Prøv avisen
Kronik

Når diagnoselysten løber løbsk

Når vi fokuserer så voldsomt på årsager til og ansvar for børnenes reaktionsmønstre, risikerer vi at overse børnenes virkelige behov, skriver kronikør.

Har et barn behov for diagnoser, når det går igennem en svær periode og måske for en stund melder sig ud af fællesskabet i institutionen?

I disse diagnosetider oplever jeg som familierådgiver mange frustrerede forældre, der oplever, hvordan vuggestuer og børnehaver sætter gang i udredninger på et for tyndt grundlag.

I den sidste tid har jeg gjort mig nogle tanker om hvorfor. Som jeg ser det, er der i samfundet en tendens til, at vi konstant forsøger at placere ansvar og grave i årsagerne til, hvorfor tingene er, som de er, og hvorfor vores børn reagerer, som de gør.

Vi undersøger, laver udvalg og henter eksperter ind - især når det gælder vores børn - men ofte oplever jeg, at vi måske er knap så gode til at omsætte og bruge den viden, vi erhverver os.

Når vi fokuserer så voldsomt på årsager til og ansvar for børnenes reaktionsmønstre, risikerer vi at overse børnenes virkelige behov og efterlade dem helt alene uden den hjælp og støtte, som de har brug for.

Når vi leder efter årsager og ansvar, ender det også ofte med, at forældrene begynder at føle sig skyldige, og så er der gang i den negative spiral: Forældrene føler sig utilstrækkelige og ulykkelige, og det påvirker børnene, som igen på grund af forældrenes bekymring ikke får den støtte, de har brug for.

I den seneste tid har flere forældre taget kontakt til mig, fordi de i deres børns institutioner har modtaget besked om, at personalet ønsker at få deres søn eller datter udredet eller undersøgt af en ekstern konsulent.

Institutionerne er typisk bekymrede for, om barnet fungerer normalt, og er magtesløse over for, hvordan de skal hjælpe barnet.

Som udgangspunkt burde institutionernes påpasselighed jo være rigtig fin, men det er min erfaring, at de eksperter, der kommer ud i institutionerne, ofte leder efter netop diagnoser og andre årsager til barnets opførsel, hvilket det ikke altid er muligt at finde.

Når børn har det svært, har de brug for ekstra hjælp og støtte, men de har netop ikke brug for at blive vurderet, undersøgt og observeret, fordi det isolerer dem endnu mere fra fællesskabet og giver dem en oplevelse af, at der er noget galt, og at de i værste fald er forkerte.

Derfor er jeg fortaler for, at vi gør noget helt andet. Frem for at lede efter en diagnose skal vi hjælpe barnet der, hvor det er udfordret her og nu. I stedet for at dømme og vurdere skal vi lave nogle ændringer i børnenes hverdag, der kan støtte op omkring barnet, når det har det svært.

Det gør vi for eksempel ved at få flere praktikere på banen, som ved, hvordan man hjælper et barn, der har brug for hjælp, uden at der nødvendigvis skal skrives rapporter og laves formelle udredninger.

Her er det vigtigste efter min erfaring, at man har en åben tilgang til barnet og er nysgerrig efter at ændre sit eget virke som forældre eller som pædagog i en institution.

Jeg er udmærket klar over, at vores dygtige pædagoger ofte er så pressede med hensyn til ressourcer, tid og personale, at det ikke er muligt at indrette hverdagen i overensstemmelse med hvert enkelt barns specifikke behov.

Heldigvis står vi heller ikke i en situation, hvor alle børn har behov for særlig støtte. Mange børn trives med hverdagen i vores institutioner, og når noget fungerer, er der absolut ingen grund til at ændre ved det.

Derimod er det vigtigt, at vi tager de børn alvorligt, som er udfordrede af hverdagen i institutionerne. Dem har vi simpelthen pligt til at hjælpe, og ofte skal der faktisk ikke de store tiltag til, før barnet igen kan trives.

For kort tid siden mødte jeg i min rådgivning en familie med en pige på tre år. Pigens institution ønskede at lave en udredning, fordi pigen var ked af det og ikke ville lege med de andre børn eller deltage i de fælles aktiviteter.

Pigen havde det svært, når der blev stillet krav til hende, og var for eksempel ofte ked af at sætte sig ved det fælles frokostbord. Pædagogerne var udfordrede og vidste ikke, hvorfor pigen isolerede sig og ikke mere var den glade pige, de kendte og holdt af, og de var især bekymrede, fordi pigen stod over for et skift til børnehave.

Pigens forældre søgte hjælp hos mig, fordi de havde en mavefornemmelse, der sagde dem, at der ikke var andet galt med deres datter, end at hun havde brug for hjælp og støtte i en svær udviklingsperiode.

Min anbefaling til forældrene lød på, at de skulle snakke med pædagogerne om at udsætte udredningen i tre måneder for at se tiden an og samtidig opfordre dem til, at de respekterede pigens manglende lyst til at deltage i aktiviteterne og hendes behov for alenetid.

I stedet for at opfordre pigen til at være med i fællesskabet skulle de være opmærksomme på ikke at stille krav og give pigen tid til selv at mærke, hvad hun havde brug for.

Efter en måned fik jeg en tilbagemelding fra forældrene om, at de i løbet af kort tid havde oplevet, hvordan deres datter blev meget gladere både hjemme og i vuggestuen. Ovenstående historie er langtfra enestående - jeg kan komme med mange lignende eksempler. Og det er ærgerligt, fordi situationer som den, jeg lige har beskrevet, skaber frustration både i hjemmet og i institutionen.

Når jeg skriver denne kronik, er det, fordi jeg oplever, at vi sætter alt for mange nye tiltag i gang, tilkalder for mange eksperter, observerer for meget og skriver for mange rapporter, når det handler om vores børn.I stedet vil jeg gerne opfordre til, at vi prøver med nogle små, centrale ændringer, der sagtens kan implementeres i institutionernes travle hverdag, og som ofte kan have stor effekt.

At tage ekstra hensyn til et barn i en periode kræver ikke mere af den enkelte pædagog, end det ville kræve af dem at arbejde med et barn, der ikke trives. Og så er det en meget bedre løsning for både pædagoger, børn og forældre.

Camilla Justesen er familierådgiver

Camilla Justesen er familierådgiver. Foto: Arkivfoto