Prøv avisen
Kronik

Ret til rettigheder i Mellemamerika

Sidsel Jessen-Klixbüll er anklager. Klik for næste billede. Foto: Mike Kollöffel

I Guatemala og Honduras går en uskøn og brutal blanding af forbrydelse uden straf, korruption og kriminalisering af menneskerettighedsfortalere hånd i hånd. Derfor er der hårdt brug for støtte til civilsamfundsorganisationer, som arbejder i landene

BEGREBET ”IMPUNITET” - forbrydelse uden straf - følger os som en mørk, men altid tilstedeværende skygge under turen gennem Guatemala og Honduras. Vi tre danske jurister er udsendt til Mellemamerika for at tage temperaturen på menneskerettigheder og retssystemets tilstand i Guatemala og Honduras.

De to lande ligner hinanden i forhold til de overordnede problemstillinger og udfordringer, som de kæmper med: det oprindelige folk, kvinder og menneskerettighedsforkæmpere. I begge lande sker der fortsat systematiske krænkelser af menneskerettigheder og en kriminalisering af menneskerettighedsfortalere. I begge lande er retssystemerne svage og ikke i stand til at beskytte borgerne, især ikke de mest udsatte samfundsgrupper. I begge lande er impunitet og korruption blandet med magtmisbrug inden for retssystemet.

Menneskerettighedsforkæmpere udsættes jævnligt for overgreb, blandt andet når naturressourcer og jordrettigheder er på spil. Oprindelige folk er den mest marginaliserede befolkningsgruppe, og de oplever, at deres individuelle og kollektive rettigheder til at forvalte territorier og naturressourcer bliver tilsidesat gang på gang.

I Quiché-provinsen i Guatemala mødtes vi med repræsentanter for forskellige grupper af oprindelige folk. De har i årtier ventet på kompensation for tab af deres hjem og jordområder, efter at myndighederne i 1976 opførte et stort vandkraftværk ved Chixoy-floden. Flere end 6000 familier, der boede i de frugtbare dalområder ned til floden mistede deres jorder og livsgrundlag. Flere tusinde familier blev tvangsfjernet, og mere end 400 mennesker blev myrdet. Siden har familierne kæmpet intenst for at opnå kompensation for den uret, de blev udsat for.

I 2010 underskrev den daværende præsident en aftale om betydelig kompensation i Chixoy-sagen. Siden skete der ikke mere, men nu har det vedvarende politiske pres fra oprindelige folk og civilsamfundsorganisationerne i Guatemala medført, at den nuværende præsident har indgået en ny aftale med de berørte lokalsamfund med løfte om kompensation. Om det løfte så ret rent faktisk bliver effekturet, har vi endnu til gode at se.

Chixoy-sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er for den fattigste del af befolkningen at opnå rettigheder, og den viser samtidig, at den oprindelige befolkning i Guatemala er blevet stærkere og med støtte kan få kæmpet deres rettigheder igennem.

Civilsamfundsorganisationerne i de to lande er på den ene side blevet stærkere. Det oplevede vi i Guatemala, hvor repræsentanter for oprindelige folk i Quiché var klart og stærkt formulerede i deres ønsker om og retmæssige krav på at blive hørt, respekteret og inkluderet. Og i Honduras, hvor de er meget aktive og presser på for at få lovgivning om bedre beskyttelse af menneskerettighedsfortalere, journalister og ansatte i justitssystemet.

På den anden side er civilsamfundene i de to lande også blevet mere sårbare og overladt til sig selv af det internationale samfund, fordi Guatemala og Honduras nu officielt tilhører gruppen af lav-mellem-indkomstlande. Det på trods af at de stadig har enorm stor social og økonomisk ulighed i begge lande. For Honduras' vedkommende gælder desuden, at statskuppet i 2009 har ført til, at mange donorer trak sig, imens civilsamfundsorganisationerne stadig den dag i dag forsøger at finde deres ben at stå på. Og den eskalerende voldsspiral i landet er måske yderligere med til at skræmme mange væk.

