Prøv avisen
Kronik

Jeg besøgte DDR, da det var lige før!

"Da jeg i januar 1990 for første gang var i Berlin efter Murens fald, florerede sortbørshandlen med DDR-Mark ved murresterne: 10 DDR-Mark for en D-Mark, mod den officielle 1:1-kurs," skriver Kaj Bollmann i dagens kronik.

I september 1989 deltog den unge danske præst Kaj Bollmann sammen med en håndfuld andre danskere i et kirkeligt seminar i Rostock og oplevede, hvordan myndighederne var ved at miste det jerngreb, de havde holdt befolkningen i siden Murens opførelse i 1961. Men blot to måneder før Murens fald troede stort set ingen på, at det kunne ske

Rostock, DDR, september 1989. Teologisk seminar. Vi er en fem-seks danskere med. Det er ikke det seriøse program, der skaber den intense stemning. Det gærer i dette land, der så længe har været stivnet.

Den 4. september bliver den første ”mandagsdemonstration” holdt ud fra Nikolaikirken i Leipzig med krav om reformer og udrejsetilladelse. Politiet tøver med at skride ind, og demonstrationerne breder sig til 220 byer. I Leipzig er der den 9. oktober - to dage efter DDR's 40-årsjubilæum - 70.000 samlet under slagordet: ”Wir sind das Volk!” (på dansk: Vi er folket). Det er os, ikke staten eller partiet, der repræsenterer folket. Et år tidligere ville politi og Stasi have kvalt enhver demonstration i fødslen.

Man sænker stadig stemmerne lidt, når der tales politik, og der sendes skæve blikke til formodede Stasi-informanter. Men diskussionen kan ikke holdes nede. Om aftenen skal vi se film. Få minutter før start bliver vi flyttet til et helt andet lokale. Da vi er nået frem, får vi at vide, at der er fuldt af Stasi-lytteudstyr i det første lokale. Jeg finder ikke ud af, om de kører filmen dér i en tom sal til ære for Stasi. For vi er ligeglade med film. Nu går samtalen lidenskabeligt om det, der sker i landet.

Siden Ungarn i maj åbnede grænsen til Østrig, er folk strømmet ud af DDR i så store mængder, at myndighederne overvejer det uhørte at spærre grænsen til det socialistiske broderland. Andre DDR-borgere løber ambassader over ende - også den danske - for at komme ud af landet. Myndighederne er ved at miste det jerngreb, de har holdt befolkningen i, siden Muren blev bygget i 1961.

Man er ikke enige om udrejsebølgen. Mange synes, folk skal blive og tage kampen op her i DDR: ”Det kan ikke nytte, at alle de kvikke forsvinder.” Andre er bare trætte af den klaustrofobiske indespærring.

Perestrojka er i gang i hele Østeuropa, med undtagelse af Rumænien, Albanien og DDR! ”De giver sig aldrig frivilligt,” siger en af de østtyske studerende. ”Albanien bliver frit, før Honecker giver magten fra sig.” Andre frygter et blodbad - måske et militærkup, hvis demokratibevægelsen tager fart.

Men trods frygt og pessimisme er noget anderledes, helt anderledes, end i de foregående seks år, hvor jeg uformelt har besøgt freds- og menneskerettighedsaktivister i det kirkelige miljø. De har levet i små ghettoer, tålt, men overvåget og uden stor indflydelse. Nu sker tingene åbenlyst.

Diskussionen kører højlydt uden hensyn til de allestedsnærværende Stasi-spioner. Der henvises til den ene og den anden demonstration, aktion og udtalelse. Til kirkeledere, som har gået på listesko for at bevare kirkens relative indre frihed, men nu står frem med kritik af regeringen og krav om reformer.

I begyndelsen af september har prominente systemkritikere dannet Neues Forum, det første tiltag til et officielt oppositionsparti uden for det regerende SED's kontrol. Det skete i Katja Havemanns lejlighed, enken efter den verdenskendte systemkritiker Robert Havemann. I de følgende uger underskriver tusinder Neues Forums appel om reformer, spredt på spritduplikerede kopier. Min gode ven Heiko fra Güstrow er allerede i gang med at tøffe rundt heroppe nordpå i sin bleggule Trabant og skaffe støtter til appellen.

Ingen bekymrer sig tilsyneladende om, at regeringsfolk har erklæret bevægelsen for en statsfjendtlig organisation. Lavinen kan ikke stoppes. Spørgsmålet er kun, om de unge pessimister får ret i, at der vil blive tale om et blodbad, før partiet giver magten fra sig.

