Professor: Åndelig omsorg har stor betydning i den sidste tid

Hvis syge ikke får åndelig omsorg, bliver de mere bekymrede, angste og får flere smerter. Derfor skal vi imødekomme det behov, mener Niels Christian Hvidt, som på fredag tiltræder som Danmarks første professor i eksistentiel og åndelig omsorg

Det er snarere sådan, at sygdom aktiverer eller intensiverer en tro, mennesker bærer i sig, ofte uden at den har spillet en særlig aktiv rolle tidligere i deres liv, skriver landets første professor i eksistentiel og åndelig omsorg.
Det er snarere sådan, at sygdom aktiverer eller intensiverer en tro, mennesker bærer i sig, ofte uden at den har spillet en særlig aktiv rolle tidligere i deres liv, skriver landets første professor i eksistentiel og åndelig omsorg. Foto: Casper Holmenlund Christensen/ritzau - modelfoto.

ANTALLET AF internationale forskningsartikler om forholdet mellem tro og helbred er i de senere årtier steget markant. Den internationale, og nu også danske, forskning dokumenterer, at mennesker med en tro og dertilhørende livsstil har en lavere sygdomsforekomst end ikke-troende.

Andre undersøgelser viser, at eksistentielle og åndelige overbevisninger påvirker håndtering af sygdom, symptomoplevelse, oplevet tryghed ved behandling og angst for døden. Ifølge en nylig Harvard-undersøgelse koster døende, der oplever god åndelig omsorg fra deres palliative behandlerteam, det halve den sidste uge inden døden, end patienter, der oplever mindre grad af åndelig omsorg. Det er primært fordi, at de, der kun modtager ringe åndelig omsorg, oplever flere bekymringer og mere angst, åndenød, smerte med videre, hvilket øger sandsynligheden for, at de dør på intensivafdelinger i stedet for hjemme.

Samtidig står det klart, at især sygdom intensiverer eksistentielle og åndelige behov. Et større antal forskningsprojekter fra Odense, København og Aarhus har givet indblik i danske patienters og pårørendes åndelige behov. Undersøgelserne tyder på, at sygdomskrise sjældent gør en ateist til troende eller en troende til ateist.

Det er snarere sådan, at sygdom aktiverer eller intensiverer en tro, mennesker bærer i sig, ofte uden at den har spillet en særlig aktiv rolle tidligere i deres liv. Det synes i særlig grad at gælde i Danmark, som sociologer betegner som verdens mindst religiøse samfund. Religiøsitet italesættes som et af de største tabuer i Danmark, det har begrænset betydning i det offentlige rum og lader sig kun meget vanskeligt italesætte af danskerne.

SKAL MAN TRO de store værdiundersøgelser, er danskernes manglende trospraksis ikke ensbetydende med, at danskerne ikke er troende. Spørger man anonymt, som man har gjort i godt 30 år gennem Den Europæiske Værdiundersøgelse, finder man, at kun syv procent af danskerne betegner sig som overbeviste ateister, 21 procent som ikke-troende, mens 72 procent betegner sig som troende. Godt halvdelen heraf tror på en personlig Gud, resten på en højere magt.

Danskerne kan på mange måder siges at være det folkefærd i verden med den højeste grad af passivt kirkemedlemskab, der kan aktiveres ved behov. Godt 76 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken, hvilket er verdens højeste grad af betalende medlemskab af nogen organiseret kirke, mens kun to procent går i kirke på ugentlig basis, hvilket er verdens laveste grad af religiøs praksis.

Som en kollega sagde ved en konference, hvor jeg præsenterede denne dikotomi: ”Det er sindssygt. Det er som at have abonnement på Netflix uden at eje et tv!”. Danskernes medlemskab handler om mere end kirkegang: Det handler om kulturel og etnisk tilknytning, men symboliserer tillige en tro på, at der er mere mellem himmel og jord. Således er den mest udbredte trosform i Danmark: ”Jeg tror på noget, jeg ved bare ikke rigtig, hvad det er!”. Dette passive medlemskab kan aktiveres, såfremt man oplever et tab af kontrol i forbindelse med krise, især sygdom, enten hos én selv eller i den nærmeste familie. På den måde kan man rettelig kalde dansk religiøsitet for krisereligiøsitet.