To af os har været i regionen flere gange før, mens den tredje primært har arbejdet med menneskerettighedsområdet og retsinstanser i Malawi. Men vi kan alle nikke genkendende til nogle af de kæmpestore udfordringer, som befolkningen stadig står med i Guatemala og Honduras.

Kampen mod impunitet vanskeliggøres af en udstrakt korruption i samfundet - også i politiet. Flere, vi talte med, var opgivende over for, om det overhovedet kan lykkes. De kriminelle er bedre udrustede og har uanede midler til rådighed. Alligevel kæmper modige anklagere og dommere videre for at få knækket volds- og kriminalitetskurven. Regeringens svar i Honduras har været at indsætte militæret på opgaver, som normalt varetages af civile instanser, for eksempel driften af fængslerne og patruljering i gaderne. Det kan være et langsomt skred mod en militær overtagelse af civilsamfundets nøglefunktioner.

ANKLAGERNES ARBEJDE er præget af dårligt og korrupt politiarbejde. Det betyder, at de mangler den nødvendige efterforskning for at kunne føre bevis for, hvem der har begået eksempelvis et drab. Derfor slipper mange gerningsmænd for straf. Der findes ingen statistik over kriminalitetsmønstre eller i det hele taget tal over, hvor mange sager der ligger og venter hos anklagemyndigheden. Der findes på landsplan heller ingen retningslinjer for, hvordan de lokale anklagere skal prioritere deres sager.

Når der ikke er noget overblik over, hvilke sager anklagemyndigheden har, og når der ikke er retningslinjer for prioritering af sager, efterlader det den lokale anklagemyndighed et vidt skøn i forhold til at vælge, hvilke sager den vil behandle. Når man så ved, at visse sager er forbundet med stor risiko, ja, måske livsfare, så vil der formodentlig være en uvilje mod netop at bringe disse sager for domstolene. Et vidt skøn åbner også mulighed for korruption, idet sager kan blive lagt nederst i bunken eller forsvinde. Flere af anklagerne gav indtryk af, at de ville det bedste i deres arbejde - altså bringe forbrydere for en domstol - men at betingelserne var overordentligt svære.

Hvis anklagemyndigheden ikke fungerer, vil de skyldige aldrig blive bragt for en domstol, og folk vil miste tilliden til, at systemet kan beskytte dem mod overgreb. Det kan føre til selvtægt, hvilket betyder, at den stærkeste vil få ret, og de svage vil tabe.

Men der er i dag måske mere end nogensinde før brug for, at Danmark og andre fortsat støtter indbyggerne i Mellemamerika i at kæmpe for deres rettigheder. Der er mange gode kræfter, der kæmper intenst for at styrke respekt for demokrati og menneskerettigheder i Guatemala og Honduras. Mennesker sætter livet på spil i ønsket om at opnå de rettigheder, de har krav på. De gør det ikke bare for selv at få det bedre, men fordi de ønsker at ændre det samfund, de lever i, til det bedre, også hvis det koster dem deres karriere, deres sikkerhed eller måske i sidste ende deres liv - så er det noget, de er villige til at risikere.

De har brug for anerkendelse og støtte, hvis de skal nå det mål, og derfor er det af afgørende betydning, at Danmark og det internationale samfund fortsat støtter disse kræfter.

Sidsel Jessen-Klixbüll er anklager, Thorkild Høyer er forsvarsadvokat, og Stig Glent-Madsen er landsdommer. De tre jurister var i oktober udsendt til Mellemamerika af Folkekirkens Nødhjælp og Ibis, der i samarbejde med Danida har et stort menneskerettighedsprogram i regionen. De tre jurister har netop afleveret en rapport til Udenrigsministeriet om turen.

Thorkild Høyer er forsvarsadvokat. Klik for næste billede. Foto: Mike Kollöffel
Stig Glent-Madsen er landsdommer. Foto: Mike Kollöffel