Prøv avisen
Kronik

Fordybelsen har tabt til her og nu-kulturen

Charlotte Dyremose er folketingsmedlem for Konservative. Foto: Arkivfoto

Rummet til fordybelse er reelt forsvundet fra moderne politik. På intet tidspunkt er der for politikerne plads til at sætte sig ned med de tykke rapporter, de tekniske tidsskrifter eller den væsentlige faglitteratur. Politikere er aldrig koblet af her og nu-kommunikationen, og det er problematisk, mener dagens kronikør

Kloge politiske beslutninger forudsætter, at vi politikere har indsigt i og forståelse for de samfundsområder, vi skal træffe beslutning om. Da vi af gode grunde ikke kan have forudgående kendskab til alle de emner, vi beskæftiger os med, er det vigtigt, at vi har eller tager os tid til fordybelse.

Men rummet til fordybelse er reelt forsvundet fra moderne politik. Ingen steder og på intet tidspunkt er der plads til at sætte sig ned med de tykke rapporter, de tekniske tidsskrifter eller den væsentlige faglitteratur. Vi er aldrig koblet af her og nu-kommunikationen. Hvis man endelig sætter sig med de tunge materialer, så bipper telefonen og spørger, hvorfor vi ikke tjekker mails, ligesom de første 15 følgere på Facebook spørger, hvorfor vi dog aldrig svarer på noget som helst. Det er ikke accepteret, at man hiver stikket ud og bliver klogere i fire timer. Og gør man det alligevel, er man væk fra mediestrømmen og glider hurtigt ud af mediernes og dermed vælgernes bevidsthed.

Groft sagt kan man sige, at de politikere, der har eller tager sig tid til at læse og sætte sig ind i stoffet, ganske ofte er dem, der er mindst på, som vælgerne kender dårligst, og som derfor har størst sandsynlighed for at ryge ud ved næste valg.

Det er naturligvis en forsimpling. Mange politikere kæmper for at finde en fornuftig balance. Men det er min påstand, at det gør noget grundlæggende ved os og ved vores videns- og dannelsesniveau, at det koster i meningsmålingerne, hvis for meget af vores tid går med at passe den væsentligste del af vores arbejde, nemlig tilegnelsen af viden.

Som kirkeordfører møder jeg ofte mennesker, der beklager, at Folketingets medlemmer ved for lidt om kirken. Og de har ret. Men jeg tror desværre ikke, det er isoleret til kirken. Folketingets medlemmer har nemlig alt for lidt tilskyndelse til at sætte sig ned og blive klogere. Det har vi fået folk til. Og så må vi nøjes med de korte budskaber.

I den daglige mediemølle konfronteres vi sjældent med problemet, fordi journalisternes arbejdsvilkår minder om vores. Heller ikke de har tid til at sætte sig ind i tingene eller tid til at undersøge, om vi tidligere har sagt det stik modsatte.

Noget chokeret var jeg for eksempel umiddelbart efter sidste valg. Som ny undervisningsminister sad Christine Antorini (S) i studiet på TV 2 News og talte for mere holddannelse som et godt redskab til at få de svageste med og i øvrigt tilpasse undervisningen til det enkelte barn.

Blot få uger tidligere havde Antorini siddet i selvsamme studie med mig på den anden side af bordet. Her havde hun tillagt mig de mest forfærdelige hensigter, fordi jeg med samme begrundelse talte for netop holddannelse. Enhver journalist ville have elsket at konfrontere en minister med sådan en kovending.

Men journalisterne magtede end ikke at huske få uger gamle optagelser fra samme studie. Kontinuiteten er altså virkelig gået tabt i det journalistiske arbejde.

Før i tiden var der kun en eller to tv-kanaler. Vi havde alle set de samme udsendelser, og den kollektive bevidsthed var derfor mere veludviklet. Til gengæld havde Antorini og jeg næppe haft så mange minutter til vores rådighed til debatten dengang. For paradoksalt nok er der nu mere tid på tv til at uddybe synspunkter og komme til bunds i emner, fordi der sendes flere timers nyheder på flere kanaler.

