Prøv avisen
Kronik

Det er ikke nyt, at en regering har en plan

Regeringens plan for det danske samfund hen imod 2025 handler om at tage politisk stilling til, hvilke muligheder vi vil foretrække. Tidligere tiders planer har haft et mere dystert fremsyn og har haft til formål at begrunde hurtige og barske indgreb

Regeringens plan for udviklingen af det danske samfund hen imod 2025 har lys i lygten. Vi har muligheder for at vælge. Vi har et økonomisk råderum, som det også kaldes. Derfor skal der tages politisk stilling til, hvilke af mulighederne vi vil foretrække.

Tidligere tiders planer har haft et mere dystert fremsyn og har dermed haft til formål at begrunde, hvorfor hurtige og barske indgreb var nødvendige for at undgå eller mildne de mørke udsigter og vanskelighederne i fremtiden.

Ordet ”plan” leder let tanken hen på arvegods fra tiden med kommunisme i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. En plan var en slags køreplan for samfundet. De opstillede mål for produktion, beskæftigelse med videre skulle følges år for år, og planen helst ende med at blive overopfyldt.

Den hjemlige opstilling af langsigtede bud på den forventede udvikling af samfundsøkonomien har mest gået ud på at opstille og illustrere forskellige valgmuligheder. Med andre ord at være et signal til handling her og nu.

Den demografiske udvikling og dens samfundsøkonomiske konsekvenser er kernen i alle de store planer. Hyppigheden af nye økonomiske planer har været afhængig af skiftende regeringers behov for eller ønsker om at udstille fremtiden lys eller grå. Plan har afløst plan.

Udarbejdelse af langsigtede planer for den økonomiske udvikling er ikke den nydannelse, som de konkrete udspil ofte bliver gjort til. Efterkrigstidens første store plan for Danmarks økonomiske udvikling er faktisk fra 1948. Planen omfattede perioden 1949-1953 og havde betegnelsen ”Danmarks Langtidsprogram”.

Planen var et krav fra den amerikanske regering via OEEC (nu OECD) til Danmark og andre potentielle modtagere af Marshall-hjælp til den økonomiske genopbygning af Europa. Danmark skulle fremlægge en redegørelse, som viste hovedtrækkene i det genopbygningsprogram, man havde udarbejdet med henblik på at bringe landets økonomi fuldt ud på fode i 1952/1953.

Det økonomiske tab som følge af krigen var for Danmarks vedkommende beregnet til cirka halvandet års nationalprodukt. Genopbygningsprogrammet skulle vise, hvordan man kunne ”genvinde og forbedre førkrigstidens levestandard og skabe fuld beskæftigelse og social tryghed” ved forøgelse af produktion og investering.

Senere statsminister Viggo Kampmann (S) var formand for det udvalg, der blev nedsat, og som skulle udarbejde planen. Kampmann var chef for Det Økonomiske Sekretariat (Økonomiministeriet), og som sekretær fungerede senere departementschef Erik Ib Schmidt, der i 1971 og 1973 gjorde kunsten efter med perspektivplanredegørelserne PP I og PP II. Udvalgets øvrige medlemmer var formænd og direktører fra de større erhvervsorganisationer, LO, Danmarks Nationalbank og relevante ministerier.

Regeringens økonomiudvalg godkendte udvalgets forslag til langtidsprogram vel vidende, at den økonomiske udvikling i perioden ”ifølge sagens natur må være behæftet med en betydelig usikkerhed”. Siden midten af 1960’erne har Det Økonomiske Sekretariat (Økonomiministeriet) er par gange dristet sig til at give et blik fire-fem år frem i tiden. Det skete i 1966, da regeringen havde fremlagt et offentligt investeringsprogram for perioden frem til og med 1969-1970. Redegørelsen for udviklingen i produktionen og dens anvendelse var ikke en plan, men måtte betragtes som et forsøg på at opstille ”et realistisk regneeksempel”, ”der er af interesse for vurderingen af omfanget af det offentliges investeringsaktiviteter”. Den økonomiske baggrund var vækstrater i bnp på fem-seks procent årligt og vækst i det offentlige forbrug og investering i godt og vel samme tempo.

