Ideologierne synger virkelig på sidste vers

De klassiske politiske ideologier synes at have udspillet deres rolle i den senmoderne tidsalder. Det interessante bliver, hvordan vi håndterer tomrummet, nu hvor individet har fået muligheden for at udtænke præcis den personlige ideologi, der passer ind i vedkommendes eget liv, skriver dagens kronkør

Jakob Knudsen.
Jakob Knudsen. Foto: plus.google.com.

Da den daværende engelske premierminister Tony Blair introducerede New Labour-politikken i de tidlige 1990'ere, fik han hjælp til projektet fra en anden Tony - Cambridge-professoren Anthony Giddens, der af mange blev kaldt Blairs hofsociolog, og som endegyldigt erklærede højre-venstre-dikotomien død. Det gav ikke længere mening at opdele det politiske landskab efter de gamle ideologier.

Efter den logik kunne den nyvalgte leder af det gamle arbejderparti vende ryggen til de problemstillinger, der optog hans kernevælgerne fra kulmine-distrikterne, og omfavne den neoliberalistiske æra i tæt parløb med storebror på den anden side af Atlanten. En dagsorden, der endte med at føre det engelske folk i krig i Afghanistan og Irak. Angiveligt på jagt efter terrorister og kemiske våben, men også med det slet skjulte motiv at sikre overlevelsen af den dominerende vestlige ideologi: kapitalismen. Pengenes fri bevægelighed over grænser og erkendelsen af økonomi som et af de væsentligste incitamenter til menneskelig handling.

I en ikke særlig fjern fortid fandtes der i den industrialiserede del af verden egentlige klasseskel, der manifesterede sig tydeligt i befolkningen. Man identificerede sig med den socialgruppe, man tilhørte, og antog den tilhørende politiske ideologi.

I 1960'erne havde arbejderklassens børn fået lettere adgang til de højere læreanstalter. Statens Uddannelsesstøtte kom og gjorde det muligt for økonomisk mindrebemidlede at blive studerende på fuld tid. Og som en logisk konsekvens opstod en ny politisk klasse: de venstreorienterede akademikere, der annekterede arbejderklassens ideologi. Fløjideologierne eksisterede nu i højere grad på teoretiske præmisser, ofte uden rod i virkeligheden.

Efter jordskredsvalget i 1973 sås de første tendenser til fragmenteringen af den klassiske politiske opdeling. Det var ikke længere nødvendigt at have en egentlig ideologi, blot man satte fokus på enkeltsager, der vandt gehør i vælgerkorpset. Men der var stadig relativt tydeligt at se, hvilke grundholdninger de forskellige partier havde. En tydelighed, der er kraftigt på tilbagetog i den nuværende sammensætning af folkestyret, hvor valgkampagnerne har udviklet sig til en kamp om albuerum på den snævre midte om at få indflydelse på den minimale del af politikken, der er tilbage, efter at Den Europæiske Centralbank og teknokraterne i EU har været der. Den internationale økonomiske virkelighed er det eneste definerende fælles, og dens liv er så usikkert og flygtigt, at den ikke levner mulighed for at danne den solide klippegrund i form af genkendelige samfundsordener, på hvilke ideologier har det bedst med at stå.

Nytårsaften 2007-2008 gik jeg i seng sidst på natten i festligt humør, blot for at vågne op første dag i det nye år og konstatere, at de værdipapirer, min private pensionsopsparing stod i, var faldet med 40 procent i løbet af det forgange økonomiske annus horribilis. En overdrevet optimisme i samfundet blev afløst af den regression, vi stadig mærker eftervirkningerne af.

I kølvandet på den internationale økonomiske katastrofe stod det hurtigt klart, at politikerne overalt i den vestlige verden er dygtige pragmatikere. Ikke som de fyrtårne, der skal lede os ud af moradset, men som omstillingsparate karrierehåndværkere, der alle talte som med én mund: Vores politik vil føre landet tilbage på sporet af den evindelige økonomiske fremgang.

Skar man de yderste fløje væk, var det svært at finde afgørende forskelle på de folkevalgtes holdninger. Politiske debatter på tv udviklede sig til rituelle armbøjninger, og navnlig de traditionelt store partier var bange for at tone ideologisk rent flag i frygt for at miste vælgere. Man hørte ingen ledende politikere erkende, at en bibeholdelse af velfærdsydelserne ville gøre indhug i den enkelte erhvervsaktive borgers privatøkonomi. I stedet skulle der rationaliseres med luftige løfter om, at kvaliteten samtidig ville stige. Analyseinstitutternes opinionsundersøgelserne var klare: Vælgerne ville både blæse og have mel i munden.

