Spillet om Tyskland

Hvis Gorbatjov var kørt rundt med panservogne ved Checkpoint Charlie, ville hardlinerne i Østberlin straks have lukket Muren igen. Sådan har Helmut Kohl formuleret det. Heldigvis gik det anderledes, men ifølge Kohl var forklaringen ikke Gorbatjovs respekt for østtyskernes frihedsrettigheder, men snarere, at Sovjetunionens økonomi var så svag

Der er meget at fejre på 25-årsdagen for Berlinmurens fald - lige fra de modige demonstranter over grænsevagten Harald Jäger til politikere, der holdt hovedet koldt, skriver Lykke Friis, prorektor for Københavns Universitet.
Der er meget at fejre på 25-årsdagen for Berlinmurens fald - lige fra de modige demonstranter over grænsevagten Harald Jäger til politikere, der holdt hovedet koldt, skriver Lykke Friis, prorektor for Københavns Universitet. Foto: Betina Garcia.

SOM OPTAKT TIL 25-ÅRSJUBILÆET for Berlinmurens fald har Peer Sylvester og Richard Sivél udviklet et brætspil (”Wir sind das Volk”), hvor historienørder kan spille de to Tysklandes historie igennem efter Anden Verdenskrig - vel at mærke med flere mulige udfald. Afhængigt af, hvor snedig DDR-spilleren er til at sanere den østtyske økonomi og til at opretholde ro i arbejder-og bondestaten, kan DDR fortsat bestå som uafhængig stat, selv efter Murens fald.

I dag fremstår et sådant scenario som ren utopi. For hvem kan forestille sig et Europa uden et genforenet Tyskland, hvor borgerne i Dresden, Leipzig og så videre ikke regeres af kansler Merkel fra Brandenburg? Brætspil-udviklerne har imidlertid en pointe. Spillet om Tyskland var ikke givet på forhånd, og det er en efterrationalisering af de helt store, når mange i dag trækker en direkte linje fra hin jubelnat i november til den efterfølgende genforening.

Med daværende borgmester Walter Mompers ord var den 9. november ”gensynets og ikke genforeningens dag”. Faktisk var genforeningen ikke en engang på det mentale tegnebræt. De østtyske demonstranter håbede, de kunne få et anderledes Tyskland; vesttyskerne havde for længst opgivet genforeningen, og størstedelen af Vesteuropas ledere spillede på et selvstændigt DDR. Selv Murens fald var alt andet end planlagt.

Den 9. november 1989 sad grænsevagten Harald Jäger ved grænseovergangen Bornholmer Strasse i Østberlin og fik bogstaveligt talt maden galt i halsen. På tv fulgte han talsmanden for det østtyske kommunistparti Günter Schabowskis pressemøde. Og pludselig meddelte han, at rejsereglerne var ændret, og at østtyskerne ”ab sofort” kunne rejse ud.

Det havde Jäger absolut ikke fået ordrer om fra sin overordnede. Efterfølgende viste det sig da også, at der var tale om en fortalelse, hvor Schabowski læste op af et stykke papir uden at kende konteksten. Med udtalelsen var ånden imidlertid ude af flasken, og østtyskerne valfartede ned til blandt andet Bornholmer Strasse. Til sidst blev presset så stort, at Jäger - efter forgæves at have forsøgt at få sin overordnede i tale - selv traf den heroiske beslutning og åbnede grænseporten.

NYHEDEN OM den kaotiske åbning af Berlinmuren gav anledning til dybe panderynker i store dele af Sovjetunionens politbureau. General Snetkow satte straks de sovjetiske tropper i Østtyskland i beredskab og meddelte Sovjetunionens leder, Gorbatjov, at vrede østtyske demonstranter var ved at storme de sovjetiske kaserner i DDR. Hermed var den 9. november 1989 på nippet til at føje endnu en akt til Østeuropas tragiske kamp for frihed og demokrati - 1953, 1956, 1968 og 1981. Eller som Helmut Kohl har formuleret det i en ny kontroversiel bog udgivet af Heribert Schwan: ”Hvis Gorbatjov var kørt rundt med panservogne ved Checkpoint Charlie, ville hardlinerne i Østberlin straks have lukket Muren igen “ Uanset at ingen vil indrømme det i dag, ville ingen “ have risikeret en krig for Tyskland.”

Heldigvis gik det anderledes. Gorbatjov ringede til Kohl, der fra Rådhusbalkonen i Berlin beroligende kunne fortælle ham, at der herskede ”familiefeststemning med trabier, øl og rindende sekt”. I stedet for at rulle ud i de østtyske gader forblev de sovjetiske kampvogne derfor inde på kasernerne.