DER KAN GIVES TO grundlæggende, konkurrerende svar på spørgsmålet om, hvilke konsekvenser den fremvoksende forskning skal have for den sundhedsfaglige praksis i Danmark. Det ene svar lyder, at når Danmark er verdens mindst religiøse samfund, bør hospitalet ikke gøre mere i forhold til at yde eksistentiel omsorg og støtte.

Den lille minoritet, der med udgangspunkt i regelmæssig kirkegang faktisk er vant til at italesætte religiøse overvejelser, kan få dækket religiøse behov i hjemsognet eller hos sygehuspræsten. Problemet med dette svar er, at det ophøjer de naturvidenskabeligt baserede interventionstiltag til en altdominerende kosmologi, der hverken indfanger kompleksiteten eller betydningen af patienters behov: De to procent regelmæssige kirkegængere er sikkert udmærket dækket, ja, men hvad med flertallet af de uafklarede og deres uudtalte tvivl, angst og eksistentielle nød?

Derfor bør svaret være et andet: Netop fordi åndelige overvejelser er så tabubelagte, og mange danskere ikke har sprog herfor, er der behov for kompetent åndelig omsorg. For mange danskere vil være åndeligt uforberedte, når de træder ind i lidelsen. Dette svar afhænger naturligvis i høj grad af, hvordan vi overhovedet forstår, hvad åndelig omsorg er.

ÅNDELIGE PROBLEMER defineres af WHO som del af totalsmerten bestående af fysisk, psykisk, social og åndelig smerte. Ifølge WHO’s definition af palliativ pleje, omfatter det patienters ”smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og eksistentiel/åndelig art”.

Det Etiske Råd definerer åndelig omsorg som ”en omsorg, der både omfatter den specifikt religiøse omsorg og hensynet til de eksistentielle spørgsmål og bekymringer, der kan opstå hos ethvert døende menneske, uanset om disse spørgsmål og bekymringer hos den enkelte er mere eller mindre eller slet ikke præget af religiøse aspekter”.

Åndelig omsorg er således ikke en indsats, der skal føjes til eksisterende tiltag, men snarere et vigtigt element i de eksisterende bestræbelser på en helhedsorienteret patientindsats med særlig opmærksomhed på de åndelige problemer, smerter og bekymringer, der kan opstå hos alle mennesker i krise.

Ifølge denne forståelse vil åndelig omsorg ikke (alene) være forbeholdt specialisterne (sygehuspræster, imamer, psykologer), men være en del af den brede, patientcentrerede omsorg.

Den grundforskning, der har fundet sted i Danmark og Norden de seneste 10 år leder nu til interventionsforskning i, hvordan den åndelige omsorg bedst kan opkvalificeres i Danmark. Undertegnedes professorat i eksistentiel og åndelig omsorg er et led i disse bestræbelser. Internationalt er der udviklet både brugbare spørgeguider til italesættelse af åndelige behov i akutte situationer og bredere efteruddannelsestilbud i kommunikation om åndelige behov.

I dansk sammenhæng har vi nu udviklet lignende forskningsbaserede guides og efteruddannelseskurser tilpasset dansk kultur. De giver eksempler på, hvordan en samtale om eksistentielle og åndelige temaer kan åbnes, fordybes og afsluttes godt.

MÅDEN AT ÅBNE for patienters eksistentielle og åndelige bekymringer og ressourcer på er ikke at spørge: ”Er du religiøs?”. Sådan et spørgsmål vil i dansk sammenhæng snarere afstedkomme en hurtig afvisning, hvorefter samtalen lukkes eller drejes i anden retning. Der skal bredere spørgsmål til, som relaterer sig til den kriseramtes situation, med tilkendegivelse af indlevelse, nærvær og omsorg.

I 1970’ernes sundhedssystem brød man med tabuet om især kræftpatienters seksuelle problemstillinger ved hjælp af systematiske og ledelsesunderstøttede tilgange, og man fik systematiseret en ansvarlig omsorg for disse patientbehov.

De seneste forskningsresultater omkring eksistentiel og åndelig omsorg i Danmark kalder på udvikling af lignende sundhedsprofessionel opmærksomhed omkring åndelige patient- og pårørendebehov, herunder hvordan man skaber både kultur og strategi til bedst at imødekomme dem.