Ingen kan være i tvivl om, at det globale samfund står over for en række meget alvorlige problemer på grund af stigende befolkningstal, overudnyttelse af naturressourcer, forurening af miljø, klimaforandringer og en husdyrproduktion, der er nået derud, hvor dyrene udelukkende betragtes som biologiske fabrikker.
Der er til gengæld stor uenighed om, hvordan vi bedst søger at løse eller begrænse problemerne. Løsningen, som Landbrug & Fødevarer og den nye direktør, Karen Hækkerup, i øjeblikket promoverer, er, at Danmark med så lidt input som muligt bør producere endnu større mængder af fødevarer, end vi allerede gør.
Dette er, hævder Landbrug & Fødevarer, i tråd med bæredygtighedsprincippet og vejen til såvel at kunne brødføde verden som til at skabe danske arbejdspladser - og praktisk muligt. Umiddelbart et tillokkende forslag. Mere for mindre, mad til de sultne og penge i kassen på hjemmefronten.
Ikke desto mindre vil vi tillade os at forholde os endog meget kritisk til denne vision. Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at en kritik af nogle af de principper og praksisser, der dominerer det konventionelle danske landbrug, ikke er det samme som at være ”anti-landbrug”.
Det er et falsk dilemma, når Landbrug & Fødevarer fra tid til anden får det til at lyde, som om kritikere af den fremherskende landbrug- og fødevaredagsorden har en målsætning om en total lukning af dansk landbrug og fødevareproduktion med følgende tab af tusindvis af arbejdspladser. Der er simpelthen ingen, der forfægter et sådant standpunkt.
Kritikerne består af en stor og voksende gruppe af debattører, aktivister og organisationer med en lang række forskellige bud på, hvorledes vi bør ændre og forbedre vores landbrug og fødevareproduktion.
Omend disse bud er meget forskellige, så går en række målsætninger igen i de fleste: Langt højere dyrevelfærd, meget mindre udledning af kvælstoffer, meget mindre brug af pesticider og signifikant nedbringelse af energiforbrug og klimaaftryk.
Der er ingen grund til at tro, at en omlægning af landbrug og fødevareproduktion med henblik på at imødekomme disse målsætninger nødvendigvis vil koste tusindvis af danske arbejdspladser. Det kunne også være en mulighed for at gentænke et erhverv i åbenlys krise i forhold til økonomi og natur.
Der kunne ganske givet være mulighed for at skabe endog flere arbejdspladser, hvis vi vender os fra det simple fokus på kvantitet og intensivitet og til et bredere fokus på kvalitet i alle aspekter af fødevarekæden: fra dyrevelfærd og miljøhensyn til madens smag.
Modargumentet er, at en sådan produktionsomlægning ikke kan brødføde verden. Med en stigende verdensbefolkning skal der dyrkes flere fødevarer. FN anslår, at fødevareproduktionen skal stige med mindst 50 procent, hvis der skal være mad til alle i 2050.
Spørgsmålet er bare, om den udfordring bedst løses ved at intensivere det danske landbrug yderligere til skade for natur og dyr. Vi mener, at Danmark som et rigt samfund bør bidrage markant til at afhjælpe de fødevarekriser, som klimaforandringer, inddragelse af landarealer til bioenergiproduktion og befolkningstilvæksten i især fattige tredjeverdenslande kan medføre.
Vi mener dog samtidig, at store mængder billigt producerede danske svinekoteletter ikke lige er svaret hverken på kort eller lang sigt. Både miljømæssig, dyrevelfærdsmæssig og samfundsøkonomisk bæredygtighed fordrer, at udviklingslandene hjælpes til at etablere en sikker og bæredygtig lokal og regional produktion.
Som en ny FN-rapport fastslår, så sker det bedst ved at hjælpe med en omstilling til mere økologisk og lokal produktion. Her kunne en fremtidig dansk landbrugs- og fødevaresektor bidrage med reelt bæredygtig innovation og know-how.