Ifølge Kohl var hovedforklaringen ikke Gorbatjovs respekt for østtyskernes frihedsrettigheder, men snarere, at Sovjetunionens økonomi var så svag, at han havde brug for al den økonomiske hjælp, han kunne få fra Vesten. I sidste instans var det også hovedårsagen til, at Sovjetunionen siden accepterede genforeningen og et fortsat tysk medlemskab af Nato.

Op til Murens fald var der imidlertid slet ingen, der drømte om genforeningen. Demonstranterne i Leipzig, Østberlin og så videre var gået på gaderne for et anderledes DDR; ikke ét samlet Tyskland. Den østtyske forfatter Ingo Schulze, der deltog i demonstrationerne i 1989, har i en 25-års-jubilæumsartikel udtrykt det på følgende måde: ”'Vi er folket' var den afgørende parole. Det drejede sig om at tage hånd om vort eget land “ Det var den egentlige revolution “ For hver dag rykkede 'socialismen medet menneskeligt ansigt' stadig nærmere.”

Allerede den 19. november var den østtyske demokratibevægelses parole

udkonkurreret af ”Wir sind ein Volk”.Flygtningestrømmen til Vesttyskland fortsatte ufortrødent, og det store flertal, der nu gik på gaden, ville ikke reformere Østtyskland, men nedlægge landet og blive en del af Vesttyskland. Ligesom polakker, ungarere og så videre ønskede østtyskerne demokrati og velstand, men i modsætning til de tidligere partnere i Warszawapagten havde de en genvej - og den hed genforeningen.

Helmut Kohl var hurtig til at fornemme stemningsskiftet. På trods af at kampen for genforeningen for længst var blevet vesttyskernes ”livsløgn” (Willy Brandt), lancerede han den 28. november 1989 en langsigtet køreplan for Tysklands enhed. Hermed blev det første frie valg i DDR i marts 1990 til en folkeafstemning om genforeningen og ikke mindst D-Marken. Kohls jordskredssejr skyldtes i høj grad, at han lovede østtyskerne, at de kunne få en vestmark for deres svage østmark. Ganske tankevækkende var demokratiparolerne fra november-demonstrationerne i valgkampen for længst erstattet af udsagn som ”hvis D-Marken ikke kommer over til os, tager vi over til D-Marken”.

DA KOHL LANCEREDE sin køreplan, undlod han bevidst at informere nogen. Selv udenrigsminister Genscher og USA's præsident Bush fik intet at vide på forhånd. I november 1989 havde genforeningen nemlig så få støtter i verdens hovedstæder, at planen ville være blevet udskrevet som det rene tankespind. Kort sagt: Mange levede til fulde op til det franske ordsprog ”Jeg elsker Tyskland så højt, at jeg helst vil have to af dem”.

Da Muren faldt, skyndte Storbritanniens Margaret Thatcher sig til Paris for at overtale præsident Mitterrand til, at genforeningen ikke måtte finde sted. Mitterrand selv var bestemt modtagelig for budskabet.

I stedet for at tage imod Kohls invitation om at fejre Murens fald i Berlin fandt han det passende at rejse til DDR og ikke mindst Sovjetunionen for at arbejde for et selvstændigt, demokratisk Østtyskland. Som de britiske og franske arkiver for længst har vist, frygtede begge lande ganske enkelt, at Tyskland igen ville blive lige så dominerende som tidligere i Europas historie. Hvis Europa var blevet overladt til sig selv, kunne spillet om Tyskland derfor også af denne grund være endt meget anderledes. Ligesom efter Anden Verdenskrig engagerede USA sig imidlertid massivt og indtog reelt rollen som Europas ”fredsmager”. At genforeningen var alt andet end ”vorprogrammiert”, har en af Bushs rådgivere, Condoleezza Rice, sammenfattet på følgende måde: ”Chancen for at genforene Tyskland blev givet “, fordi den østtyske befolknings tørst efter frihed overlevede Europas ideologiske deling. Et udmattet Sovjetunionen kunne ikke længere yde effektiv modstand over for Østeuropas ryk mod frihed og velstand. Men historien er fyldt med forspildte muligheder.”

Set i det lys er der derfor meget at fejre på 25-årsdagen - lige fra de modige demonstranter over grænsevagten Harald Jäger til politikere, der holdt hovedet koldt. Og denne gang vil festen ikke kun være et tysk anliggende, men en international folkefest med gæster fra hele verden. Og hvad kunne være et bedre tegn på, at Margaret Thatchers bekymringer om et altdominerende, støvletrampende Tyskland ikke holdt stik?