Boykot Israel!

Mange tror, at konflikten i Mellemøsten er 2000 år gammel. Praktisk, for så er der ingen løsning. Men sådan er det ikke! Der findes en løsning: ét demokratisk land! Der er ét land, men to folk. Besættere - og et folk i kamp for frihed. Det mener dagens kronikør, som sammen med en tidligere elitesoldat i Israels hær opfordrer til boykot af Israel

Maria Grønlykke.
Maria Grønlykke. Foto: Arkivfoto

Tidligere elitesoldat i Israels hær Miko Peled, søn af general Matti Peled, israelsk zionist og militærstrateg, undres over, at man stemples som ekstremist ved at arbejde for retfærdighed. ”Very interesting” (meget interessant), som han konstaterer. Han taler om, da verden sad og fulgte israelsk militær myrde tusinder - uskyldige blev dræbt på direkte tv.

Peled er af zionistisk, israelsk familie, engang elitesoldat, hans far general i 1967, ung soldat i krigen i 1948. Barnebarn af Avraham Katsnelson, hvis navn står på Israels uafhængighedserklæring. Han er ikke i tvivl om boykot. Han har brugt år på at udforske den historie, vi får om Israel, og som han i en zionistisk familie for en stor del er vokset op med.

På Forsvarsakademiet holder Krigsvidenskabeligt Selskab interessante foredrag. For nylig var ”Generalens søn” på dagsordenen. Bogen er oversat, læs den! Peled var ikke i tvivl om løsningen på Palæstina-Israel-konflikten, han var befriende klar: Det handler om retfærdighed, om demokrati. Uskyldige myrdes to kilometer fra byer så civiliserede som hér - uden for var pæne, grønne plæner. Kun i Peter Høegs fantasi dræbes folk et sted som Svanemølle Kaserne.

Miko Peled forklarer, hvordan augusts begivenheder søges isoleret, som om de intet har med resten at gøre. Så ser vi ikke tingene i sammenhæng, men tror konflikten i Mellemøsten er 2000 år gammel. Praktisk, for så er der ingen løsning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sådan er det ikke! Der findes en løsning: ét demokratisk land! Tit ses Israel og Palæstina som to lande i krig, det er forkert: Der er ét land, to folk. Undertrykkere, besættere - og et folk i kamp for frihed og lighed. Problemet skyldes europæisk kolonialisme og racisme. Peled tager ikke forbehold: I Balfour-deklarationen fra 1917 forærer med hans ord én hvid racist, jarlen af Balfour, britisk udenrigsminister, palæstinensernes land til en anden hvid racist, lederen af zionistsamfundet, lord Rothschild.

Jøderne kræver siden deres del af landet, araberne også. Der deles i november 1947, hvor en halv million jøder som Peleds bedsteforældre kom til Palæstina for at kolonisere landet. Jøderne fik det meste, men palæstinenserne var tre gange så mange. Siden opstod to fortællinger. Vesten godtog jødernes, arabernes forsvandt.

Israelerne var veludrustede og velorganiserede, palæstinenserne uden milits - et drama af bibelsk dimension, et nyt kapitel til den gamle fortælling. Halvdelen af Palæstinas befolkning blev fordrevet eller udryddet. Landsbyer ødelagt, det tog et år. Ofte siges, at der intet var, da jøderne kom. Peled viser et foto af det gamle Jaffa, en smuk by, kønne gamle bygninger ud mod havet - dengang en vigtig kulturby, livlig, florissant, med koncertsale, aktive fagforeninger. På tre uger var 3000 mennesker tilbage omgivet af pigtråd og soldater. Herpå opstod Tel Aviv. De etniske udrensninger fortsatte i 1950'erne. Dét, vi ser nu, siger han, er fortsættelsen af seks årtiers politik: Israelerne har angrebet lige siden. De konstante angreb skal ses i lyset af, at palæstinenserne ingen hær har, ikke ejer en tank, intet luftvåben. Palæstinenserne omtales med stadig stærkere ord, ”infiltratorer” - dem, der søgte tilbage til deres landsbyer - i dag uden videre ”terrorister”', uden retssikkerhed.

