Den nødvendige opdragelse

Vi har i vores iver efter at få børn på banen med egen mening og ret til at sige de voksne imod udviklet en slags ”modspilsbørn”. Det er børn, der ikke umiddelbart tager et nej for et nej, og som hele tiden vil forhandle. Børn, som bliver ved med at diskutere, fordi de voksne ikke har markeret, hvor deres grænser går for barnets adfærd

Forældre tager ofte børnene med på råd. Men så melder spørgsmålet sig selvfølgelig også: Hvor meget skal børnene bestemme? Og hvem skal træffe beslutningerne i sidste ende?
Forældre tager ofte børnene med på råd. Men så melder spørgsmålet sig selvfølgelig også: Hvor meget skal børnene bestemme? Og hvem skal træffe beslutningerne i sidste ende?.

SOM MAN HAR KUNNET LÆSE her i avisen, volder børneopdragelse - stadigvæk - mange forældre kvaler. Ja, så mange kvaler, at en del forældre ligefrem opgiver at opdrage på deres egne børn.

Og opdragelse i dag stiller nye krav til forældrene. Tidligere var det lettere at finde ud af, hvad var rigtigt og forkert. Mor og far havde samme opfattelse som lærerne af, hvordan man skulle opføre sig. Var man kommet uheldigt af sted og havde gjort noget forkert i skolen, så fik man en på hovedet af læreren. Var man dum nok til også at fortælle det til sine forældre, så vankede der sandsynligvis endnu en på skrinet derhjemme.

Normerne var de samme, hvad enten man var i skole eller i hjemmet. Man skulle rette sig efter de voksne! Det var simpelt og forudsigeligt - men også stift og undertrykkende. Selvom forudsigelighed skaber trygge børn, så skal vi bestemt ikke tilbage til de forhold igen.

Nutidens normer skaber nemlig børn med et stort gåpåmod, men de skal lære at begå sig i en verden, som består af en mangfoldighed af levemåder, hvor der er både ret og pligt, rigtigt og forkert samt frihed til at handle, som man vil, men også krav om at tilpasse sig regler.

Forældre tager ofte børnene med på råd. Men så melder spørgsmålet sig selvfølgelig også: Hvor meget skal børnene bestemme? Og hvem skal træffe beslutningerne i sidste ende?

Man kan sige, at vi i vores iver efter at få børn på banen, hvor vi har givet dem lov til at have deres egen mening og ret til at sige de voksne imod, har udviklet en slags ”modspilsbørn”. Det er børn, der ikke umiddelbart tager et nej for et nej, og som hele tiden vil forhandle. Og som bliver ved med at spørge og diskutere, fordi de voksne ikke i tide har markeret over for børnene, hvad de ønsker, og hvor deres grænser går for barnets adfærd.

Men modspilsbørn kræver både modspil og udspil. Modspil, hvor man som den voksne ikke blot er eftergivende, men er parat til også at udtrykke egen mening og, hvor det er påkrævet, sætter grænser for, hvad man vil være med til i forhold til barnet. Udspil, når man som den voksne kommer med nogle forslag og idéer til barnet, som kan danne grundlag for barnets egne valg, vel at mærke inden for de rammer, som forældrenes udspil dikterer.

Mange vil indse det indlysende i, at man skal opdrage på de mindre børn, men lige så mange vil mene, at børnene er flyvefærdige og kan orientere sig, når de er 13-14 år. Dybest set fordi forældrene på den måde kan undgå konflikter med deres unge!

Men forældrenes opdragelse hører i princippet først op, når børnene som unge mennesker flytter hjemmefra. For i hjemmet skal fællesskabet fungere, og det kan det kun, når alle både kender og efterlever nogle spilleregler.

AT TRO, AT BØRN kan orientere sig i vores noget uoverskuelige verden, når de er 13-14 år, og derfor som forældre at overlade alle beslutninger til børnene selv er intet mindre end chancerytteri. Også store børn har brug for forældre og andre vigtige voksne, for eksempel lærere, der indimellem tager ansvar for dem, og som under alle omstændigheder er parate til at vejlede den unge og være den væg, han eller hun kan spille bolden op ad.

”Men gruppen betyder alt - uden er der ingenting,” vil mange børn og unge tænke og føle. ”Hvis jeg ikke har nogen at være sammen med efter skoletid, ingen at sms'e med, er jeg ingenting.” Sådan er det blevet for mange børn og unge, og selvom gruppen altid har været vigtig for børn og unge, ser det ud til, at gruppens betydning er blevet langt større end tidligere.