Vi danske tager hjem fra seminaret fra færgelejet i Warnemünde med pigtråd, vagttårne, bistre maskingeværudstyrede grænsevagter og den omhyggelige toldkontrol. Det er som sædvanligt en knugende uvirkelig fornemmelse at forlade gode venner og nye bekendtskaber vel vidende, at de er berøvet den basale ret til at tage den kedsommelige færge over til det forblæste Gedser.

I de følgende uger har hver dag sin historiske begivenhed i DDR: Honecker falder og afløses af den uanselige Egon Krenz. Nye bevægelser giver sig offentligt til kende. Demonstrationerne vokser og vokser. Partiet fejrer statens 40-årsdag med Potemkinkulisser i Berlins gader og jagt i sidegaderne på demonstranter med uautoriserede skilte med frihedskrav.

I Magdeburg kommer det ved en mandagsdemonstration ved domkirken til slagsmål mellem dem, der råber ”Wir wollen 'raus!” (på dansk: Vi vil ud!) for fri udrejse, og dem, der råber ”Wir bleiben hier!” (på dansk: VI bliver her!) for reformer i DDR.

Sognepræst Waldtraut Zachuber, egentlig pensioneret, men blevet i embedet på grund af demonstrationerne, griber mikrofonen og kalder folk til orden: ”Gå hjem, alle sammen!”, siger hun med moderlig autoritet. ”Og kom kun igen næste mandag, hvis I kan opføre jer ordentligt!”. Så trasker 40.000 slukørede hjem. Det er kun en brøkdel af dem, der har kirkelig tilknytning, men lederne og organisatorerne kommer fra de evangeliske kirker - de eneste, der er vant til at organisere uden for parti- og statsorganisationer.

Hvad der skal komme efter en eventuel omvæltning, er mere usikkert. De oppositionelle har ingen erfaringer med konkret politisk arbejde. I flere generationer har ingen, der ikke var partitro, kunnet sidde i så meget som en børnehavebestyrelse. Så de mange drømme om et smukt, miljørigtigt, afmilitariseret menneskevenligt, blødt venstreorienteret, ligeberettiget samfund svarer ikke nødvendigvis til flertallets ønsker om bananer og Mercedes og ferierejser til familien i Vesten. Genforening med Vesttyskland taler slet ingen om endnu. Og for mine kirkelige venner er det ikke drømmen. De er ikke meget mere for den ”umenneskelige kapitalisme og åndløse materialisme”, end de er for statssocialismens undertrykkelse.

Deres idealer minder i bakspejlet på en eller anden måde om et kæmpe Christiania - bare uden hash og sprut! Hvordan det så skulle kunne fungere økonomisk, er der ikke mange bud på. Reelt er DDR lige så fallit økonomisk som politisk. Man er så langt ude, at man modtager farligt affald i store mængder fra Vesttyskland i bytte for vestlig valuta, så man kan klare de nødvendigste betalinger.

DDR-viddet fortæller om DDR-udgaven af Ebberød Bank: Lastbiler fra de store kollektivlandbrug holder efter sigende hver morgen ved de store statslige brødfabrikker og fylder lastbilerne med brød, som de så kører hjem og fodrer svin med, fordi det statssubsidierede brød er billigere end svinefoder. Kødet sælges så til under produktionsprisen til Vesten for at få valuta. Altså i hvert led mindre værdi i stedet for merværdi. Måske er det en skrøne, men den afspejler realiteten: Det økonomiske kollaps er på vej, for Sovjet holder ikke længere hånden under underskudsforretningen.

Nu kom det politiske kollaps til at overhale det økonomiske: DDR-staten væltede over sine egne ben og kom ved en fejl til at give signalet til udrejsefrihed og Murens fald natten mellem den 9. og 10. november. Frygten fra Rostock i september blev vendt til eufori over en ublodig omvæltning på få måneder. Pludselig sad der en ny regering og nye lokale ledelser med folk fra opposition og kirke med om de mange ”runde borde”, der skulle skabe overgangen og give friheden krop. Pludselig var en af mine præstebekendte udenrigsminister og en anden forsvarsminister i den første og eneste ikke-kommunistiske regering i DDR.

Hverdagen indfandt sig. Da jeg i januar 1990 for første gang var i Berlin efter Murens fald, florerede sortbørshandlen med DDR-Mark ved murresterne: 10 DDR-Mark for en D-Mark, mod den officielle 1:1-kurs. Og i forhold til de økonomiske værdier, der var tilbage i fallitboet, var den sorte kurs nok endda sat optimistisk højt! Resten er en helt anden historie ...