Prøv avisen
Kronik

Kronisk syge og handicappede forsømmes

Sundhedssystemet er blevet politiseret. Fokus på konkurrencedygtighed og akkreditering overskygger mange steder hensynet til patienternes ve og vel, skriver dagens kronikør

Kronisk syge er stadig i det store hele overladt til sig selv. Det ændrer regeringens finanslov for 2015 ikke grundlæggende på. Den stort opslåede finanslov er utroværdig som udsagn om alt det gode, regeringen pludselig vil gøre for de syge, mener dagens kronikør

Med finansloven for 2015 får sundhedsområdet ”et løft” på 6,5 milliarder kroner. Isoleret set er det ikke så ringe endda. Men med de foregående tre års politiske forspil in mente klinger det som valgpropaganda og ligner camouflage for de mange nedskæringer, vi har set igennem Helle Thorning-Schmidts (S) regeringsperiode. For hendes regeringer har beskåret rammevilkårene for mennesker med kroniske sygdomme eller handicap ganske betragteligt siden tiltrædelsen i 2011.

Denne kronik vil give et overblik over nogle af disse forringelser. Den skal memorere det faktum, at man fra regeringen og det meste af oppositionen har presset, ydmyget og trådt på denne befolkningsgruppe - med et stort generelt statustab som konsekvens. Det ændrer regeringens sidste finanslov ikke grundlæggende på.

Ringeagten blev sat i gang med kommunalreformen i 2007, som flyttede det specialiserede handicapområde fra de daværende amter og over i kommunerne. Det tabte man specialviden på, men det blev også begyndelsen på en kassetænkning i kommunerne. Ringeagten er tiltaget i styrke med reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, social service og det sociale klagesystem fra 2012 og frem, ligesom den kommer til udtryk i reformerne af folkeskole, studie(fremdrift), SU, sundhed og rejsesygesikring. Det vil sige, at man systematisk har forringet rammevilkårene og sikkerhedsnettet for disse mennesker over en bred kam - socialt, beskæftigelsesmæssigt, uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt, retssikkerhedsmæssigt og økonomisk.

Reformen af førtidspension og fleksjob betyder, at færre invalide borgere får mulighed for at få tilkendt førtidspension, selvom de ikke har nogen realistiske arbejdsmuligheder. Det er ligeledes blevet vanskeligere at blive visiteret til, få og fastholde et fleksjob. Samfundets økonomiske kompensation til arbejdsgiveren er faldet, og syge borgere kommer til at konkurrere med raske deltidsmedarbejdere om jobbene. Under den nye ordning aflønnes mennesker i fleksjob ringere end tidligere, idet også kompensationen til de enkelte borgere med funktionsnedsættelser er faldet. De er nu blevet til B-arbejdstagere, der både er lønmodtagere og modtagere af sociale ydelser - igennem store dele af deres arbejdsliv. Før reformen var de ligeværdige med andre arbejdstagere og var kun arbejdstagere, ikke klienter.

Lignende forringelser er sket via de øvrige socialreformer med konsekvenser for sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering og så videre. Og mulighederne for socialhjælp i form af Borgerstyret Personlig Assistance, handicapredskaber og tilskud til merudgifter er ligeledes blevet kraftigt forringet. Alle steder er det grundlæggende handicappolitiske kompensationsprincip nedskrevet. Det vil sige, at de, der ikke kan, står ringere stillet end tidligere. Uden tilstrækkelig kompensation - ingen lige muligheder!

Men dertil kommer, at mange syge eller helt invalide borgere af systemet uretmæssigt bliver fastholdt på lavere ydelser end dem, de retteligt burde få. Mange forholdes eksempelvis førtidspension og fastholdes i årevis på kontanthjælp, i fleksjobsystemet eller i de nye meningsløse ”ressourceforløb” trods lægeattester på manglende arbejdsevne og manglende arbejdsperspektiver. Sygemeldte borgere ryger, trods uarbejdsdygtighed, ud af sygedagpengene efter fem måneder og over i kontanthjælp eller andre ydelser på et lavere niveau, som slet ikke er beregnet til alvorligt syge borgere. Og så fremdeles - hvis de da ikke ender helt uden nogen indtægt. Retssikkerheden synes kompromitteret, og Folketinget ser med socialministeren i spidsen til uden at sanktionere uretfærdig forvaltning.

Men klagesystemet da? ”Borgeren kan jo bare klage,” siger en del af politikerne. Men nej, det kan de ikke ”bare”. Dels er selve det sociale klagesystem også blevet forringet, dels er det et meget stort arbejde at skulle klage for at få sin lovbefæstede ret, og de ressourcer har de færreste syge borgere. Hvorfor leverer systemets folk ikke bare borgerne den fornødne og lovbefæstede hjælp allerede fra begyndelsen af?

Skolesystemet er også blevet mere ekskluderende trods al tale om inklusion. Og de videregående studiemuligheder er blevet forringet blandt andet på grund af den nye fremdriftsreform og SU-systemet, som nu presser studerende på tid og fleksibilitet.

Sundhedssystemet er blevet politiseret. Fokus på konkurrencedygtighed og akkreditering overskygger mange steder hensynet til patienternes ve og vel. Den tendens er sundhedsreformen fra 2013 også udtryk for. Dens indførelse af krav om datafangst fra patienten ved besøg hos den alment praktiserende læge kompromitterer endvidere den grundlæggende fortrolighed, som man som patient må have en forventning om at finde. Ud over risikoen for læk af personoplysninger, så lurer det i baggrunden, at politikerne måske også har tænkt sig at gøre økonomisk vinding ud af patienternes data. Hvad blev der af respekten for den enkelte borger og hensynet til privatlivets fred?

Sundhedssystemet er, ligesom det sociale system, selv udsat for massive nedskæringer. Blandt andre læger, sygeplejersker og socialrådgivere er mange steder presset både fysisk og etisk af nedskæringer, der betyder ustandselige krav om effektivitet og administration. Desuden har blandt andet læger og socialrådgivere i takt med sundhedsreformen og de nye socialreformer mistet indflydelse på deres arbejde, og magten er blevet flyttet længere op i systemet. Topstyring fra embedsfolk og mistillid til de ansatte er ikke noget godt udgangspunkt for at forvalte afgørende dele af borgernes liv, og så støder djøf'ernes systemer og kategorier ofte sammen med den virkelighed, som hører til læger og socialrådgiveres arbejde med mennesker: det individuelle skøn. Hvorfor har new public management fået så stor magt?

Og så er der så småt kommet brugerbetaling ind i sundhedssystemet. Man forringede sygesikringen ved udlandsrejser, og igen vil de kronisk syge borgere blive særligt hårdt ramt. Og på socialområdet er der ved at vokse et parallelt system op af private socialrådgivere, som slår sig op på at føre sager for mennesker, der er blevet svigtet og kommet i klemme i det offentlige sociale system. Der er også brugerbetaling hos de private rådgivere.

Men også de pårørende mærker besparelserne og bliver mere presset, end de allerede har været det igennem mange år.

Derfor er den stort opslåede finanslov utroværdig som udsagn om alt det gode, regeringen pludselig vil gøre for de syge. Jeg tror ikke, de mest udsatte kronisk syge mennesker og mennesker med handicap de næste mange år vil kunne glemme, hvordan politikere uden social samvittighed og skam i livet har ydmyget dem som gruppe i samfundet. Dertil er konsekvenserne for alvorlige og statustabet for massivt.

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., forfatter og redaktør af to bogantologier