Prøv avisen

29. august 1943: Brud eller kontinuitet?

Her ses tyske tropper rykke frem gennem Aabenraa om morgenen d. 9. april 1940. Efter sammenbruddet i samarbejdspolitikken i 1943 er spørgsmålet, om opfattelsen af bruddet som definitivt holder? Foto: Ukendt

Blandt danskere har der bredt sig den opfattelse, at sammenbruddet i samarbejdspolitikken i august 1943 var et definitivt brud med nazisterne. Spørgsmålet er imidlertid, om opfattelsen af bruddet som definitivt holder? Danmark var ikke længere en tysk lydstat, men eksporten til Tyskland steg markant efter august 1943

DEN 29. AUGUST 1943 er en mærkedag i danmarkshistorien. For 70 år siden kom det brud med den tyske besættelsesmagt, som mange havde håbet på, og som senere er blevet set som Danmarks overgang fra kollaboratørnation til modstandsnation.

Så sent som i 2003 bekræftede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i en meget kommenteret tale denne opfattelse. Dagen er da også indgået i den danske historiekanon som udgangspunkt for undervisning i besættelsestidens historie i skolen.

Spørgsmålet er imidlertid, om opfattelsen af bruddet som et definitivt brud med Tyskland holder. Nyere historieforskning, ikke mindst Hans Kirchhoffs monumentale trebindsværk Augustoprøret fra 1979, viser nemlig, at kontinuiteten i forhold til tiden før den 29. august 1943 det, man kalder samarbejdspolitikken var stærkere, end man indtil da havde antaget, især fordi både politikerne og modstandsbevægelsen havde en interesse i at fremstille det modsat.

Man lad os først se på den udvikling, der førte frem til ministeriet Scavenius afgang og det formelle ophør af samarbejdspolitikken.

Regeringens afgang var et resultat af en folkelig opstand, der begyndte i det røde Odense den 28. juli. Odense havde landets næststørste maskinpark, hvor først skibsværftet og senere hele jernbaneindustrien med 3000 mand nedlagde arbejdet i protest mod, at tyskerne placerede bevæbnede vagtposter på en saboteret nybygning.

Derefter bredte strejkebevægelsen sig til Esbjerg, hvor den ligefrem udviklede sig til en bystrejke med lukkede butikker og kontorer med videre. Derefter sprang strejken igen tilbage til Odense. Anledningen var slagsmål mellem tyske soldater og unge mænd fra arbejderklassen, der også overfaldt tyskerpiger, værnemagere med flere. Mange tyske soldater led overlast, hvilket især forbitrede besættelsesmagten.

Men hvordan skal man forklare arbejdernes og de unges aktivisme i et Danmark, der trods sabotager havde været fredeligt lige siden den 9. april 1940, og som ved folketingsvalget fem måneder tidligere med 95 procents tilslutning havde bekræftet opbakningen til regeringens samarbejdspolitik?

DET UDSLAGSGIVENDE VAR, at krigslykken var vendt. Den 10. juli 1943 gik amerikanerne i land på Sicilien, og den 25. juli blev Hitlers allierede, Benito Mussolini, væltet. Mange ventede en snarlig allieret invasion i Jylland, og invasionsfeberen greb om sig. Det tyske nederlag, som langt de fleste håbede på, var måske lige om hjørnet ...

Og uroen bredte sig i de danske provinsbyer, i mange tilfælde fremmet af danske provokationer og demonstrationer af unge mennesker, så aviserne spurgte, om Danmarks skæbne skulle afgøres af de 14-årige. Men helt spontane var strejkerne og optøjerne nu ikke. De fleste steder blev udviklingen styret af bykomitéer, hvor kommunisterne var den stærkeste part. Som modstandsparti ønskede DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, ligesom de andre illegale netop et brud med samarbejdspolitikken og regeringens afgang de ønskede norske tilstande og opstandene sås som et led i denne strategi.

Den største trussel mod besættelsesmagten kom, da uroen bredte sig til Nordjylland, som havde størst militærstrategisk betydning. Det begyndte i Aalborg den 23. august, hvor drabet på en sabotør udløste store demonstrationer i forbindelse med hans begravelse, og derfra spredte det sig nordenfjords til Frederikshavn, Skagen og Sæby.

De illegale grupper arbejdede nu helt bevidst for at sætte Jylland i brand, og strejkeparolerne spredtes med løbesedler. Det fik værnemagten til at reagere hårdere, og ikke mindst i Aalborg var der mange sårede og syv dræbt af skud.

