Hvor langt går fagpersoners pligt til at informere politikerne, hvis forhold viser sig at stride direkte mod politikernes hensigt? Hvad nu hvis administrations- og embedsværket tilbageholder relevant information for politikere, der udbeder sig en forklaring? Eller måske taler udenom og dermed vildleder politikerne? At embedsværket med andre ord har taget magten over den politiske proces og samtidig vildleder politikerne om det?
Det er spørgsmål, vi har været nødt til at stille os selv som undervisere i faget Kristendomskundskab/Livsoplysning/Medborgerskab (KLM) på læreruddannelsen efter at have læst uddannelsesministeriets og professionshøjskolernes redegørelse for, hvordan vores fag har det.
Vi kan nemlig ikke genkende den virkelighed, som de fleste af os ellers bevæger os rundt i hver dag.
For tre år siden nedsatte daværende uddannelsesminister Morten Østergaard (R) en gruppe til at foreslå en reform af læreruddannelsen. Ledet af professor Jens Rasmussen foreslog gruppen, at KLM blev nedlagt til fordel for hans eget fagområde, pædagogik: ”Et øget omfang af faget Pædagogik & Lærerfaglighed vil skulle ske på bekostning af andre områder i læreruddannelsen, for eksempel faget KLM,” som der stod.
Forslaget afstedkom en hidsig offentlig debat, hvorefter forligspartierne præciserede, at ikke blot skulle KLM bevares, det skulle også styrkes. De sikrede faget egen eksamen og satte for en sikkerheds skyld et par ekstra bogstaver foran: Almen Dannelse (AD/KLM).
Jens Rasmussen ærgrede sig behersket: ”Det er ikke nogen katastrofe. Det er den sidste rest af dansk seminarie-tradition, der har fået et lille hjørne i læreruddannelsen. Sådan er det bare”.
Så skulle man jo tro, at den sag var ude af verden, men nej. Morten Østergaard bad nemlig efterfølgende Jens Rasmussen om også at stå i spidsen for selve reformen. Nu blev KLM diskret nedgraderet, ikke af navn men af gavn. Og vi må sige, at faget fik særbehandling hele vejen gennem:
1) Høringssvar fra vores faglige forening blev generelt ignoreret. Ingen forklaring.
2) AD/KLM fik som eneste eksamensfag ingen såkaldt ”national faggruppe”, men blev med lidt navnetrylleri lagt under den pædagogiske faggruppe, altså Rasmussens eget fagområde. Ingen forklaring.
3) Det viste sig, da bekendtgørelsen kom, at Jens Rasmussen personligt havde ”rettet” i teksten: KLM-faglige ord var streget ud eller nedtonet. Og KLM-kompetencer streget ud til fordel for pædagogiske kompetencer. Ingen begrundelse.
4) Uden nogen afsender skulle alle fagmål nu rummes i ét modul på 10 ECTS (hvor faget før fyldte 17 ECTS), uanset at nogle udbød mere KLM. (ECTS står for European Credit Transfer System. Det er et pointsystem til meritoverførsel inden for videregående uddannelser, red.)
Ingen lagde åbent navn til disse manipulationer. Men da vi opdagede dem, skrev vi en kronik.
Igen fulgte en ophedet debat, hvor blandt andre Enhedslisten og Liberal Alliance bakkede forliget op, mens Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti indkaldte Morten Østergaard. Han fjernede halvdelen af ”rettelserne” og udtrykte så tillid til, at reformen nu ville følge forliget. Politikerne bad efterfølgende os, som arbejdede med faget før reformen, holde øje med, at det også skete.
Men intet synes at kunne stoppe den forligsstridige implementering, som Jens Rasmussen har stået i spidsen for: Stadig flere studerende kan gå til eksamen på baggrund af et næsten halveret fag: For eksempel på VIA University College i Århus, Silkeborg, Skive og Nørre Nissum, Professionshøjskolen UCC i København, UC Sjælland og senest UC Syd i Esbjerg, som tilbyder eksamen efter kun 10 ECTS. I UC Syd i Haderslev overvejes det samme.
Bekendtgørelsen er stadig skævvredet af Jens Rasmussens ”rettelser”, hvilket går ud over det faglige indhold. Tiden gør det umuligt at nå de omfattende mål, skævvredne eller ej. Endelig har faget stadig ingen selvstændig national faggruppe.
