Ånd uden krop er fup

Det er trist at overvære, hvordan folkekirkelige ledere nedgør troen. Èn beder sig fritaget for ”fysik og biologi”, når det gælder Kristus, en anden kalder troen på legemlige opstandelse for ”fundamentalisme”, og den tredje advarer om, at opstandelsestroen ”låser Gud fast”. Tilbage bliver en tro, hvor Kristi overvindelse af døden reduceres til ”livspoesi”

Fader Poul Sebbelov
Fader Poul Sebbelov.

DET ER TRIST OG PINLIGT at høre, hvordan den ene biskop efter den anden i den danske folkekirke slår knuder på sig selv for at bortforklare Kristi opstandelse fra døde påskemorgen. Sognepræst Per Ramsdals nylige, studentikose undsigelse af jomfrufødsel og opstandelse har udløst en ynkelig tågesnak fra biskopperne i Danmarks tre største byer.

Deres sorte tale og mange ord kan koges ned til, at Gud aldrig griber ind i skabelsen med mirakler, som ophæver naturens lovmæssigheder. Men er det sandt, så er den kristne tro løgn.

Det er nedslående at overvære, hvordan kirkelige ledere, som skulle vejlede menigheden, i stedet nedgør troen og de troende. n beder sig fritaget for ”fysik og biologi”, når det gælder Kristus, en anden kalder troen på Kristi legemlige opstandelse for ”fundamentalisme”, og den tredje advarer om, at opstandelsestroen ”låser Gud fast”. Tilbage bliver en luftig ”åndelighed”, som reducerer Kristi sprængning af dødsrigets porte til litterær metaforik og ”livspoesi”.

Stillet over for Guds undergerninger reagerer rationalistiske teologer med noget i retning af: Nej, det tror jeg selvfølgelig ikke på, for det er i modstrid med naturens love. Og så underbygger de med, at den slags kunne man måske tro i ”gamle dage”, da videnskaben endnu ikke havde opdaget naturens love. Men nu, siger de, nu ved vi, at mirakler er utænkelige. Det er videnskabeligt bevist!

Om jomfrufødslen siger de: De tidligste kristne troede i ramme alvor, at Kristus var født af en jomfru, men i vore dage ved vi, at sådan noget selvfølgelig er en umulighed. Men evangeliets beretning om Kristi fødsel viser, hvor uholdbar og rent ud komisk overmodig den forestilling er: Om Josef berettes, at han ville forstøde Maria. Hvorfor? Fordi hun var blevet frugtsommelig. Og Josef vidste godt, som vi ved det i dag, hvordan kvinder bliver med barn. Det var derfor, han blev så vred, at han måtte kaldes til orden og tro af en Guds engel.

PÅ JULEIKONEN er afbildet Jomfru Maria og den nyfødte Jesus. Og så ser man, i nederste hjørne, Josef sidde og skumle. For han var lige så klog som nutidens danske biskopper, når det gælder naturens gang. Og derfor nægtede han i første omgang at tro på barnets guddommelige undfangelse. Men ved Guds hjælp kom han til tro.

Kristi fødsel er den hændelse, hvorom universet drejer sig. Den kristne tro står og falder med jomfrufødslen og med de øvrige mirakler, som enten er en forberedelse til eller en følge af, at Gud for vor frelses skyld påtager sig vor menneskelighed med alt, hvad det indebærer af fysik og biologi, for at vi må få del i hans guddommelighed.

Troen står og falder med, at Gud griber ind i det naturlige system og med denne indgriben afgørende ændrer verdens og historiens gang. Så at vi mennesker fra at have været forgængelighedens og dødens bytte får del i Guds evige liv. Den britisk teolog og forfatter C.S. Lewis udtrykker det meget klart i bogen ”Miracles”: Beretningerne om mirakler i Palæstina i det første århundrede er enten løgne og legender, eller de er historiske. Og hvis de alle, eller i hvert fald de vigtigste af dem, er løgne eller legender, så er dét, kristendommen har hævdet gennem to tusinde år, slet og ret forkert.

For en del såkaldt moderne kristne, har tidens fremherskende rationalisme gjort det så vanskeligt at forholde sig til evangeliet om Guds søn, som bliver menneske, dør og opstår fra de døde, at de gør alt, hvad de kan, for at bortforklare Guds mirakuløse indgriben.

