På mandag er det 50 år siden, at den nuværende ordning for værnspræster i forsvaret trådte i kraft. De fleste vil kunne regne ud, at der selvfølgelig har været felt- og orlogspræster, siden Danmark blev et kristent kongedømme for 1000 år siden. Flyverpræster blev da også helt naturligt en del af flyvevåbnet ved dets oprettelse i 1950.
De historiske kilder fra den tidlige middelalder er få, men tæt på Christiansborg har vi et lille vidnesbyrd om den første feltpræstetjeneste i kraft af statuen af biskop Absalon på sin stridshest med en økse i sin hånd. Den kan tolkes som et billede på en uhensigtsmæssig sammenblanding af politik og kristendom, men værnspræster er selvfølgelig først og fremmest præster og ikke som deres menighed væbnede militante kombattanter. Ikke desto mindre er værnspræsten en del af sin menighed, altså en del af sin enhed og derfor naturligvis uniformeret med mulighed for under kamphandlinger at kunne forsvare sig selv og sit ”sognebarn” med væbnet magt.
Faren for at sammenblande politik og kristendom ligger da heller ikke i, at man er et dødeligt menneske, der bør kunne forsvare sig selv og har et ansvar over for sin næste. Der er i den boldgade større fristelser for værnspræsten: fristelsen til at helliggøre krigen. Fristelsen til at legitimere en politik, der retfærdiggør en uretfærdig krig. Fristelsen til at forkynde imod landets udenrigspolitik. Fristelsen til at kritisere vores allierede samarbejdspartneres militære indsats. Fristelsen til at forkynde en humanistisk pacifisme. Fristelsen til at gøre sig klog på det militære systems strategi, taktik og faglighed.
Der er også altid en fristelse til det pjattede og ualvorlige. Der er fristelsen til at undvige kravet om at være et forbillede. Der er fristelsen til at ville danne menighed omkring sin person. Der er fristelsen til at undgå de svære opgaver: om det er at befinde sig ved fronten, at tage sig af de svageste, konfrontere de stærkeste eller i det hele taget gøre det, der skal gøres. For der er fristelsen til at ville nedprioritere præstens primære opgaver med gudstjeneste og sjælesorg for i stedet at gøre sig til en slags kirke- og kulturmedarbejder eller måske endda lommepsykolog. Ja, også for en værnspræst kan det være svært at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Statuen af biskop Absalon på Højbro Plads fortæller os, at det er svært at bevæge sig korrekt mellem det politiske og det kirkelige. Men biskop Absalon fortæller dog først og fremmest historien om, hvordan Danmark blev konsolideret som et kristent kongedømme, hvor statsmagten ikke kun tog sig af at opretholde lov og orden samt beskytte landets grænser, men også tog sig af at værne om kirken.
Kirken tog sig omvendt af at forkynde Guds ord, der skulle føre til, at alle kunne blive gode, hæderlige og retfærdige mennesker. Desuden skulle kirken også forkynde, at statsmagten er en nødvendighed for at opretholde lov og orden, fordi vi ikke altid lytter til Guds bud og milde ord: at vi skal leve i ansvar og tro.
Værnspræsten har altid stået meget centralt i spændingsfeltet mellem politik og kristendom og dermed selvfølgelig også mellem stat og kirke. Der har derfor været et særligt og til tider meget kritisk fokus på værnspræstens tjeneste i de 50 år, hvor den nuværende ordning har fungeret. For det har været fem årtier, der har været præget af sekularisme, totalitære og ateistiske ideologier, kold krig, fredsbevægelser og religiøs fanatisme.
I forsvaret udførte gode folk tappert deres tjeneste imod 1970’ernes og 1980’ernes antimilitaristiske tidsånd. Det samme gjorde de tre værnsprovster (hærprovst Svend Balslev, orlogsprovst Harald Sandbæk og flyverprovst Niels Zeuthen), der skulle have den gejstlige tjeneste etableret ved at få tegnet kontrakt med knap 150 sognepræster.
