Prøv avisen
Kronik

Tidligere valgmenighedspræsts åbne afskedsbrev til den kristne kirke

I begyndelsen af bogen skildrer jeg oplevelsen af egen falskhed ud fra forholdet til min lille datter – og mit krampagtige forsøg på at opdrage hende i den kristne børnelærdom, skriver Johan Christian Nord.

Johan Christian Nord, Tidligere valgmenighedspræst, cand.mag. og forfatter til ”Norden kalder – åbent afskedsbrev til den kristne kirke”, der udkommer på tirsdag på forlaget Eksistensen.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I sommeren 2018 forlod Johan Christian Nord sit embede som valgmenighedspræst og bekendtgjorde, at han var vendt hjem til det nordiske hedenskab. I denne kronik fortæller han lidt om beslutningen og om den bog, der er kommet ud af historien

Menneskelivet er underligt – det siger Grundtvig selv. For min del har jeg ingen vanskeligheder ved at give skjalden ret: Tilværelsen er en særpræget og sammenslynget affære, som man – så vidt jeg kan fornemme – først ganske gradvist begynder at forstå sig på.

Sådan er det i hvert fald gået for mig. Jeg har bevæget mig. Jeg har forandret mig. Jeg har ment ting, som jeg ikke mener længere og er glad for at have lagt bag mig. Eller som man siger: Jeg er blevet klogere.

Ja, sådan ser jeg selv på det. Naturligvis er der mennesker derude, som ikke deler den vurdering. Det véd jeg, fordi nogle af dem har givet temmelig kraftigt udtryk for deres misbilligelse – og kaldt mig lidt af hvert. Da jeg tilbage i september 2018 tilkendegav mit frafald fra kris-tendommen og hjemkomst til Nordens eget åndsliv, lød nogle af anklagerne, at jeg enten måtte være blevet sindslidende eller havde forspildt mine talenter og var endt som idiot. De høfligste mente bare, at jeg havde misforstået den hellige skrift – og vist kunne have haft gavn af noget mere dogmatik-undervisning. Hvorfor? Fordi jeg var begyndt at tænke, føle, erfare og udtrykke noget andet om det åndelige liv, end jeg tidligere havde gjort.

Faktum er, at det gik, som det gik: Jeg er ikke længere den, jeg var. For et år siden var jeg en nerveflosset hyklerpræst, nu er jeg en vågen nyhedning. Det har været en vild omgang. Og nu er det forår. Alting lyser – og jeg har skrevet en bog om min historie: ”Norden kalder – åbent afskedsbrev til den kristne kirke”

Bogen er opstået i mig, fordi jeg har gjort mig erfaringer med, hvad der virker og ikke virker for mig, og fordi de erfaringer har fået mig til at træffe en omfattende og gennemgribende afgørelse for mit videre liv. Hovedsagen er, at jeg føler, der er blevet kaldt på mig, altså at de, som vi med et dansk dagligdagsudtryk kalder de højere magter, har råbt mig an og gjort krav på min opmærksomhed. Til sidst valgte jeg at svare dem. Det var – jysk udtrykt – ikke nogen nem beslutning. Men den var nødvendig og har allerede fået glædelige følger.

Efterhånden har jeg forstået, at det vigtigste er at være sig selv. Ellers ender man som ingen og kommer til at trække andre med sig ned i intetheden. Det var lige ved at ske for mig. For jeg forsøgte at være noget andet, end jeg er – og jeg inddrog min familie i maskespillet.

I begyndelsen af bogen skildrer jeg oplevelsen af egen falskhed ud fra forholdet til min lille datter – og mit krampagtige forsøg på at opdrage hende i den kristne børnelærdom. I bogen skriver jeg:

”Da jeg i foråret 2016 var blevet indsat som præst, fik jeg en idé om, at jeg burde begynde at bede aftenbøn med min datter. Jeg havde siden hendes fødsel vældig ofte haft hende med i kirke og sunget salmer for hende, men derhjemme havde jeg aldrig bedt for hende eller med hende. Nu følte jeg, at jeg måtte begynde at gøre det, så Herrens bøn kunne blive en naturlig del af hendes liv.

Min tanke var, at jeg da måtte kunne gøre det. Jeg var jo præst. Hvis jeg kunne stå for bønnen i kirken, måtte jeg også kunne gøre det derhjemme. Og hvis ikke: Ja, så måtte det jo være, fordi jeg ikke var en ægte kristen – og det tænkte jeg, at jeg skulle være, når nu jeg var præst. Så jeg forsøgte.