Balanceproblemerne blev udstillet igen i 1969 for fireårsperioden frem til 1972. Tilgangen til arbejdsmarkedet ville blive væsentligt mindre i de nærmeste år. Balancen mellem produktion og efterspørgsel gav derfor voksende betalingsbalanceproblemer. En prognose for de kommende år kunne ”give en bedre baggrund for de beslutninger, der under alle omstændigheder skal træffes i den økonomiske politik”.

I 1968 nedsatte den daværende RVK-regering en arbejdsgruppe med departementschef Erik Ib Schmidt som formand. Gruppen bestod af embedsmænd. Resultatet blev ”den svovlgule bibel”, som ”Perspektivplanlægning 1970-1985” blev døbt med henvisning til dens dystre indhold og gule indbinding.

Hovedspørgsmålet var nu, om den meget hastige udvikling i 1960’erne i vækst og velstand kunne fortsætte med de balanceproblemer, som var tydelige i form af fortsatte underskud på betalingsbalancen. Det offentliges aktiviteter var derfor det centrale tema i redegørelsen. En fremskrivning af den aktuelle trend med seks procent vækst i antallet af offentligt ansatte ansås ikke for realistisk, og den prognosticerede stigning i skattetrykket fra 45 til 58 procent af na- tionalindkomsten vakte både vrede og hovedrysten ved offentliggørelsen.

Den politiske reaktion blev et ønske om et nyt og anderledes regnestykke. I PP I var der alt for enøjet set på den offentlige sektors udvikling. Det var nødvendigt i højere grad at analysere den sandsynlige udvikling i den totale samfundsøkonomi. Altså også udviklingen i privat forbrug, investeringer, beskæftigelse og udenrigshandel med videre. Den private sektor var blevet for summarisk behandlet i PP I til, at man for alvor kunne tro på scenariet.

I slutningen af 1971 besluttede regeringen, at man burde ”søge at nå frem til en nærmere vurdering af udviklingstendenserne og udviklingsmulighederne i de private erhverv og dermed de samlede produktions- og forbrugsmuligheder i det danske samfund”. Departementschef Erik Ib Schmidt, Finansministeriet, blev formand for styringsgruppen. Denne var sammensat efter modellen fra 1948 med repræsentanter fra relevante ministerier og erhvervsorganisationer. Antallet af medvirkende ved udarbejdelsen androg over 200.

I december 1973 forelå ”Perspektivplan-redegørelse 1972-1987” – hurtigt døbt PP II. Konklusioner og anbefalinger var vidtgående og talrige. Sammenfattende nåede man i PP II frem til, at der ikke var afgørende ændringer i opfattelsen af hovedproblemerne, som de var blevet fremstillet i PP I. Udviklingen siden offentliggørelsen af PP I havde snarere skærpet balanceblematikken i dansk økonomi. Ud fra de politiske partiers positioner var konklusionerne meget lidt velkomne. Man så kom der hjælp fra Mellemøsten. Olierestriktioner, bilfrie søndage med videre blev den politiske dokumentation for, at situationen nu var totat ændret, og prognoserne kunne derfor ikke bruges. Den relevante konklusion havde været, at udsigterne for den danske økonomi var blevet mere dystre og kaldte på aktiv politisk handling. Man valgte den bekvemme konklusion, og den berygtede eller berømmede afgrund rykkede nærmere år for år.

Siden 1990’erne er fremlæggelse af flerårige planer for samfundsøkonomien blevet en hyppigere tilbagevendende begivenhed. Moderne teknologi har sammen med bedre og mere omfattede økonomiske modeller gjort selve beregningsarbejdet lettere. Træfsikkerhed er ikke noget, man skal spørge til. Udarbejdelsen har primært tjent det formål at sikre en vis konsistens i de politiske beslutninger på det økonomiske område og for det andet at få skabt fokus på mere langsigtede problemstillinger, som bevist ellert ubevidst overses, når der træffes enkeltstående politiske beslutninger.

Palle Mikkelsen er forhenværende forskningsleder og cand.polit.