De, der meldte sig, måtte også stå imod tidsånden, hvor kritikken mod værnspræster om noget beroede på en sammenblanding af politik og kristendom.
Indadtil i værnspræstetjenesten havde den marxistiske strømning også den negative påvirkning, at man som værnspræst for alt i verden ikke ville sidestilles med politiske kommissærer, som man kendte det fra de kommunistiske lande. Derfor var der lidt berøringsangst blandt mange i forhold til ”at prædike etik”. Store dele af folkekirken var i de år i det hele taget præget af en forkyndelse, der ikke talte meget om ansvar, moral, pligter og dyder. Det skulle endelig ikke blive for ”kristent”!
I de efterfølgende tre årtier har det etiske område i værnspræstetjenesten til gengæld fyldt mere og mere. Der kom et skifte i tiden med Berlinmurens fald i efteråret 1989. Fra kold krig og notepolitik fik Danmark en mere aktivistisk sikkerheds- og udenrigspolitik, da Folketinget den 31. august 1990 besluttede at sende fregatten ”Olfert Fischer” til Golfen. Om bord var orlogspræst Ejgil Bank Olesen, der netop i morgen går pension efter flere end 35 års tro gejstlig tjeneste i søværnet, hvoraf de 20 år har været som orlogsprovst.
For selvom værnspræstens opgaver altid har været de samme, blev konteksten nu en anden og langt mere alvorlig. Det skete ikke mindst, da hæren i 2006 blev indsat i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor kampe mod fjenden var dagligdag, og hvor disse kampe medførte tab og et utal af sårede. Men allerede fra februar 1992, hvor danske soldater blev sendt til Balkan, viste alvoren sig, hvilket vi i dag ser på antallet af psykisk sårede veteraner fra den periode. Værnspræstens mange fristelser blev derfor mere tydelige.
For nu stod det helt klart, at værnspræsten udøver sit virke over for dem, der har som embede med væbnet vold og magt at hæmme ondskaben og forhindre verden i at ende i kaos. Soldatens alvor blev værnspræstens alvor. Og alvoren gjorde det nødvendigt at stå imod alle de nævnte fristelser, fordi præstens primære opgaver i krigen er så vigtig.
For i krigen, hvor soldaten vil give sit liv for sin næste med alt, hvad det indebærer af tapperhed, styrke og mod såvel som svigt, frygt, angst og bekymringer, skal det forkyndes, at vi skal leve i ansvar og tro – og have nok i det.
Forkyndes kun ansvar, bliver det til moralisme. Forkyndes kun tro, bliver det en tynd kop te, der ikke styrker nogen ånd. For den etik, det kræver at være en god, klog og ordentlig soldat, har værnspræsten selvfølgelig som opgave at forkynde.
Soldaten skal kunne leve med sine valg resten af livet. Det kræver ikke kun, at der er mulighed for at få en snak med værnspræsten eller at kunne komme til gudstjeneste og få sine synder forladt. Men det kræver også, at ligesom den militære chef skal holde værnspræsten fast på sin opgave, sådan skal værnspræsten fastholde chefen på sin og dermed i det hele taget fastholde hver enkelt soldat på at udføre sit hverv frimodigt og samvittighedsfuldt. For kun en retfærdig soldat kan udkæmpe en retfærdig krig.
Når vi i dag kan se tilbage på 50 års værnspræstetjeneste, er det med taknemlighed. Takken går selvfølgelig tilbage i Danmarks tusindårige historie til alle dem, der har gjort det muligt, at der i dag er en gejstlig tjeneste i forsvaret. Men lige nu og her går takken ikke mindst til alle dem i forsvaret, i folkekirken og ude i den brede befolkning, som har støttet op om og vist anerkendelse til selve tjenesten, eller som har gjort det til ”deres” felt-, orlogs- eller flyverpræst.