Det bød mig imod. Men jeg blev ved. Jeg husker ordene på læberne og det blodfattige forsøg på at indskrive dem i min datter, når hun sad der i tremmesengen og kikkede op på mig: Fadervor, i Himlen, din vilje, vores skyld, ikke ind i fristelse, fra det onde, riget, magten, æren. Amen – ’Kan du sige a-men, lille skat?’. Det stod på i trekvart års tid – og foregik delvist i skjul for min hustru.

Hvorfor? Fordi hun er en tænksom nordisk kvinde, der aldrig har været i nærheden af en døbefont – så jeg skammede mig over for hende. Jeg vidste jo godt, hvad jeg havde gang i: Jeg var ved at fornedre både mig selv og vores datter gennem opførelsen af en dogmatisk komedie, der var dømt til at fejle.

Og det gjorde den så. Heldigvis inden jeg havde fået lært pigen at sige remsen. Den dag jeg afbrød maskespillet ved tremmesengen, står for mig som et afgørende punkt – en foregribelse af det gennembrud, der sidenhen skulle komme.”

Og hvad var det så for et gennembrud? Det var, ganske enkelt, erkendelsen af, at mit indre liv var uforeneligt med det kristne helligskrift, og at jeg enten måtte tage konsekvensen af dette misforhold eller miste min ære – og mig selv. Et godt stykke tid tænkte jeg, at det vel kunne gå – at jeg jo var en frisindet grundtvigianer, så jeg måtte da kunne lære at hvile i den folkelige blandingsreligion. Men det gik ikke. Bibelteksterne strittede imod. Deres historie var anderledes entydig end min almene lyst til lys.

”Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig,” læser vi i Johannesevangeliet. Efterhånden blev det sværere og sværere for mig at lægge mund til den slags udsagn – for jeg kunne ikke stå inde for det enten-eller, der er den naturlige og nødvendige følge af påstanden om, at Jesus Kristus er den eneste vej til Gud – nemlig at det på den (såkaldt) yderste dag skal gå alle dem ilde, der har afvist hans gode tilbud. Eller som det så billedrigt udtrykkes i Johannes’ Åbenbaring:

”Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død.”

Jeg har, som så mange andre danske nutidspræster ikke været nogen ivrig forkynder af hævnfantasier som denne. Som præst påstod jeg, at de ikke var centrale for kristendommen – i hvert fald ikke for den ægte kristendom. Jeg mente, at domsmotivet – ret forstået – ikke handlede om, at gudesønnen til sidst vil komme tilbage og smadre de vantro.

Alle er jo skyldige, så alle er dømte, men alle er også tilgivne – for Gud er god, og det er godt nok. Til sidst frelser han alt og alle. Hurra, hurra, hurra!

Sangen er velkendt, for det er jo den melodi, de fleste danske præster kalder ’kristendom’. Men Bibelen har noget andet at sige – og efterhånden fik jeg kvalme af at læse højt fra den.

Alt det – og mere til – fortæller jeg om i bogen. Det sker i en ruskomsnusk-agtig sammenkogning af det almene og det personlige; det argumenterende og det fortællende. Afsættet er afskeden med kristendommen, men anliggendet rækker videre end den negative afgrænsning.

Hovedsagen er den opbyggelige historie om vejen hjemad, så størstedelen af bogen handler ikke om kristendommen, men om hvad jeg nu forstår ved et sundt og livskraftigt nordisk åndsliv.

I al korthed handler det om den kraft, der bor i sindets billeder. Kald det, hvad du vil: mytologi, religion, psykologi, filosofi, mystik, spiritualitet og digtekunst – hvorfor dog lade sig begrænse af fattige og fedtede begreber? Kodeordet er og bliver: ånd. Og ånd, hvad er så ånd? Ånd er den sitrende vished om, at være dér, hvor man skal være. Det er jeg nu.

Håbet er, at min fortælling kan komme andre mennesker til gode – måske endda nogle af jer, der kalder jer kristne. For man behøver faktisk ikke at være enige for at få noget godt ud af hinanden. Modsætningernes møde kan være gavnlig gødning for åndens liv i kødet.

Det forudsætter, at man er ærlig, både over for hinanden og sig selv.

Med denne bog har jeg gjort, hvad jeg foreløbig kunne – og jeg glæder mig både til de sammenstød og samtaler, den kan give anstød til.