Flere minutter til et emne giver mulighed for at komme mere i dybden. Men bagsiden af medajlen er, at der hele tiden skal findes noget nyt at fylde sendefladen med. Derfor forældes nyheder langt hurtigere, og den kollektive bevidsthed om, hvad der sker, forsvinder, fordi vores forhold til de mange kanaler bliver mere flygtigt.

Samtidig er det min påstand, at folketingspolitikere havde bedre mulighed for at sætte sig ordentligt ind i tingene, læse på lektierne og forstå egne politiske ideologier på en måde, der gjorde, at man ikke så let bare skiftede holdning. Eller hvis man skiftede holdning, at det så skete på et oplyst og dermed også velbegrundet grundlag. Og det er jo helt fair.

I det moderne her og nu-samfund mister vi alt for let fodfæste og fundament. Vi mister forståelsen for, hvorfor vi mener og siger, som vi gør. Vi får dermed politikere, der ikke kender deres egen ideologiske baggrund eller teknikken i de ting, de træffer beslutning om. Vi får journalister, der ikke kender baggrunden for de historier, de bringer, og kommentatorer, der gætter sig til processen bag enhver situation uden at vide andet, end det de har fundet på Facebook.

Da jeg blev valgt til Folketinget første gang i 2001. holdt jeg tre aviser, og morgenen gik med at studere og kommentere dem. inden dagens nyheder var uaktuelle.

I dag er der nye nyheder hele døgnet. Ofte er de uaktuelle i løbet af få timer. Og der er så mange nyhedsudsendelser, at selvom man ikke lavede andet, ville man ikke få dem alle med.

Det er som nævnt positivt, når der er mere tid til debatten. Og skulle man blive misforstået eller klippet uheldigt, er det i dag muligt at rette op på det på Facebook eller Twitter øjeblikkeligt. Vi har fået adgang til at kommunikere uden afbrydelse direkte med vælgerne.

Tyngden i debatten har blot ikke fået bedre vilkår, når fordybelsen samtidig er gået tabt, og der sjældent er tid til andet end at være ”på”.

Vi mailer og sms'er hele tiden. Vi forventes at kunne svare på en mail inden for ganske få timer. Materialet til møderne bliver ikke længere sendt med bud med deraf følgende længere responstid. Nu får vi rask væk en mail klokken 22.30 fredag aften med en svarfrist lørdag klokken 12. Det hele kan jo klares elektronisk.

Vi har fået stik til både pc, iPad og iPhone på vores pladser i folketingssalen, og det hele kan tages med i toget til Jylland. Det er blevet så let at læse mails, at forventningerne til hurtige svar er kommet helt ud af proportioner. Og de situationer, hvor man for bare 10 år siden ikke kunne besvare mails og derfor lige så godt kunne læse op på stoffet, er totalt forsvundet.

Jeg brokkede mig forleden over, at ministerierne forventer, at vi kan svare på alting med det samme. Men selvsamme aften måtte jeg konstatere, at Folketingets medlemmer bidrager lige så meget til den kultur. Klokken 19.11 fik jeg en mail fra en kollega. Klokken 20.20 fik jeg en sms, hvor samme kollega bad mig se min mail. - Med andre ord: Hvorfor er du ikke på? Der er gået over en time!

Jeg genopstiller ikke til Folketinget. Men jeg håber, at mine kolleger, der gør, vil stoppe op og overveje et opgør med her og nu-kulturen. På Christiansborg, i ministerierne og på Facebook. Men det kræver, at både journalister og vælgere kan respektere det og ikke forventer et svar her og nu.

Det kan blive svært, for her og nu-kulturen har bredt sig til store dele af samfundet. Og gad vide, om ikke der også uden for Christiansborgs tykke mure befinder sig mennesker, der oftere burde trække stikket ud og læse noget med tyngde og dybde. Også selvom det betyder mindre tid med Google og Facebook.

Resultatet kunne være, at man opdagede de politikere, der hver dag passer deres arbejde, sætter sig ordentligt ind i tingene og kun udtaler sig, når det er vigtigt. Dem, som derfor ikke altid har en bemærkning til hvad som helst og altså ikke er på tv, radio, Facebook og Twitter flere gange hver dag. På den måde kunne vi få en langt mere seriøs politisk kultur.

Andre læser lige nu