Centrale uddannelsesaktører har sagt, at nu kan politikernes hensigt for første gang ske 1:1. Det gælder vist ikke KLM. Mere besynderligt er det dog at læse uddannelsesministeriets og Professionshøjskolernes svar til Folketingets Uddannelsesudvalg, som nu har bedt om en forklaring.
For svaret mørklægger fagets virkelige forhold. Især forties, at eksamen foregår efter kun 10 ECTS.
Vi har derfor nu været nødt til at påpege disse misforhold over for udvalget. Perspektivet er større end denne ene reform. Perspektivet er skolen som fremtidens demokratiske vækstlag. Altså læreren som bærer af en demokratisk kultur af selvstændige mennesker, der har taget stilling til etik, eksistens, dannelse, religion, kultur og samfund.
Det er unikt i et moderne samfund, at vidt forskellige politiske partier kan enes om AD/KLM som en god platform for almen dannelse. Det er udtryk for en tradition, som vi ikke bør kaste over bord. I øvrigt også en central værdi hos mange af vore gode pædagogiske kolleger.
Men perspektivet er også de spørgsmål, vi indleder denne kronik med: Kan demokratiet være tjent med, at politikernes beslutninger undermineres i den administrative proces mod virkeliggørelse? Lige nu diskuteres det i pressen, om embedsværket generelt risikerer at løsrive sig fra sit politiske mandat. KLM er et eksempel på det:
Tidligere uddannelsesminister Morten Østergaard udnævnte sine rådgivere med et betydeligt personsammenfald. For eksempel er Jens Rasmussen gennemgående i både planlægning og udformning af reformen, i alle faser og på alle niveauer. Også i dag sidder han med mange kasketter på: Foruden at være en central rådgiver for ministeriet og professionshøjskolerne sidder han eksempelvis som formand for ph.d.-rådet for uddannelsesforskning, i Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, i Råd for Børns Læring, i Konsortiet/Læringsløft 2020, samt fordelingen af mærskmilliarden. Altså praktisk taget alt. Jens Rasmussen er således en meget magtfuld embedsmand. Så magtfuld, at det kan mærkes, hvis man kommer i vejen, som KLM-sagen viser.
”Jeg har siddet som embedsmand og forsøgt at få teksten til at passe,” forklarede Rasmussen, da hans tendentiøse ”rettelser” af KLM- bekendtgørelsen blev afsløret sidste år. Det tror vi såmænd gerne.
Men det er ikke godt for demokratiet, at centrale aktører har så mange kasketter på, at de reelt er i stand til at føre en dagsorden igennem på trods af politikernes gentagne afvisninger. Det gælder uanset person. I øvrigt er det heller ikke godt for ytringsfriheden.
Vi er imidlertid glade for at læse, at uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), som har overtaget sagen, for nyligt har pointeret, at fagpersoner har pligt til at ytre sig offentligt, hvis saglige forhold kræver det.
Til en start må nogen gøre opmærksom på misforholdene. Det er det, vi gør nu.
Kronikken er underskrevet af Marlene Printz Jellesen, Rose Maria Bering-Jensen, Johan Thorendahl, Jesper Kallesøe, Johannes Adamsen, Carsten Oxenvad, Britt Due, Bo Stokholm, Solveig Rostbøll, Gry Eliassen, Niels Svoldgaard, Kirsten M. Andersen, Lakshmi Sigurdsson, Dorete Kallesøe, Inger Toftgaard Barrett, Inger V. Hansen, Jens-Peter Olesen, Jane Thygesen, Annette H. Ihle, Mette S. Andreasen, Knud Moos, Åse Morsø, Inger Lundager, Jesper Garsdal, Ane Brandt, Christine Thaning, Jørgen Jørgensen, Peter Green, Mona Høgh, Henrik Vestergaard, Henrik Bækgaard, Simon Renault, Irene Larsen, Anne Skriver Knudsen, Laura Lundager, Gabriella Dahm, Thomas Thomsen, Lene Wagner, Marianne Vihøj fra uddannelsesinstitutionerne UCN, UCL, UCS, UCN, UCC, UCSJ og VIA UC