Prøv avisen
Kronik

Journalist og forfatter: Åbn de danske arkiver mere, for historien venter på os

Arkivfoto. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Poul Smidt, Journalist, cand.jur. og forfatter til biografien ”Fredy. Klemt kronprins – glemt konge”, der udkom den 12. marts på Gyldendal

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Digitalisering og åbning af arkiver giver helt nye muligheder. Der ligger så meget, der fortæller så meget nyt om væsentlige ting. Der er brug for både samling og digitalisering af arkiverne, skriver forfatter efter arbejdet med en meget troende konges biografi

Der er mange nye og gode muligheder for selv at skrive historien eller efterprøve de forskellige historiske fortællinger. Den digitale døråbning er enorm, og selv dronning Victoria i England er nem at tale med, når man skriver om hendes samtidige i Danmark, Europas svigerforældre Christian IX og dronning Louise og deres børn. Victoria afliver fortællingen om, at det var danske Louise som med strategisk kløgt placerede sine børn i Europas kongehuse. Hun fortæller også, at kronprins Frederik (VIII) i 1863 godt kunne opgive enhver tanke om at få en af sine døtre til Danmark som kronprinsesse og dronning.

Det er ikke alene digitalisering af dagbøger og breve, der giver nye muligheder. Det er især åbningen af arkiver. Jeg kan ikke være taknemmelig nok for den adgang, som jeg har haft til dele af kongehusets arkiver. Værsgo, sagde Dronningen, ingen forbehold eller snærende bånd. Storsind. Min pointe i dag er, at der ligger så meget, der fortæller så meget nyt om væsentlige ting, at jeg ikke alene taler for en yderlige åbning af danske arkiver, men også for samling, digitalisering og historie som hjemmestudium for hver eneste af os.

Hvis vi lige gør dronning Victoria færdig. De britiske arkiver forudsætter, at man bruger fra en adresse i Storbritannien til at klikke ind på søgeordene Denmark, Copenhagen, Louise, Christian, Frederik og Alexander med på ferien til England, så er der adgang til alt. Og Victoria, der var dronning 1837-1901, er ret bramfri, når det gælder afvisningen af de danske forhåbninger i 1863 om Danmark til Ejderen og hendes syn på Alexanders danske familie.

Jeg har haft arkivadgang på slottet i Oslo for at efterse kong Haakons dag bøger fra den tid, han frem til 1905 var prins Carl i Danmark. Jeg har haft adgang til prinsesse Thyras arkiver i Hannover i arkiverne efter det hannoveranske kongehus, som hun var giftet ind i fra 1878. Og jeg har haft adgang til politiske arkiver i det tyske udenrigsministerium i Berlin og i Hamborg, men det afgørende har været de danske kongehusarkiver i Rigsarkivet.

På kronikplads er det kun muligt at fremhæve få af de fund, som efter min opfattelse føjer nyt til historien. Krigen i 1864 og de kongeliges forhold til de krigslystne politikere. De kongeliges gudsforhold. Den skammelige behandling af svenske prinsesse Lovisa, der blev dansk kronprinsesse fra 1869. Og de kongeliges præcise afstandtagen fra skandinavismen.

Forholdet mellem de nationalliberale og Christian IX er fyldigt beskrevet i historien. Men vi kommer tættere på med dronning Louise, der mener, at blod kommer over de nationalliberale, hvis der bliver krig. Især omkring Dybbølskansens fald er de kongelige meget direkte i deres opfattelse af, at politikerne i deres jagt på anerkendelse ofrer unødvendige liv. Den 20-årige kronprins, der var med som officer, skriver til forældrene: ”Hvilke frygtelige rædsler og sorg har Dybbøl-affærerne ikke bragt med sig overalt, alle vegne hører og ser man kun jammer og elendighed og tillige stor forbitrelse mod dem, der har haft skyld i, at stillingen ikke blev forladt, førend vi led et sådant næsten uovervindeligt tab”.

Man kommer meget tæt på kronprinsen, da han råder sin mor til at finde trøsten i den salme, der trøster ham selv, ”Befal du dine veje”. Dronning Louise er ikke mild: ”Den sørgeligste dag er i dag! Hvor vi begræder tabet af vores bedste officerer og det uhyre tab af menige! København, håber jeg, har nu fået sit ønske tilfredsstillet at se arméens ødelæggelse!”