Dansk økologisk produktion foregår på et højt vidensniveau, og der er et væld af gode erfaringer at bringe videre. Den globale befolkningstilvækst kan altså ikke i sig selv bruges som argument for en øget dansk landbrugsproduktion. Vi er derfor enige om problemet med Landbrug & Fødevarer - men uenige i deres strategi til at søge at løse det.
Den intensive danske animalske produktion fører til store miljøbelastninger og dyrevelfærdsomkostninger. De økonomiske fordele, som produktionen i hvert fald på kort sigt måtte give, skal naturligvis vejes op mod de omkostninger, som den indebærer. Og da en fortsat intensivering af landbrug og husdyrproduktion efter alt at dømme vil finde sted på baggrund af en yderligere instrumentalisering af dyrene og naturen, er der grund til at forholde sig kritisk til, om dette på nogen måde kan sige at være udtryk for en bæredygtig udvikling.
I Landbrug & Fødevarers vision synes der dog ikke at være mere plads til relationer til og omsorg for den resterende livsverden omkring os, end der er i det nuværende industrilandbrug. Der er ikke plads til ”klappegrise” og ”Nationalpark Danmark”, som Karen Hækkerup har udtrykt det.
Grundlæggende handler diskussionen om, hvad bæredygtighed er, hvilke fremtidsscenarier man antager som de mest sandsynlige, og hvordan mennesket bør leve med den natur, der bærer vores liv.
For os at se er det på ingen måde sandsynligt, at en voksende verdensbefolkning kan mættes med en kost baseret på dansk landbrugs ekstreme husdyrproduktion. Der er ganske enkelt ikke økologisk råderum på kloden til at producere så meget kød, mælk og æg, som der er efterspørgsel efter.
Allerede i dag anvendes to tredjedele af det samlede globale landbrugsareal til husdyrproduktion.
Enorme ressourcer i form af jord, vand, næringsstoffer med mere går tabt i dyrenes metabolisme, når de omdanner planteprotein til animalsk protein. At udvide den animalske produktion er så ubæredygtig en tanke, som man kan forestille sig.
Skal Danmark medvirke til løsningen af de problemer, som verden sammen står over for, da er vejen frem ikke flere koteletter. Skal vi bidrage til at skubbe den globale fødevareproduktion i en mere bæredygtig retning, hvor der tages hensyn til mennesker såvel som natur og dyr, da er vejen frem en grundlæggende omlægning af den danske landbrugsproduktion med fokus på de sociale, dyrevelfærdsmæssige og miljømæssige konsekvenser.
Vi nægter ikke, at der er en stigende efterspørgsel på kød globalt set. Vi ved til gengæld også, at selvom dansk landbrug er en smule mere effektivt end andre til at producere kødet, så forslår det som en skrædder i Helvede i forhold til at opfylde disse forbrugerkrav.
Og vi ved fra en lang række forskningsbaserede rapporter, at planetens allerede overudnyttede ressourcer ikke kan levere det nødvendige grundlag for en fortsat stigende efterspørgsel.
I den situation er det langt mere visionært og bæredygtigt at udvikle et landbrug, der svarer på udfordringerne med langsigtede løsninger, end et landbrug, der i sidste ende fastholder en udvikling, som ikke er bæredygtig. Skal vi fortsat være dem, der presser citronen så meget som muligt og overudnytter Jordens ressourcer til skade for os selv og resten af planetens levende væsener?
Eller skal vi påtage os en forvalterrolle og tage anledning af vores magt over verden til at drage omsorg for den? Målet må være, at de ni milliarder mennesker i 2050 arver ikke blot de billigste produkter, men også naturbevarelse og metoder til fødevareproduktion, som gør, at de kan se sig selv og husdyrene i øjnene.
Jes Lynning Harfeld er adjunkt i bioetik ved Center for Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet.
Mickey Gjerris er lektor i bioetik ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd.