Men hverdagens problemer er værst, et barn bliver sygt, får ingen lægehjælp skønt lægen bor tæt på: Familien er spærret inde. Bureaukratiet uendeligt og forværres bestandig, ”bjerge af tilladelser, oceaner af restriktioner”. Ingen vil tro, når man fortæller om palæstinenserens hverdag, diskriminationen findes overalt. Der er steder, hvor folk på den ene side af gaden får vand 12 timer om ugen - på den anden er swimmingpools, grønne græsplæner, ingen restriktioner. Peleds søster, der er lærer, har skrevet en hel bog om diskriminationen i Israels uddannelsessystem. At få kørekort, at rejse fra en by til en anden. Ikke måtte købe jord! Palæstinensernes leder, Abbas, skal have fornyet sit pas hvert halve år!

Peled fortæller sin mors historie, født i det, som blev Israel. Under krigen i 1948 fik hun tilbudt et fint hus, taget af soldater fra en palæstinensisk familie. Hun afslog, hvordan kunne hun bo i deres hjem? Først de seneste to årtier har nye israelske historikere valideret den arabiske version af historien - der er som moderens.

Efter karriere i elitetropperne forlod Peled militær og Israel, slog sig ned som karatelærer i USA. Han skrev sin historie og rejser verden rundt og fortæller - og taler for boykot af Israel.

Drabet på hans lille niece satte ham i gang. Hun blev myrdet i et selvmordsangreb i Jerusalem og blev 13 år. Hans søster Nurit tøver ikke med at placere ansvaret: Det er prisen, vi betaler for Israels regerings brutalitet, siger hun, som har modtaget Sakharov-Prisen fra Europa-Parlamentet. Den tidligere elitesoldat blev som sin søster freds- og menneskerettighedsaktivist, og tilbage i USA mødte han nu palæstinensere. I Israel ser man dem kun, nu talte han med dem! I USA lever de under samme lovgivning, på lige fod uden checkpoints og diskrimination, og deres historie var en anden end den, han kendte - kun én kunne være sand. Han mødte så palæstinensere i Israel og forstod, at hans var den usande.

Med sin særlige baggrund giver Miko Peled håb om, at det mellemøstlige morads, som vi kender både for meget og for lidt, ikke er en evig verdensorden. Det er ikke en naturlov, at palæstinensere skal fordrives eller slagtes af tungtbevæbnede jøder, at jødiske piger på indkøb efter skolebøger myrdes af unge arabere, som samtidig slår sig selv ihjel. At vi andre på direkte tv ser mennesker, ikke mindre dyrebare end os, lede i pulveriserede bygninger efter deres savnede.

Han fremhæver den anden apartheidstat: ”Husk, hvor svært det var i 1980'erne at få verden til at boykotte Sydafrika! 10 år efter var Mandela præsident!”. Det hjalp!

En ung kvinde spørger, hvordan man med alt det had kan tro, parterne vil forliges? Peled svarer, at ingen vil diskutere, mens ting er, som de er. Det ville man ikke i Sydafrika, ikke i Spanien - Spanien var for nylig et diktatur, husk det! Dagen efter at Mandela var ude af fængslet, var man parat til at diskutere fremtid. De hvide rejste ikke. I Spanien kom en ny holdning, da Franco var væk. Mennesker ændrer syn, det vil også ske i Israel. Hamas undgår man ikke. Først når palæstinenserne får retfærdighed, slutter modstanden. Fred har aldrig været Israels mål, landet har 5000 politiske fanger, hundreder uden anklage. FN's resolution fra 1974 om et undertrykt folks ret til selvbestemmelse og modstand gør Hamas til en legitim modstandsgruppe over for kolonisatorerne.

Hans far, høg og general under Seksdageskrigen, forlod hæren, da han så, at fred ikke var et mål. Mødtes med palæstinensere, blandt andre Arafat, i søgen efter fredsmuligheder. Han blev spurgt, hvordan han kunne tale med disse terrorister. ”Ja, det er slemt, men det er det eneste middel.”

Så blev møderne gjort ulovlige.

Peleds historie kan læses i ”Generalens søn”. På Forsvarsakademiet sidder man omgivet af militærfolk, admiraler, hjemvendte soldater med flere midt i en eftertænksom, næsten bevægende debat om denne del af verden, dens etiske aspekter og imponeres over, at det sker. Befriende, at der hér findes mennesker, som tænker sig om og vil lære af erfaring.

Peled kaldte Israel et grusomt, racistisk land. Må jeg med Sydafrika i hu videregive generalens søns opfordring: Boykot er den fredeligste måde at vise sin vrede, afsky eller sorg over uretten.

Tænk, hvis det hjalp.

Boykot Israel!