Skulle man argumentere mod den dom, sociologen Anthony Giddens afsagde over de tidligere herskende ideologier tilbage i 1990'erne, kunne man vende blikket fra den politiske arena og i retning af nogle af de tydelige skel, der præger den internationale arena: Vesten versus Putin, Vesten versus islamiske fundamentalister, Vesten versus Kina. Men ingen af de nævnte brudflader er imidlertid resultatet af egentlige ideologiske konflikter.

Putin fremtræder som en udemokratisk despot, der udelukkende har konsolidering af egen magt og Ruslands position på verdensscenen for øje. De autonome grupper, der kæmper for totalitære teokratier i Mellemøsten synes at være præget af en fejlagtig dogmatisk læsning af deres hellige skrifter og er som sådan ikke resultatet af en reflekteret ideologi. Kina er for længst blevet verdens førende kapitalistiske flagskib, og det må siges at være småt med overlevet tankegods fra Marx, Engels og Mao. Kampen mod Vesten står udelukkende om at være førende på verdensmarkedet.

Den amerikanske økonomiprofessor Steven D. Levitt skrev tilbage i 2004 med hjælp fra New York Times-journalisten Stephen J. Dubner bestselleren ”Freakonomics”. Bogen forsøger på underholdende vis at gøre den moderne økonoms tænkemåde tilgængelig for menigmand. Underteksten lyder vidtløftigt: En vildfaren økonom undersøger den skjulte side af alting (min oversættelse). Postulatet er altså, at man kan analysere en hvilken som helst situation ud fra økonomifaglig tankegang. Bogens fantasifulde kapiteloverskrifter gør straks læseren nysgerrig: Hvad har skolelærere og sumobrydere tilfælles? Eller: Hvorfor ligner Ku Klux Klan en gruppe ejendomsmæglere? Det er blot to af de stærkt underholdende småartikler, der leder frem til bogens egentlige konklusion: Al menneskelig handling er drevet af incitamenter, og disse incitamenter kan i udstrakt grad omskrives til kapital. Vi gør noget for at opnå noget, hvorfor de fleste af vores handlinger kan betegnes som strategiske. På trods af en vis populærvidenskabelig tyngde er det tankevækkende, hvor meget bogen rammer plet.

Hvis en handlig ikke giver en umiddelbar værdimæssig gevinst, er den ofte omsættelig i et økonomisk rationale. Om velgørere og filantroper kan man for eksempel sige, at de blot opsparer kulturel kapital gennem den anseelse, det giver at hjælpe andre. Et tilsyneladende kynisk standpunkt, og selvfølgelig er det ikke altid sådan, men det hører alligevel til sjældenhederne, at bidragydere til velgørenhedsarrangementer forbliver anonyme.

Levitt og Dubner refererer i bogen til en række forskningsprojekter, som førstnævnte har deltaget i eller har kendskab til, hvilket giver en vis troværdighed i forhold til grundtesen. Og de opsigtsvækkende sandheder lader til at være velkendte af både sidegadevekselerere og bookmakere. Man kan med skræmmende præcision forudsige menneskelig handling, når man bereder vejen med løfter om personlig, kulturel eller økonomisk kapital. Set i lyset af vores særstatus som det eneste dyr med en fri vilje er det påfaldende, hvor meget vi opfører os som kausalvæsener.

Hvis ideologierne i vores tidsalder virkelig synger på sidste vers som nøje gennemtænkte strategier, er det måske en logisk konsekvens af vores relativt nyvundne syn på os selv som autonome individer. Før var det i højere grad fællesskabet, der definerede individet. Viden og ressourcer i den vestlige verden er tilgængelige som aldrig før, og vores muligheder for strategisk at præge eget liv synes uendelige. Måske er det netop derfor, at der ikke udtænkes ideologier for fællesskabet som før. Individet har fået muligheden for at udtænke præcis den personlige ideologi, der passer ind i vedkommendes eget liv. En demokratisering af begrebet, om man vil.

Om vi ansvarligt kan løfte den opgave, er en anden sag “