Brevene giver det bestemte indtryk, at Gud er med i alt. For dem alle. I Frederiks liv falder ikke en spurv ikke til jorden, uden at Guds hånd er der. En privilegeret adgang til Frederiks egne optegnelser som stormester i frimurerlogen kommer meget tæt på hans tro, et meget godt billede på, at der ligger arkiver og venter på os og på mulig samling.

Det gør lidt ondt at skrive om de opgør i familien, der isolerer kronprinsessen og udgør en af snubletrådene for kronprins Frederik på vej til tronen. Christian IX holder sin søn uden for indflydelse i en sådan grad, at man ikke tror sine egne øjne. Til gengæld tror man på, at hverken Christian IX eller kronprins Frederik (VIII) har noget tilovers for tidens skandinavistiske strømninger, endda med kongens oprindelige afstandtagen fra svenske Lovisa. Der var nok en russer, der var bedre.

Ærgerligt, at de danske arkiver hverken er komplette, samlede eller digitaliserede. Der kan tilsyneladende stadig findes noget kejserinde Dagmar i Moskva eller kong Georg i Grækenland, og sikkert en del Alexandra i London. Den enkelte skribent giver op, men jeg appellerer gerne til kulturminister Joy Mogensen (S) om jævnligt at overveje åbenhed, adgangsbetingelser, samling (via kopier) og digitalisering. Meget foregår løbende, og midlerne sætter naturlige begrænsninger.

Det er ikke kritik af hverken Det Kongelige Bibliotek eller Rigsarkivet, hvor jeg har fået en fyrstelig behandling, men gennem arkivstudier i Oslo, London, Hamborg, Berlin, Hannover og Washington kan jeg sige, at Danmark ikke er et foregangsland. Al den nationalromantik, der har grebet dele af dansk politik i de senere år, er ikke blevet fulgt op med midler og medvind til historieskrivningen. Måske fordi de nationalromantiske politikere helst vil glemme den ødelæggende politiske rivalisering gennem tiderne. I denne sammenhæng om arkivadgang er kongefamiliens breve om mange ting måske ikke så væsentlige, men i anledning af de snarlige genforeningsfestligheder tør jeg godt skrive, at der er mange oplysninger om 1864, som alle burde have lettere adgang til. Jeg er glad for at have bidraget, selvom jeg bliver ked af al den danske uforstand i 1863 og 1864.

Til gengæld er jeg lykkelig for danske digitale muligheder, som alt for få kender. Undervejs i arbejdet med biografien om Fredy (Frederik VIII) har jeg på få minutter været i stand til at skrue tiden 100 år tilbage og finde netop den avisartikel, som skubbede mig videre mod en højere præcisionsgrad og historisk merværdi. Man går gennem http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis. Her kan man, også hjemmefra, åbne omkring 35 millioner avissider i Det Kongelige Biblioteks store samling af digitaliserede aviser. Her kan man selv kontrollere både Victorias frimodigheder, og hvad der eller skete de dage, da kongefamilie begræd det politiske misbrug af soldaters død og Dybbøl.

Jeg er lidt ked af at være stødt på udenlandske bøger med breve, som peger på, at vi har forsømt at se tættere på antisemitismen omkring Dagmars ægtefælle og søn. I det perspektiv står den russiske kejserfamilie stadig lidt vel højt i Danmark, ikke fordi historien skal omskrives, men blot sættes i et mere retvisende perspektiv. Der er ikke behov for politisk styring af forskningen, men et legat eller to til arbejdet kunne nok forsvares.

Lad mig slutte med en af de gange, hvor jeg stilfærdigt klukkede veltilfreds ved et arkivfund. Kristeligt Dagblad og Frederik VIII var i 1908 raget uklar på grund af nogle skriverier, som ikke hører til i avisens fineste stunder, men de er ofte beskrevet. Hvad jeg ikke før havde set, var kongens opsigelse af abonnementet. Avisen svarede høfligt, at majestæten ikke havde noget direkte abonnement, så hvis han holdt avisen, måtte abonnementet være tegnet hos postvæsenet. Hofmarskallatet kunne ærbødigst henvende sig på posthuset, hvis de ville sige avisen fra.

Gennem arkivstudier i Oslo, London, Hamborg, Berlin, Hannover og Washington kan jeg sige, at Danmark ikke er et foregangsland.