Den norske forfatter Henrik Ibsen (1828-1906) er den mest spillede dramatiker i verden næst efter Shakespeare. Han debuterede i 1851 og slog igennem med ”Brand” (1866), men berømmelsen kom især med de sidste godt 20 års produktion, de moderne samtidsdramaer: fra ”Samfundets støtter” (1877) til ”Når vi døde vågner” (1899), som vi kender fra tv og teater.
I ”Samfundets støtter” går Ibsen hårdt til svindlen i erhvervslivet. I ”Et dukkehjem” retter han lyset mod bankdirektør Helmers ægteskab med ”lærkefuglen” Nora. I ”Gengangere” belærer pastor Manders hustruen om, at det i ægteskabet er hendes pligt at dække over mandens udskejelser. I ”En folkefiende” sætter magthaverne alt ind på at skjule miljøforureningen på det lille kursted.
Ibsens forfatterskab er traditionelt blevet set som et vægtigt bidrag til Det Moderne Gennembruds historie i Norden. I 1871 var den kulturradikale litteraturkritiker Georg Brandes (1842-1927) stået frem og havde gjort sig til talsmand for den frie tanke, den frie humanitet og den frie kærlighed. I et brev til moderen fortæller han, at han af hele sit hjerte hader kristendommen. Han og Ibsen stod hinanden særlig nært i årene omkring 1870, og Ibsen er gennem generationer blevet fremstillet som Brandes' våbenbroder i en idelogisk frigørelseskamp mod gamle dogmer, institutioner og konventioner
Det er dette nu over 100 år gamle kulturradikale Ibsen-billede, som den norske, i Danmark bosatte, litteraturhistoriker Jørgen Haugan har sat sig for at gøre op med i sin nye bog ”Dommedag og djevlepakt. Henrik Ibsens forfatterskap - fullt og helt”, som titlen lyder med en hentydning til ”Per Gynt” (1867): ”Det som du er, vær fuldt og helt, ikke stykkevis og delt.”
Haugan tager udgangspunkt i den venlige henstilling, som den allerede i 1898 verdensberømte Ibsen rettede til publikum i fortalen til ”Samlede værker”: at læseren måtte tilegne sig hans stykker i kronologisk rækkefølge og ikke springe et eneste over. Alt, hvad han havde skrevet, havde han ”gennemlevet”. Det er denne 50-årige refleksions- og selvrefleksionsproces, hvorunder Ibsen blev klogere på sin samtid og verden, men også på sig selv, Haugan analyserer ved at gennemgå forfatterskabet stykke for stykke, de mindre væsentlige arbejder kort, de store udførligt.
Det nye i det portræt, som Haugan tegner, er hovedpåstanden om, at Ibsen er kristen digter, at han ikke bare havde sine pietistiske rødder i kristendommen fra sin opvækst i de små provinsbyer Skien og Grimstad, men forblev inden for en evangelisk forståelseshorisont gennem hele forfatterskabet.
Haugan understreger, at Ibsen ikke kunne deltage i Brandes' opgør med kristendommen og heller ikke sympatiserede med idéen om fri kærlighed, som rettede sig mod ægteskabsinstitutionen.
Ibsen mente selv, at han havde sit digterkald fra Gud. Det skrev han direkte til den svensk-norske konge i 1866. Brandes skriver i 1888 til den tyske filosof Friedrich Nietzsche, at Ibsen ”stadig er meget gennemtrængt af teologi”. Han fortæller også til Nietzsche, at han i sin tid havde skrevet sin biografi om Søren Kierkegaard (1877) for at trænge denne kristne tænkers indflydelse tilbage.
Den store danske kritiker var den første, som gav et kvalificeret helhedsbillede af Ibsen og hans forfatterskab, men Brandes' tre ”Indtryk” - skrevet med mange års mellemrum: 1867, 1882 og 1898, samlet udgave sidstnævnte år - forholder sig også strategisk til kaldstanken og den religiøse dimension i forfatterskabet.