Således også i visse teologiske miljøer, hvor man excellerer i tågesnak efter formlen, at sådan var det jo heller ikke ment! Markant i den type teologi, som har det som sit mål at gøre op med alt ”det overnaturlige” og dermed underminere selve den kristne tro! Langt ind i kirkelige, biskoppelige og præstelige kredse arbejder man på at reducere Kristus til det særlige menneske, det moralske geni.

Kristi guddommelighed vil man ikke vide af, ej heller troen på, at alle ting er mulige for Gud. Den kristne tro er den eneste religion, som står og falder med det, vi benævner som mirakler. Uden Guds undergerninger er der ingen kristendom.

Kan nogen vise, at evangeliets beretninger om Kristi undere er fri fantasi, eller blot og bar litterær metaforik, da ville de dermed samtidig have vist, at Kristi kirkes tro er løgn. Det er derfor Paulus indprenter os, at er Kristus ikke opstanden fra de døde, da er jeres tro tom og jert håb forgæves.

Denne konflikt - dette kors for tanken - bliver måske allermest tydelig ved beretningen om Kristi himmelfart! Vanskeligheden ved at kapere beretningen om Kristus, der optages til himlen, rækker langt ind i de kristnes egne rækker.

For evangeliets beretning trænger sig på med en voldsomhed, der synes at fornærme fornuften: Kristi menneskelige legeme, hans fysik og biologi, fortoner sig ikke som dug for solen eller opløses som et fata morgana, næh, det løftes op, og Kristus farer til himmels i herlighed. I Apostlenes Gerninger lyder det sådan her: ”Han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog Ham bort fra deres øjne.”

Og hos evangelisten Lukas beskrives samme begivenhed: ”Og det skete, mens Han velsignede dem, skiltes Han fra dem og opløftedes til Himlen.” Kristi disciple har sandelig ikke haft det let siden opstandelsen. Deres reaktioner er de samme, som vi ser hos nutidens danske biskopper.

MEN VI HAR allerede af Josefs reaktion på Kristi fødsel forstået, at det er en både overmodig og vildledende tanke, at dengang var de så naive og overtroiske, at de troede på alt muligt naturstridigt, men at nu er vi meget klogere. Evangelisten Lukas beretter, hvordan disciplene er forfærdede, og hvordan der opstår tvivl i deres hjerter .

Hvorfor? Jo, for den virkelighed, Kristus åbenbarer for dem, overstiger deres fatteevne. Som den overstiger alle menneskers forstand. Og netop når fornuftens tæppe med ét rives bort, og vi i et lysende glimt forstår, at Guds formåen og strålende herlighed sprænger alle menneskelige forståelsesrammer, ja, så har vi det med at reagere med frygt og nægte alt! Således også Kristi disciple, for det hedder om dem: Da blev de grebet af angst og frygt - for de mente, det var en ånd, de så.

Men disciplene vælger troen. De vil troen. Den opstandne Kristus er ingen ånd. Han har fysik og biologi. Han spiser fisk og kan røres ved.

Disciplene møder Herrens åndeliggjorte legeme, som er både himmelsk og jordisk. Et åndeligt legeme, som dog er materielt og synligt. Når den opstandne forlader denne jord, må han derfor nødvendigvis bevæge sig rumligt og fysisk: Det skete ... at han opløftedes til Himlen!

Med den opstandne Kristus bliver disciplene, og vi med dem, øjenvidner til den nye verden og det nye menneske, vi ser med vore egne øjne opstandelsens både åndelige og fysiske virkelighed. For det er klart, skriver C.S. Lewis, at der ikke kan være tale om, at et menneskeligt legeme, som vi kender det, kan eksistere i det interstellare rum, som vi kender det. Himmelfarten tilhører den nye skabelse.

Opstandelsens verden er da ny og dog velkendt. Der er fysik og biologi, der er tid, og der er rum, alt sammen genkendeligt for os. Alt er ikke blevet til skræmmende kaos, ej heller til luftig, ulegemlig ånd. Men til det kendte er der i opstandelsen føjet hidtil ukendte dimensioner.

Alt er nyt. Der er fortsat materiel legemlighed, ikke uhåndgribelig ånd. Rør ved mig, siger Kristus til tvivleren Thomas. Men den legemlighed har andre relationer til tid og rum end dem, vi kender. Den opstandne bevæger sig frit ind og ud af skabelsens tid og rum: Se, jeg gør alting nyt!

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke i Danmark