Det kan der være i det mindste to grunde til: Børn er meget i dagtilbud og skole og er derfor måske blevet direkte afhængige af gruppen. Hertil kommer, at forandringerne i familiemønstret med begge forældre med arbejde uden for eget hjem bevirker, at tilknytningen mellem far, mor og børn får ringere vilkår for at udvikles og fastholdes.

Det betyder ikke, at kontakt til jævnaldrende er negativ for barnet og dets sociale udvikling. Det er jo vigtigt for både den 5-årige og den 15-årige, at der om morgenen er nogen, der siger hej, at der er nogen i børnehaven eller skolen, der vil lege og være sammen med én. Så er man med, man er på, man føler, at man er nogen!

Børn og unge søger kontakt med hinanden, og det er sundt, naturligt og givende. Men det er vigtigt, at der hele tiden er voksne inde over, som kan vise børnene vejen. At børn virker sammen i grupper, indebærer jo ingen garanti for, i hvilken retning gruppen bevæger sig, og siger ikke noget om, hvilke normer og hvilken adfærd der er den fremherskende i gruppen.

BØRN KAN IKKE få andre børn til at fungere socialt af den simple årsag, at de naturligvis selv dårligt nok kan orientere sig i verden. Derfor er det ikke udelukkende de jævnaldrende, som børn og unge skal være afhængige af. Det er ikke alene dem, der skal give vores børn identitet og selvværd og lære dem, hvad der er rigtigt og forkert, og at skelne mellem fantasi og virkelighed. Her har børn og unge brug for en voksen, der vejleder dem, brug for en, der reelt ved bedre.

Men når mange børn vender sig mod deres jævnaldrende, er det måske i mangel af bedre. Fordi forældre og andre vigtige voksne ikke i tilstrækkelig grad er nærværende, fordi tilknytningen mellem voksne og børn er fraværende. Og det er uden tvivl bedst, når børn og unge har en voksen - først og fremmest forældrene - at tage pejling efter.

MEN I MANGE TILFÆLDE bliver det de jævnaldrende, der er pejlemærkerne. Når børn og unge knytter sig så tæt til de jævnaldrende, at de helst vil være sammen med dem og være som dem, er det disse jævnaldrende, som enten hver for sig eller som gruppe kommer til at fungere som pejlemærker. Det bliver hos de jævnaldrende, man søger nærhed, og det bliver dem, der fortæller den enkelte, hvordan man skal være, tale, tænke og se ud.

Vi skal ikke - og kan vel næppe heller - som forældre forhindre vores børn i at være sammen med deres venner, men ved nærvær, samvær og krav om involvering i familielivet kan vi skabe en modvægt til den enorme betydning, kammeratskabsgruppen har for børnenes opfattelse af normer, værdier og handlinger.

Netop fordi nærværet og den voksnes tydelighed er et grundlag for den helt centrale tilknytning. Jo svagere tilknytning mellem barnet og forældrene, desto mere vil børn og unge vende sig mod gruppen af jævnaldrende.

Det klare og eneste svar, der giver mening på spørgsmålet om, hvem der skal opdrage på børnene, er, at først og fremmest forældrene og dernæst de øvrige voksne, der er implicerede i omsorgen for børnene, må være deres vejledere, opdragere og forbilleder. Og vi må holde fast, indtil børnene når en alder, hvor vi med rette kan sige, at nu er opgaven løst.

Vi må opdrage dem, ikke for at begrænse dem, men for at de skal udvikle sig. Holde fast, indtil børnene som unge mennesker kan holde fast i sig selv. Det er begrebet disciplin, der her er i spil, hvor det drejer sig om en selvkontrol, vi som voksne skal hjælpe barnet til at opnå gennem indlæring af adfærdsmønstre.

Og forstået på den måde er der uden tvivl børn, som mangler disciplin. Men hvis vi tænker i fortidige baner og med disciplin mener underdanighed (og straf), er der en stor risiko for, at vi kommer til at ødelægge relationerne til vores børn og måske støder dem fra os, så de udelukkende vender sig mod deres jævnaldrende.

John Aasted Halse er psykolog

20060411192332
KDBI
20060411192332
KDBI Foto: Arkivfoto