Hvilken kristendomsforståelse bygger Ibsen så på i sit forfatterskab? Det er sikkert ikke helt let at forstå for moderne læsere, som Haugan siger: Han redegør for, hvordan Ibsen i første halvdel af forfatterskabet står i den romantisk-idealistiske, kristne åndstradition, hvis begyndelse i tysk og dansk litteratur kan sættes til cirka 1775. I denne tradition giver den hæmmede eros digteren adgang til den guddommelige inspiration. Den ibsenske helt - den kaldede mand blandt to forskellige kvindetyper, en blid og en stærk - kan så at sige legitimt ofre sin jordiske eksistens, ægtefælle, familie og hjem, for at følge sine høje idealer. Det gør ”Brand” som det store eksempel.
Det krævende og sjældent opførte drama ”Kejser og Galilæer” (1873) betragtede Ibsen selv som sit hovedværk. Derefter ændrer han imidlertid sin vurdering af den romantisk-kristne åndstradition. Haugan viser, hvordan kristendommen i ”Gengangere” reduceres til fromme fraser i dobbeltmotiverede udsagn, der skal fremme mindre fromme planer. I de senere dramaer fokuserer Ibsen særlig på den idealistiske traditions omkostninger. Kravet om renhed og kyskhed får følger, der kommer bag på de involverede hovedpersoner, hvis kærlighedsevne forstenes, tydeligst måske i ”Rosmersholm” (1886). Den største synd i forfatterskabet bliver ”kærlighedsforbrydelsen” og den manglende overensstemmelse mellem ord og handling, som Haugan ser som evangeliske kernepunkter.
Ibsens kvinder bliver dog under processen bevidstgjorte og kan bagefter sno deres ægtemand om en lillefinger, mens mændene tumler omkring, falder i fossen eller ned fra høje tårn. Haugan trænger i sine analyser dybt både psykologisk og dramaturgisk.
Men det hovedspørgsmål, man kan stille hans imponerende, 600 sider lange bog, er, om Ibsens ændrede syn på den kristen-idealistiske tradition er påvirket af Georg Brandes' indflydelse? Eller om den eksklusivt er et resultat af digterens egen individuation: groft sagt 40-års sublimering bag skrivebordet? Ibsen giftede sig som 30-årig med præstedatteren Suszannah Daae Thoresen og efter sønnen Sigurds fødsel året efter, blev det erotiske samliv mellem ægtefællerne indstillet for stedse.
Og man kan i og for sig også stille flere spørgsmål: Haugan betegner ”Brand” som et kristent drama, og hovedpersonen er jo også præst. Ibsen skriver imidlertid i et brev til Georg Brandes, at han skulle være mand for at skrive det samme stykke med en helt anden som hovedperson, for eksempel en billedhugger eller en politiker, eller for den sags skyld med Brandes selv i hovedrollen.
Georg Brandes' modstandere, tabernes historie, er fornylig blevet beskrevet af Jon A.P. Gissel i bogen ”Konservatisme og kulturkamp”. Det radikale stormløb i kulturkampen i Danmark i sidste tredjedel af 1800-tallet og konservatismens svar (anmeldt her i Kristeligt Dagblad den 8. august 2014). Jørgen Haugan vil dog næppe med sin nyfortolkning have Ibsen anbragt i denne tradition eller hos den samtidige biskop Heuch i Kristiania (Oslo). Han opfatter snarere Ibsens forfatterskab som sit eget gennembrud i Det Moderne Gennembrud.
Spørgsmålet er, om dette lidt anstrengte synspunkt holder: At Ibsen lader sit røntgenblik afsløre de ubevidste sider også hos dem, der repræsenterer de moderne idéer og holdninger, som fru Alving i ”Gengangere” og dr. Stockman i ”En folkefiende”, gør jo kun forfatterskabet større uden at bryde med Det Moderne Gennembrud. Under en kulturkamp har begge parter som regel hver deres blinde punkter. Det er kun et realistisk træk mere ved forfatterskabet. Det tæller også tungt, at Ibsen i et brev 1881 til Brandes klager over modtagelsen af ”Gengangere”, som vakte stor forargelse på højrefløjen, men heller ikke blev godt modtaget i den liberale lejr, Venstre. Sådan skriver man ikke til en mand, man vil lægge afstand til eller har brudt med.
Gode bøger ser imidlertid tingene fra en ny vinkel og vækker til debat, og en sådan bog er ”Dommedag og djevlepakt”.
Thyge Svenstrup er dr.phil. i historie