Den tyske øverstkommanderende, von Hanneken, der havde ansvaret for Jyllands forsvar, bedømte situationen som farlig og ønskede undtagelsestilstand indført, mens den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, var mere nølende. Han ønskede først og fremmest business as usual, som sikrede ham en stabil forhandlingspartner i den danske regering og fortsættelsen af de store leverancer af industri- og landbrugsvarer samt fisk til Tyskland.

MEN UROEN I DANMARK var også blevet hørt i Berlin, hvor Hitler blev ophidset over overfaldene på tyske soldater og officerer, og den 24. august blev Best kaldt derned for at står skoleret for udenrigsministeren, von Ribbentrop.

Best blev skældt hæder og ære fra og måtte den 27. august drage hjem med et ultimatum til den danske regering, som denne umuligt kunne godtage. Det indeholdt blandt andet krav om undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage. Ultimatummet blev afleveret til Scavenius den 28. august om morgenen med krav om et dansk svar senest klokken 16 samme dag.

For en gangs skyld var politikerne ikke i tvivl: De tyske krav måtte afvises, og regeringen derfor gå af. Selv forhandlingspolitikkens mester, Erik Scavenius, mente ikke, at de tyske krav kunne imødekommes. Der var ikke mindst modstand mod dødsstraffen, hvilket måske kan undre, da det første, en dansk regering gjorde, da Danmark atter var frit, var at indføre dødsstraffen! Men det er en anden historie ...

De fleste politikere drog et lettelsens suk nu skulle de ikke længere gå imod folkestemningen, som de med al kraft havde gjort under urolighederne. Men det er en myte, som de i 1945 gjorde meget for at udbrede, at de var glade for samarbejdspolitikkens fald. De fleste havde ønsket dennes fortsættelse, og den 2. september udsendte Socialdemokratiets formand, Alsing Andersen, et herostratisk berømt cirkulære, hvor han angreb kommunister og chauvinister for at have fremkaldt den krise, der væltede regeringen:

Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet: At skåne land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne have givet blot tilnærmelsesvis lige så godt resultat, og således kunne det sikkert have fortsat lige til krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning. Men denne vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og at fremskaffe en anden mentalitet i dele af befolkningen. (Besættelsestidens Fakta II, 1945, side 1532).

DEN 29. AUGUST PROKLAMEREDE von Hanneken undtagelsestilstand. Flåden nåede at sænke en del af sine skibe, og en række kendte danskere samt officererne blev interneret for at at blive frigivet nogle uger senere.

Alvorligst var, at tyskerne nu trak det antisemitiske kort. Den 8. september foreslog Werner Best Berlin at iværksætte en aktion mod de danske jøder, en aktion, som fandt sted den 1. og 2. oktober, men med et ringe resultat for tyskerne, da jøderne som bekendt var flygtet eller flygtede til Sverige. Best selv havde også fået kolde fødder og advarede gennem G.F. Duckwits det jødiske samfund mod, hvad der forestod.

Den politisk-administrative ordning, der opstod efter 29. august, er det, der siden er blevet kaldt for departementschefstyret. Det var de samlede departementschefer under ledelse af Niels Svenningsen, der med politikernes samtykke fik ret til at udstede lovanordninger, så det danske samfund kunne fungere videre.

Og politikerne gik ikke i hi. Med socialdemokraten Vilhelm Buhl i spidsen samledes de ledende politikere stadig for at drøfte politiske spørgsmål, og ministrene kom jævnt hen i ministerierne og konfererede med deres departementschefer.

Kongen, Christian X, havde heller ikke accepteret regeringens abdikation, så formelt fungerede ministeriet Scavenius lige til den 5. maj 1945, hvor denne gik til kongen for at aflevere regeringens demission.

Den store eksport af især landbrugsvarer til Tyskland fortsatte, ja, steg endda kraftigt, hvilket naturligvis gavnede den tyske krigsindsats. Og landbruget blev ikke saboteret hvilket også have været svært.

Så alt i alt var kontinuiteten i den danske politik over for Tyskland nok stærkere end bruddet. Den danske stat førte samarbejdspolitik lige indtil den 5. maj 1945.

Når man alligevel kan konkludere, at det hele ikke var det rene mummespil, skyldes det, at Danmark fra den 29. august 43 ikke længere blev anset for en tysk lydstat, men kunne optages blandt de allierede nationer, der i 1945 stiftede FN. Danmark var et heldigt land under Anden Verdenskrig.

Claus Bryld er professor emeritus og dr.phil.