I DENNE SOMMER hørte vi mange dårlige nyheder fra Brasilien før starten på De Olympiske Lege: zikavirus, politisk kaos, økonomisk krise og en folkelig modvilje mod legenes afholdelse.
Siden legenes start har tomme tilskuerrækker og kiks i organisationen vakt kritik. Men OL i Rio fremkalder ikke så stærke følelser internationalt som legene i Berlin, der i år har 80-årsjubilæum. De indtager en særlig stilling i den olympiske bevægelses historie, da de bliver ved med at fascinere, hvor andre lege blot går i glemmebogen. Men hvilken betydning havde OL i 1936 set med danske øjne?
Hvorfor skulle Danmark overhovedet deltage i OL i et land, hvor demokratiet var blevet knust, og hvor jøder var blevet reduceret til andenrangsborgere? Sådan spurgte Frisindet Kulturkamp fra tidsskriftets grundlæggelse i 1935. Den konkrete anledning var, at organisa‑ tionskomitéen i Berlin indkaldte bidrag til legenes kunstneriske konkurrence, som omfattede arkitektur, billedkunst, digtning og musik.
Bag Frisindet Kulturkamp stod venstrefløjssocialdemokrater, kommunister og kulturradikale, som øjnede en mulighed for at tilføje den voksende fascisme i Europa et nederlag: Udstillingen i Berlin skulle blive pinligt lille! I kampagnen indgik to underskriftsindsamlinger blandt danske forfattere og kunstnere, som fik en lang række store navne med på listen, blandt andre nobelpristageren Henrik Pontoppidan. Men det lykkedes ikke at formå alle danske kunstnere til at følge trop, og den nationale bedømmelseskomité udvalgte fem kunstværker til Berlin.
Den kunstneriske konkurrence åbnede som legenes første del i en messehal ved Funkturm den 15. juli 1936 og trak et stort publikum i den måned, udstillingen var åben. Den kendteste danske deltager var Anne Marie Carl-Nielsen, som deltog med bronzeskulpturen ”Nordisk sagnhelt”, som hun havde skabt i 1932. Sagnhelten er Uffe hin Spage, som fremstilles med draget sværd og ikke har nogen indlysende forbindelse til sportens verden, medmindre man da betragter sport som en forberedelse til soldater‑ livet. Og det gjorde man i Hitlers Tyskland. I dag finder man Uffe-figuren i byparken i Kolding. (Anne Marie Carl-Nielsen voksede op i et sogn syd for byen).
BLANDT DE ØVRIGE DANSKE BIDRAG havde de tre en svømmepige som motiv. Svømmepigen var 1930’ernes kvinde‑ ikon, som piloten var det mandlige. Den internationale dommerkomité præmierede ikke noget dansk bidrag med en medalje, men Knud Gleerup modtog hædrende omtale for sin figur ”Klar til start”, et portræt i nøgtern stil af svømmeren Ragnhild Hveger. Flere store kulturnationer som Frankrig, Storbritannien og Spanien deltog ikke i konkurrencen.
Organisationskomitéen brugte flittigt sit slogan: Berlin kalder verdens ungdom. Og det omfattede ikke kun elitesportsfolk, men flere tusinde almindelige sportsudøvende fra mange lande, herunder 60 unge danskere, som boede i teltlejre i Berlins udkant. De fik en optræden på det olympiske stadion efter selve åbningshøjtideligheden, da de deltog i et såkaldt festspil, ”Olympisk Ungdom”, hvor tusinder af unge til orkestermusik fremstillede mandens udvikling fra legende barn over sportslig yngling til voksen soldat. Legene blev iscenesat med mange sådanne kultiske indslag, hvoraf det kendteste er fakkelløbet fra Grækenland, som i øvrigt blev udtænkt af en jødisk medarbejder i organisationskomitéen, Alfred Schiff. Og så fik også dansk gymnastik sin optræden på stadion, da Niels Bukhs hold af unge karle og piger fra Ollerup Højskole gav opvisning. Dette indgik i en serie, hvor syv nationer i løbet af legene præsenterede deres gymnastiktradition.
