis i, hvordan man dengang overlegent ignorerede pensum og kun viste sig to gange på universitetet i løbet af et semester: når man skulle indskrive sig, og når man skulle til eksamen. Diverse pensa var ganske enkelt unødvendige gener i Zweigs wienersegment, for det var en selvfølge at de læste Homer, Goethe og Balzac. Og hvorfor skulle tilfældige pensa så prøve at diktere, i hvilken rækkefølge den personlige dannelse skete?

På sin vis en fortidens opsang til nutidens studerende: Glem de smålige og forkælede brokkerier over manglede undervisning og mærkværdige pensa - vend næsen fra skyerne og ned i bøgerne. Og slå så i øvrigt ørerne ud.

Studenterkredsen skal efter min mening bidrage til en generobring af traditionen gennem frisindet religionskrig, tidligere også kaldet saglig ufordragelighed. Det er at bidrage til bekæmpelsen af bemeldte dannelsesforarmelse. Vi skal modvirke åndelig dovenskab, og vi skal gøre det gennem alt andet end den nuværende kirkes og skoles knæfald for laveste fællesnævner. Til vækkelsens gavn.