Propagandaminister Goebbels erklærede over for den udenlandske presse, at det ikke var værtslandets hensigt at fremvise potemkinkulisser. De fremmede journalister kunne bevæge sig frit og iagttage glæden hos almindelige tyskere over den fremgang, de havde oplevet siden 1933, hed det. Men en del af det Berlin, de udenlandske besøgende så, var netop kulisser: Fattige sigøjnere var forvist fra byen, de antijødiske slagord fjernet, og dansestederne genlød af glad swingmusik.
Da de danske deltagere ankom med tog til Berlin, må de dog have fået et positivt første indtryk, for de blev modtaget med musik, og berlinerne vinkede begejstret, da danskernes busser kørte gennem gaderne. De danske sportsfolk blev (minus kvinder og roere) bragt til den olympiske landsby, som løberen Jesse Owens i et interview med tysk radio venligt betegnede som et af verdens syv underværker. Landsbyen vest for Berlin var blevet bygget af den tyske hær, lå i et kønt landskab med fyrretræer og udgjorde et stiliseret kort over Tyskland. De enkelte huse var opkaldt efter tyske byer, således boede danske atleter i Meiningen og Rudolstadt.
I Fredens Landsby (et officielt udtryk) kunne danskerne bruge gode faciliteter på at forberede sig på konkurrencerne og på at indløse forventningerne hos dem derhjemme. For første gang kunne danskerne følge De Olympiske Lege gennem direkte radiotransmissioner, og danske aviser prioriterede legene meget højt. Den værste økonomiske krise var overvundet, nu var der igen interesse for store skuespil. I Danmark kom man dog til at vente længe på gode nyheder, indtil den 12-årige svømmer Inge Sørensen på den 11. konkurrencedag forløste nationen med sin bronzemedalje i 200 meter bryst:
”Inges Barneøjne straalede mod Dannebrog, da det danske Flag hejstes paa Sejrsmasten,” hed det i en dansk avis. I hast blev der skrevet en hyldestsang til medaljevinderen:
Lille henrivende Inge
det var dig, som vi ventede på
festlig vor jubel skal klinge
som en sang over bølgen blå
Ragnhild Hveger vandt sølv, og i alt hentede danske deltagere fem medaljer, hvilket placerede Danmark som nummer 23 ud af 50 deltagende nationer.
Resultatet var lidt svagere end i Los Angeles, men det interesserede ingen, da de danske sportsfolk vendte hjem. Interessen gjaldt især svømmepigerne, og op mod 30.000 mennesker havde forsamlet sig ved Enghave Station, da særtoget fra Berlin dampede ind. Da store menneskeskarer søgte tæt på deres idoler, opstod der kaos på perronen, og dagens pressefoto viste en grædende Inge, der havde mistet sin teddybjørn. Pressen skildrede hele optrinnet som en skandale.
Mens Fredens Landsby blev omdannet til en militær forlægning, vendte den offentlige interesse sig i Danmark mod andre ting. Den intense beundring for kvindelige svømmere holdt sig i en årrække, og ved det næste OL i London i 1948 klarede de danske kvinder sig bedre end i Berlin, men medaljetagerne i 1948 fik ikke samme plads i den kollek‑ tive erindring.
Den danske deltagelse i Berlin og den store medleven herhjemme betød et politisk nederlag for dem, der ville bruge OL til at bekæmpe nazismen. Måske svækkedes kampagnen af, at Frisindet Kulturkamp ikke havde frisind til at kritisere tilstandene i Stalins Sovjetunion. Det er ofte blevet sagt, at legene i Berlin var en propagandatriumf for nazisterne. Og sikkert er det, at mange danskere så med beundring på legenes storslåede regi. Men der findes ikke noget vidnesbyrd om, at danskernes syn på Hitlers Tyskland skulle have forandret sig væsentligt, og den nazistiske ideologi forblev en marginal størrelse i dansk politik.
De fleste Berlin-besøgende kender det olympiske stadion, og også den olympiske landsby i Döberitz er åben for besøg. Men de ”danske” bygninger forsvandt efter 1945, da myndighederne tillod de lokale at anvende dele af landsbyen som råmaterialer for at udbedre krigsskader.
Lad os håbe på, at også de sidste dage i Rio forløber fredeligt. Med medaljerne til de danske svømmepiger er der knyttet en sportslig tråd tilbage til legene for 80 år siden.
Henrik Heinemeier er gymnasielærer og forfatter